KÆRLIGHED UUDSLUKKELIG
Poul blev engang gift efter fornuft og en nærmest eventyrlig kærlighed. Men med tiden begyndte kærligheden først ubemærket, siden i stigende tempo, at forsvinde ud af Pouls familie. Selv da datteren blev født, satte det ikke stop for forsvindingen. Tværtimod voksede strømmen sig bare større. Pouls kærlighed blev til flygtige affærer, korte fascinationer og hyppige forelskelser.
Poul kunne ikke og ville heller ikke kun tilhøre sin kone. Han besnærede kvinder med sin selvsikkerhed, sit smil og noget mere, kun Gud selv kender til…
Han delte sin uudtømmelige kærlighed med alle typer kvinder: høje og lave, lyshårede og mørkhårede, glade og tænksomme, gifte og søgende. Og kvinderne gengældte hans følelser.
Hans kone, Birgitte, formåede tilsyneladende at ignorere alt sammen. I al fald kom der aldrig bebrejdelser eller hysteri fra hende. Poul holdt jo heller aldrig op med at give Birgitte sin opmærksomhed som mand.
Men en dag tvang en kvinde ved navn Jannie floden af hans kærlighed til at standse. Jannie var betagende smuk og vidende. Kun med hende ja, ud over konen tilbragte Poul al sin fritid. Jannie havde en mand, som hun indimellem blev skilt fra. For Jannie var Poul som et frisk vindpust og en hel verden. Deres affære varede i tre år.
Imens voksede datteren Mette op. Da hun var færdig med gymnasiet, tog hun til USA på en udvekslingsordning. Hun vendte ikke tilbage til Danmark. Hun giftede sig med en amerikaner i Los Angeles, fik tre børn og fik travlt med hverdagslivet. Hun bad sine forældre om hjælp. Mettes mand havde kun sin far, Michael; hans mor var død.
Poul og Birgitte fløj til datteren. I to år passede de børnebørnene. Men snart begyndte Poul at gøre sig klar til at tage tilbage til Danmark. Birgitte forstod ikke hvorfor. Hvorfor? Poul forklarede sig ikke, men rejste bare. Da han landede, tog han straks til Jannie.
Jamen, her er jeg! Der er ikke liv uden dig. Sig bare til, så bliver jeg, Janniebarn! Du har forhekset mig!
Poul, har du glemt det? Jeg er altså gift. Det er selvfølgelig dejligt at se dig, men mere bliver det ikke
Poul var ikke forberedt på at blive afvist af sin elskede. Med fiaskoen i bagagen rejste han tilbage til familien i Los Angeles. Men der ventede Birgitte med en “overraskelse”.
Poul, Michael og jeg har besluttet at knytte vores skæbner sammen. Du har vel ikke noget at bebrejde mig, vel? Jeg giver dig fri. Børnebørnene klarer vi helt uden dig. Hvad har du egentlig at lære dem? … triumferede Birgitte.
Du vidste det hele tiden? spurgte Poul mistroisk.
Selvfølgelig! Venlige sjæle skal man ikke undervurdere… lo hun overlegent.
Poul vendte hjem til Danmark. Og igen til Jannie.
Har du ikke skiftet mening, Jannie? Skulle vi ikke forenes? spurgte Poul håbefuldt.
Nej! Du skifter bare kontinent og vender ryggen til, og jeg skal bare vente? Forresten var det min mand, der fik mig ud af min depression. Poul, det er forbi. Jannie gav sig ikke.
…Afslogne som ægtemand og elsker slentrede Poul hjem og lukkede sig inde. I tre dage holdt han sig for sig selv.
…Så bankede det på døren. Foran stod en ung kvinde.
Goddag, onkel Poul! Kan du ikke kende mig? Jeg er din datters veninde. Hvordan går det med Mette? smilte hun genert.
Det går fint. Du må være Marianne? Ja, jeg husker dig… svarede Poul uden entusiasme og gabte.
Onkel Poul, har du mon lidt salt? Du er jo min nabo, blev den unge kvinde mere fri.
Poul så sig grundigt efter datterens veninde. Hun var sød og charmerende.
Kom bare indenfor, Marianne. Så laver vi os en kop te, blev Poul pludselig livlig.
Ak, onkel Poul! Jeg har elsket dig, siden jeg var ung. For mig har du altid været idealet! Jovist blev jeg gift. Men du havde jo altid travlt med andre Men jeg er stædig! Jeg ventede!
Poul er 56 år, Marianne 33.
Et ungt par venter nu deres første barn.
