Jeg har gentagne gange bedt min svigermor, Lærke, om ikke at dukke op så sent, men hun lytter simpelthen ikke.
Af en eller anden mærkelig grund mener Lærke, at hun har ret til at gå uanmeldt ind i vores hjem. Vores søn, Emil, er blot et år gammel, og jeg har indført en fast aftenrutine. Hvis han ikke er i seng inden kl. 20, lader jeg ham hellere blive liggende så sparer jeg de to timer, der normalt ender i ren himmelsk rædsel.
Det er forgæves at diskutere dette med svigermoren. Hvor mange gange jeg også har spurgt hende om at holde sig væk fra huset om aftenen, så ignorerer hun det. På en eller anden måde forstår hun ikke, at et årgammelt barn ikke skal besøges så sent.
Jeg arbejder sent siger hun. Jeg kommer bare en halv time, leger med ham, får ham til at grine, men så bliver resten af natten en kamp om at få barnet i seng. Senere bliver han urolig og skriger.
Hvad skal jeg gøre?
I dag begyndte jeg som sædvanligt at få Emil i seng. Min mand, Søren, og jeg havde udvalgt en film, vi ville se, da der pludselig bankede det på døren. Søren åbnede, og der stod hans mor.
Det er svært at beskrive, hvad jeg følte. Jeg var rasende. Emil var i gang med at få tænder, så han var ekstra uroisk, og vi værdsatte hver eneste stille time. Jeg prøvede at holde mig rolig, for hun er jo min mands mor.
Jeg lod som om jeg havde smerter, rakte ud efter kinden og råbte:
Du kommer på det helt forkerte tidspunkt! Mine tænder gør ondt, jeg kan ikke holde ud. Jeg vil ikke gå alene til tandlægen. Bliv lidt til med barnet, så kan vi snart gå.
Søren forstod intet. Han tog hastigt på sig jakken, og vi gik ud af huset.
Hvad er det for et skuespil, du laver? spurgte han.
I det mindste kan vi finde et sted, hvor vi er alene. Glem ikke at slukke for telefonen! svarede jeg.
Vi kom hjem sent om midnat. Lærke måtte tage en taxa hjem. Emil lå i sin lille vugge, mens brugte bleer og beskidte klæder lå spredt overalt. Legetøj, sutteflasker, rasleapparater et kreativt rod i fuld styrke.
Svigermoren så udmattet ud, sminken var smattet, og hendes nederdel var plettet af babymælk. Siden da kommer hun sjældnere forbi, og helt uden at komme så sent.
Det viser, at grænser er nødvendige, selv for dem, vi elsker mest for uden respekt for hinandens rutiner ender både ro og glæde i kaos.
