Åbne vinduer
Mette hørte sin egen stemme for første gang i mange måneder. Den lød hæs og knugen, som om den havde kæmpet sig ud gennem et lag støv, der havde lagt sig på hendes stemmebånd og på tiden:
— Godmorgen.
Det var ikke en hilsen. Det var et forsigtigt skridt. Stemmen lød, som om den ikke var sikker på, om den havde ret til at lyde. Den hørte til en anden tid – en tid, hvor badeværelsets dør smækkede om morgenen, hvor vandkogeren summede på køkkenet, og hvor små bare fødder løb hen for at vise hende, hvordan ærterne på vat i en honningglas var begyndt at spire.
Mette åbnede øjnene til en dyb stilhed. Loftet – mat og grålig, som en forbleget himmel – hang ubevægeligt over hende, uden det mindste tegn på liv. Lejligheden var varm, men en svag gennemtræk rørte ved gardinkanten – hun havde igen glemt at lukke vinduet. Eller måske havde hun ikke glemt det. Måske havde hun ladet det stå åben med vilje. Hvis bare børnenes latter igen kunne nå ind derfra. Eller deres trin. Eller deres åndedræt.
Hun lå på ryggen uden at bevæge sig, som om hun håbede, at hvis hun stirrede længe nok opad, ville en vej vise sig mellem revnerne i kalken. En rute, der kunne føre hende ud af det endeløse grå rum, og vigtigst af alt – ud af sig selv.
På køkkenet stod alt, som det altid havde gjort. En kop med tørret kaffe på vindueskarmen – som om den ventede på, at i går skulle begynde. Et mørknæbent æble på skærebrættet, glemt som glemte samtaler. Og et billede på køleskabet: en dreng på seks år, klædt i en astronautdragt, smilte bredt og ærligt, som om han lige var ved at spørge: »Mor, flyver jeg virkelig?«
Hun havde ikke rørt billedet i over et år. Det kostede for meget at række ud efter det – hånden blev hængende i luften, bange for at viske minderne ud. Billedet hang på en magnet fra en børneøjenklinik – det var nærmest komisk, når man tænkte over det. Dengang var de taget afsted »bare til en undersøgelse«, sønnen havde klaget over bogstaver, der løb væk. Men i stedet… endte det ikke med en attest eller en brille. Det endte anderledes. Med det, ingen er forberedt på. Og hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.
Ved entrédøren stod et par små løbesko med blå velcro-lukninger. Støvede. Stille. Tavse vidner til tiden. Hver dag gik Mette forbi dem med en underlig ængstelse, som om hun frygtede, at hvis hun tilfældigvis rørte dem, ville alt bryde sammen. På overfladen var det bare et par børnesko. Plastik, stof, såler. Men i virkeligheden var det hele livet. En lille univers, presset sammen til tyve centimeter.
Engang havde hun elsket morgenen. Hun havde brygget kaffe, sat musik på. Nu – kogende vand med grøn te, uden sukker, uden citron. Bitterheden trak ned gennem halsen som uudtalte ord. Udenfor begyndte byen langsomt at vågne: busser, cigaretrøg, en hunds gøen, nabernes råb. Byen levede, uden at ane, at nogen i nærheden for længst var holdt op.
Mette havde undervist i litteratur. På Aarhus Seminarium. Hun havde elsket H.C. Andersen – for hans tilbageholdenhed, for smerten mellem linjerne, for pauserne, hvor man kunne gemme sig. Men efter… forlod hun det. Først tog hun sygeorlov. Så – ind i intetheden. Hun kom ikke tilbage. Kunne ikke. Og efterhånden ville hun heller ikke. Læsning var blevet ulideligt; ordene flåede hendes brystkasse indefra.
Om foråret havde en veninde trukket hende med i en støttegruppe. Der hang en duft af billig maskinkaffe, grå vægge, slidt af tid og andres historier. Hun huskede en kvinde i en rød trøje, der havde mistet sin mand. En tyveårig dreng, der sad tavs hele aftenen med krampagtigt greb om sin taske. Ingen skreg. Men luften dirrede af smerte, som en anspændt streng.
Mette følte sig overflødig. Som om hendes tab var for privat. For usynligt. Uden en grav, uden en dato, uden en afsked. Som om hun ikke måtte lide højlydt. Så gik hun. Stille. Hun kom ikke tilbage.
Nogle gange skrev hun breve. Uden at sende dem. Hun gemte dem bare. På hendes laptop lå en mappe kaldet »Kladder«. Hun skrev til ham.
»Du ville være startet i første klasse nu. Du ville nok ikke have kunnet lide havregrød. Vi ville have skændes om morgenen. Eller måske ville du have været rolig. Du ville have vidst, hvordan mit hår dufter. Jeg ville have fletHun trak vejret dybt, mens hun holdt billedet tæt ind til sit hjerte, og vidste, at smerten aldrig helt ville forsvinde, men at livet alligevel måtte leve videre.
