Tyve år senere genkender jeg mig selv i drengen, som jeg engang var.
Dagen før brylluppet mistænkte Anders sin forlovede, Emilie, for utroskab. Selvom hun svor evig troskab, ville han ikke høre på hende. Men to årtier senere stod han ansigt til ansigt med hendes sønhans egen unge spejling
De havde sådan en stormende, romantisk kærlighed, som kun findes i romaner. Passioneret, særlig, større end det hele. Folk omkring dem var grønne af misundelse og kunne ikke lade være med at blande sig. Anders og Emilie forberedte sig stille og roligt på bryllup, men det kom aldrig så langt.
Aftenen inden de skulle giftes, afslørede Emilie, at hun ventede sig. Ganske naivt forventede hun en reaktion af lykke, men i stedet fik hun et vredesudbrud. Anders anklagede hende straks for at have været ham utro. Man kan da ikke blive gravid så hurtigt, gentog han med stædig overbevisning. Han sagde, lige ud, at han ikke troede på hende. Men Emilie gennemførte graviditeten.
Nogle af Anders venner forsøgte forsigtigt at fortælle ham, at han var langt ude. Alle kunne se, hvor meget Emilie elskede ham. Men han var, som danske mænd nu kan være, fast besluttet og stædig som en cykel i modvind. Forholdet blev opløst, brylluppet sat på pauseog senere definitivt aflyst. Han foreslog endda, hun skulle få en abort, men det ville Emilie ikke høre tale om. Hun ventede til det sidste på en undskyldning fra sin elskede, men forgæves. Han ringede aldrig.
Emilie nægtede også selv at tage kontakt. Anders var skråsikker på, at han havde ret. De begyndte hvert sit liv på hver sin kant af Kongeriget Danmark. Emilie måtte nu selv trække læsset. Selv når deres veje tilfældigt krydsede hinanden, lod Anders altid som om, han ikke genkendte hende. Han så hende engang på en legeplads på Østerbro, men kiggede demonstrativt væk fortiden skulle helst glemmes.
Emilies liv blev ikke lettere; hun var alene med en lille dreng, men det afholdt hende ikke fra at finde glæde i det små. Jo jo, hun måtte lægge alt, der mindede om voksenliv, på hylden, men hun havde en lille Peter, som blev lyset i hendes liv.
For Emilie gjorde alt for, at hendes søn skulle have det godt og ikke mangle noget. Hun jonglerede både jobbet i børnehaven, i Føtex og lidt freelance-oversættelse for at sikre hans fremtid. Peter satte stor pris på sin mor og var hendes fortrolige og faste støtte.
Han fik sig en uddannelse, var en tur forbi værnepligten i Varde og senere blev han ansat i et godt job. Efterhånden som han blev voksen, stoppede han med at spørge til sin far. Han havde gennemskuet det hele. Da han var lille, fortalte Emilie banale eventyr om en kæk og modig far, men troede Peter egentlig på det? Svaret giver næsten sig selv.
Unægteligt var Peter sin far op ad dage. Da han fyldte 20, kunne Emilie ikke lade være med at se Anders i både Peters holdning og hage. Til sidst krydsede familiens veje hinanden. Anders stod pludselig overfor Emilie og Peterog det var som at se sig selv, bare tyve år yngre. Han stod længe og stampede som et får på græs, for ordene ville ikke ud.
Først tre dage senere tog han mod til sig og gik hen til Emilie:
Tror du, du kan tilgive mig?
For længe siden hviskede Emilie.
Og således fik Peter den fulde historie for første gang mødte han sin far.
