Mette sad i køkkenet med albuerne støttet mod bordet og stirrede ud ad vinduet, ind i det mørke nattesorte glas, som om hun kunne se noget derinde. Hendes øjne var trætte, ansigtet gråt. Pludselig knirkede døren sagte, og hendes svigermor, Karen Møller, trådte ind.
“Hvad laver du oppe så sent?” spurgte hun og rakte ud efter kanden med vand.
“Jeg tænker, Karen,” svarede Mette stille.
Karen drak en slurk vand og ville til at gå, men Mette løftede pludselig hovedet:
“Bliv lidt. Vi skal tale. Bare luk døren…”
Karen stoppede og blev en smule på vagt:
“Hvad er der sket?”
“Sæt dig. Jeg… Jeg må fortælle dig noget om Anders…”
Karen satte sig med glasset i hånden, mens Mette begyndte at fortælle. Jo mere hun talte, jo blegere blev hendes svigermor. Det hun hørte, syntes at berøve hende talens gave.
“Nej, Mette, jeg smider ikke folk ud om natten. I kan tage afsted med barnet i morgen tidlig. Jeg skal alligevel op på arbejde – væk mig bare.”
“Kunne vi ikke udsætte renoveringen? Anders og jeg kunne tage til sommerhuset om sommeren, men nu er det for koldt… Og Anders kommer snart hjem…”
“Nej. Nu er priserne gode – senere stiger de, og om sommeren gider jeg ikke bo i støv.”
“Der bliver alligevel støv,” bemærkede Mette forsigtigt.
“Og jeres ting skal også flyttes, forresten. Jeg har allerede sagt det. Lad være med at spille offer. Min søn tog dig og barnet ind – du kunne i det mindste holde mund.”
“Men det er jo jeres barnebarn!” udbrød Mette.
“Ah ja? Anders har en datter med den anden, den der arbejder i udlandet. Hun er min barnebarn. Den her… det skal bevises.”
Mette frøs. Hvad svigermoren sagde, var som et slag i maven.
“Han er næsten fire år. Først nu siger du det? Og hvor skal jeg så gå hen med ham?”
“Det ved jeg ikke,” trak Karen på skuldrene. “Det rager mig ikke.”
Mette mødte Anders for fem år siden. Han var ikke smuk, men virkede pålidelig. Ikke tid til kærlighedsdrama – de var begge voksne og erfarne. Hun arbejdede som kok i en skolekantine, han var arbejder og rejste ofte til udlandet for arbejde. Da hun blev gravid, foreslog han straks at blive gift. Ingen bryllup, bare på rådhuset.
De boede hos hans mor. Karen syntes ikke om, at en fremmed kvinde flyttede ind, især ikke en gravid en. Hun var vant til ro, ensomhed og rutine. Nu var der pludselig nogen, der sang i badeværelset, traskede over gulvet, og så en baby, der skreg dag og nat. Og så hjalp sønnen hende mindre med sommerhuset.
Vigtigst af alt – hun troede ikke på Mettes følelser. Hun mente, det var beregning. Og hun tvivlede: var Nikolaj virkelig hendes barnebarn?
Nu besluttede Karen at renovere. Og hun sagde det klart: Mette og barnet skulle flytte. Mette nægtede – hun havde intet sted at tage hen. Selvom en tante havde tilbudt at hjælpe. Karen gav ikke en tomme. Alt irriterede hende: legetøjsspor på gulvet, lugten af babymad.
Da Anders pludselig stoppede med at svare, blev Mette bekymret. Han havde aldrig gjort det før. Hun ringede ikke om natten, men om morgenen var telefonen slukket.
“Han slukker aldrig sin telefon,” sagde Mette og kom ind i køkkenet. “Der er noget galt.”
“Han sover nok,” mumlede Karen. “Hvorfor er du pludselig så bange?”
“Vi skriver hver dag. Det her har aldrig sket før.”
“Ring til hans arbejde. Kom nu.”
Mette ringede. Et par minutter efter var hun hvid som et lagen.
“Han er på hospitalet. De kørte ham derhen… han blev dårlig.”
“Hvad?!” Karen sank ned på en stol. “Hvem fandt ud af det?”
“Hans… første kone. Hun er informeret. De mente ikke, vi behøvede at vide det.”
“Jeg tager derhen!” sprang Karen op.
“Nej, du har renoveringen. Jeg tager Nikolaj til tante, og selv tager jeg til Anders. Jeg finder ud af alt.”
Tre uger senere kom Mette hjem med Anders. Han var i dårlig form – efter et slagtilfælde. Hans venstre side var svag, men han talte, jokede og kæmpede.
Mette forlod ham ikke. Hun fandt specialister, arrangerede genoptræning, sov tre timer om natten, løb til behandlinger, indsprøjtninger, fysioterapi. Hun levede kun for én ting: at få Anders tilbage til et normalt liv.
En sen aften, mens Karen vaskede op, sagde Mette stille:
“Jeg skal fortælle dig noget. Bare ikke fortæl ham det.”
Og hun afslørede sandheden: Anders tog hen for at se sin første kones datter. En fremmed mand åbnede døren. Og barnet – en kopi af ham. Blondine med en dimple i kinden. Senere indrømmede Lene det: manden var pigens rigtige far, men hun var bange for at være alene, og Anders var der.
Anders satte sig på en bænk, og hans hjerte kunne ikke klare det.
“Så…” sukkede Karen, “er min barnebarn slet ikke min barnebarn?”
“Præcis.”
Efter den samtale så Karen anderledes på Mette. Hun så, hvordan hun levede for Anders, nattesprang for at massere hans arm, fulgte kosten, læste, rådførte sig. Hvor var nu den “fremmede”, den “beregnende” kvinde?
En dag, da Mette igen sad ved computeren, vendte Karen sig om:
“Sig mig ærligt. Er Nikolaj Anders’ søn?”
Mette svarede ikke med det samme. Så løftede hun hovedet:
“Sandheden er lige her. Vi begyndte at se hinånd for dine øjne. Jeg var måske ikke vanvittigt forelsket, men jeg valgte Anders. Og jeg forlod ham ikke. Har du brug for en test for at forstå det?”
Karen brød sammen i gråd. Så gik hun hen og krammede Mette.
“Tilgiv mig. Gammel dum kone. Jeg så ikke, hvem der stod foran mig.”
Mette græd også:
“Og du må tilgive mig. Jeg er heller ikke perfekt. Men vi er familie. Ikke også?”
Lige da kom Anders ind på køkkenet.
“Hvad er der? Sker der noget?”
“Af lykke, min dreng,” smilede hans mor. “Fordi alt er godt.”
“I kvinder…” rystede Anders på hovedet. “Dårligt – I græder. Godt – I græder…”
“Men vi gør det sjovt!” krammede Mette ham, mens Karen blinkede:
“Og vigtigst af alt – sikkert.”
