“En drøm om havet”
“Mathilde, jeg tillader det ikke, hører du? Du er kun atten. Du forstår ikke…” Helle skiftede konstant mellem råb og hvisken. De havde diskuteret i flere timer.
“Det er dig, der ikke forstår. Alle andre tager afsted, men som altid må jeg ikke,” insisterede Mathilde.
“Hvem er ‘alle’? Din veninde Ida? Hendes mor tillader hvad som helst…” Helle tav brat, følte hun gik for langt. “Hør nu, skat…”
“Men du lyttede jo ikke, da jeg sagde, jeg ikke ville have noget med Erik at gøre? Nej, nej, et barns mening interesserer jo ingen,” svarede Mathilde, øjnene blanke af frustration. “Du sagde, du ville være lykkelig. Og hvad så? Er du lykkelig, mor? Jeg er ikke et barn mere. Jeg vil også have lov til at leve. Jeg tager afsted, om du kan lide det eller ej. Jeg har brug for dine penge.”
“Jeg vil også have, at du skal være lykkelig. Men du kan begå en fejl, du vil fortryde hele livet. Tænk dig nu om. Du vil være helt afhængig af Oliver. Kender du ham overhovedet? I har kun kendt hinanden kort tid. Der vil ikke være nogen til at hjælpe dig…”
“Bare rolig, jeg kommer ikke hjem med en baby,” fnøs Mathilde.
“Vi hører ikke hinanden.” Helle sank udmattet sammen i sofaen.
Hun var træt af at forsvare sig selv. Hendes mand havde forladt hende med en treårig Mathilde, børnepenge, og forsvundet. Da hun mødte Erik, havde hun ikke regnet med at kunne elske eller stole på en mand igen. Erik havde altid prøvet at være en far for Mathilde, forsøgt at blive hendes ven. Men Mathilde havde aldrig accepteret ham.
Helle huskede, hvordan datteren havde modtaget Erik med arme i kors den dag, han første gang kom på besøg. Da han var gået, havde hun spurgt:
“Skal han bo hos os?”
“Ja. Har du noget imod det?”
“Spørger du mig? Du gør det alligevel, som du vil,” kneb den tolvårige Mathilde øjnene sammen.
Helle forsøgte at forklare, at Erik var god, at hun snart ville forstå det.
“Du kender ham ikke endnu. Han vil gro på dig.”
“Din datter er bare jaloux,” havde hendes veninde sagt. “Du må ikke lade hende diktere dig. Før du ved af det, er hun voksen og gift, og du står alene. En mand som Erik kommer måske ikke igen. Du behøver ikke vælge mellem Erik og Mathilde. Giv det tid.”
Helle forsøgte at give datteren opmærksomhed. Men hun følte sig delt i to. Mathilde trak konstant i hende, og Erik også. Da Mathilde indså, at moren ikke længere kun var hendes, begyndte hun at distancere sig. Og nu var de her. De forstod ikke hinanden.
Måske hævnede Mathilde sig nu? Oliver var en flink, velopdragen fyr fra en god familie. Hun havde intet imod ham. Men at lade datteren tage til Mallorca med ham…
Når en fyr møder sin kærestes forældre, gør han alt for at fremstå bedre, end han er. Hvem ved, hvad der gemmer sig bag facaden?
Forældre til drenge har det nok lettere. Helle havde kun Mathilde. De havde næsten ikke været adskilt. Og nu ville hun afsted med en fyr. Selvfølgelig ville der være vin og sex. Helle havde opdraget datteren alene. Naturligvis var det svært at acceptere, at hun var voksen.
Men hun kunne ikke holde hende i snor. Selv Erik mente, hun burde få frihed. “Hun er klog nok,” sagde han. Da Helle spurgte, om han ville lade sin egen datter tage afsted, tav han. Hun takkede ham for det.
Måske skulle hun have givet slip på Erik, ofret sig selv for datteren? Men hvordan glemmer man sig selv, når man kun er lige over tredive og længes efter kærlighed?
Nu var det Mathildes tur til at ville være lykkelig. Og hun lyttede ikke. Hvad skulle Helle gøre? Det er nemt at rådgive om andres børn. Men når det handler om ens eget barn, forsvinder fornuften i moderskærlighedens frygt.
Helle sukkede, træt af at tænke, og gik ind til Mathilde. Hun sad på sengen med telefonen. “Hun klager sikkert til Oliver,” tænkte Helle.
“Jeg er træt af at skændes. Selvfølgelig er jeg bange for dig. Vil du virkelig afsted?”
Mathilde så forbavset op. “Ja.”
“Fint. Du skal love at ringe. Og ikke slukke din telefon.”
“Okay.”
“Førhen ville hun have kastet sig om halsen på mig,” tænkte Helle bittert.
På køkkenet forsøgte hun at berolige sig selv.
“Skal jeg tage den blå kuffert?” spurgte Mathilde.
“Ja. Hvornår skal I afsted?”
“I nat. Jeg har sagt det.”
Allerede i nat? Helle kunne knap nå at vænne sig til tanken.
“Hvorfor sidder jeg bare her?” Hun greb nogle penge og gav dem til Mathilde.
“Tag disse. Sig ikke noget til Oliver. Hvis du vil hjem, kan du købe en billet når som helst.”
“Tak.” Et anløbt smil. “Oliver henter mig. Lad være med at følge mig, okay?”
Helle nikkede.
“Jeg troede, her var krig, men alt er stille. Har du givet hende lov?” Erik trådte ind. Helle omfavnede ham.
“Åh, hvor er det godt, du er her. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Jeg er så bange.”
“Rolig. Hun er klog.”
Oliver kom klokken halv elleve.
“Du er ansvarlig for hende. Ring, hører du?” Helle kunne knap holde tårerne tilbage.
“Jeg er klar,” sagde Mathilde for at afkorte afskeden. Oliver tog kufferten.
“Slap af, hun kommer hjem i én del,” sagde han.
Da døren lukkede sig, løb Helle til køkkenvinduet. Erik lagde hænderne på hendes skuldre.
“De tog en taxa. Gud vogte hende…”
“Lad os drikke te,” foreslog Erik.
I taxaen lagde Oliver armen om Mathilde og kysI taxaen lagde Oliver armen om Mathilde og kyssede hende, men hun skubbede ham væk og stirrede ud på de danske marker, der flimrede forbi i sommernatten, mens hun tænkte på, om det mon var en fejl at tage afsted.
