Tulipaner
Jøsses, så smukt! Gudrun, du er en sand troldkvinde!
De farverige tulipaner dansede for øjnene. Rikke vidste, hvad det havde kostet Gudrun at skabe al denne skønhed. I flere år havde naboen knoklet for at forvandle den grå, golde gård til en blomstrende have. Selv legepladsen, som Rikke og lille Signe var på vej hen til, havde Gudrun tryllet frem fra støvet. Hun kunne virkelig trylle. Gården var ikke til at kende igen: ren, rummelig, forvandlet. Og blomsterne dem havde Gudrun plantet én for én. Lige så længe som Rikke havde boet her, snart femten år, siden hendes forældre flyttede til denne karré i Nørrebro, havde hun aldrig set nogen plante blomster i gården. Kun Gudrun men det var først begyndt, efter Gudruns mand pludselig døde.
Det er svært at blive alene i den alder. Sønnen bor i Aarhus, hendes eneste støtte. Gudrun ville under ingen omstændigheder flytte. Hun var for nært knyttet til København, hvor hele hendes barndom var, og minderne levede stadig i bygningen, hvor hun havde elsket, grint og grædt. Der var knas med svigerdatteren svigermors sted er aldrig sikret, især ikke når svigerdatterens egne forældre bor i nabolaget og altid kan hjælpe. Og hvad var Gudrun? Altid venlig, men stadig udefra.
Gudrun klagede sjældent, men Rikke så godt, hvor tungt ensomheden vejede. Hun kendte det havde selv været på randen, da hun blev skilt fra sin første mand. Kunne have reddet det hele, hvis bare hun havde lukket øjnene for hans svage sidespring. Men sidespringet havde været med Louise, som hun havde gået i skole med i et helt årti. Så gik det ikke.
Rikke så Louise i øjnene uden at vige, hentede sine ting fra mandens lejlighed, og gik i gang med at sørge rigtigt igennem. Hun tog endda en uges fri fra arbejdet bare for at kunne gøre ondt af hjertens lyst.
Men den store sørg har aldrig tid til at blive gennemført, som man drømmer. Hun sad dér, krammede en bøtte vaniljeis, rød- og opsvulmet, rasende som en kat med halen trådt på, da der HAMREDE på døren. Ikke bankede hamrede! Hun tænkte ikke engang over, om hun burde åbne. Når der bankes sådan, er det kun én ting. Ulykke!
Så hun trak i et par gamle jeans og satte kurs mod døren.
Billedet af Gudrun, hun mødte, vil aldrig forsvinde. Rikke kendte hende som rolig, stadig kvinde med et mildt smil, der altid stoppede op, hilste og spurgte nysgerrigt til børnebørnene.
Er Mille blefri endnu? Får lille Magnus nok søvn? Hvordan går det med amningen, Camilla?
Sådan var Gudrun: rigtig børnelæge med åbent hjerte og hænder, der altid rakte ud.
Men nu lignede hun sig ikke selv hun var sammenfaldet, med stive, blege hænder.
Hvad er der med dig, Rikke? Hvorfor græder du så? Har du ondt?
Det trak Rikke tilbage fra mørket indeni, hvor skuffelsen boede. Hun blev rolig for Gudruns smerte var værre end hendes egen. Det viste sig sandt: Man kan miste sin mand, men vide at han stadig lever det gør ondt. Men at miste ham for altid, det er som om hele verden knuses.
Gudruns mand nåede aldrig ambulancen. Ville ikke ringe. Havde fået det før, ville klare det med piller. Men denne gang, da Gudrun kom hjem fra torvet, fandt hun ham liggende ved døren med indkøbsposerne dryppende grøntsag og ost. Han var på vej ned for at møde hende, men havde aldrig nået trappen.
Den dag løb Rikke bare ud, uden tanke for tøjet, ringede 112, og blev ved Gudruns side. Hun vendte først hjem, da tusmørket dækkede gaderne, smed sin is i containeren, vaskede det støvede køkken og sad længe og cirklede fingeren om kanten af sin kop lunken te.
Dagen efter søgte hun om skilsmisse. For hvad var der at vente på? Hun forstod, livet skulle leves nu, ikke senere. Man kan græde og græde men intet flytter sig. Enten går man videre, eller også sidder man fast i stedet. Sidstnævnte fører kun til tristhed. Livet er ikke retfærdigt, men det er det eneste, man har. Så hvorfor bruge det på vrede og bitterhed? Bedre er det at støve støvlen af og fortsætte.
Det lykkedes Rikke. Langsomt, men sikkert. Ny arbejdsplads, ny kærlighed meget var svært. Men nu har hun Thomas og Signe, og livet har atter fået farver.
Men Gudruns sorg blev ikke sådan hurtigt glemt. Hun kom sig, men var bleget, en skygge af sig selv. Hun smilede, men kun af vane. Ingen varme lå i hendes mundvige mere som islag over et vintervandt smil.
Et år, to, tre gik. Gudrun trak sig tilbage, gik på pension og forsvandt næsten til kolonihaven sin. Men da sønnen skulle købe lejlighed, solgte hun haven for at hjælpe. Hvad kunne hun gøre? Ham var jo det eneste barn.
Efter det syntes Rikke, at noget måtte ændres. Sådan kunne man da ikke bare lade et menneske synke hen. Ikke hende, der altid løb ud, når telefonen ringede, og kom løbende for at mærke på ens pande, eller ens barns. Ikke bare vende ryggen til.
De fleste i gården tænkte ikke over, hvad der foregik bag lukkede døre. De havde nok i sig selv. Men Rikkes forældre havde altid sagt:
Stå ikke på sidelinjen, Rikke! Gør, hvad du kan, så længe du kan. Måske, når du engang selv behøver hjælp, vil nogen give en hånd tilbage. De kan ikke fjerne din sorg men du mærker, du ikke er alene. Nogle gange er det alt, der skal til. Bare tage nogens hånd og sige: Jeg er her!
Rikke havde altid lyttet. Familie var for hende som eventyret om kæmperoden alle trækker i flok. Selv nu, hvor forældrene boede tæt på lillesøsteren i Aalborg, ringede hun til dem hver dag. Samtalerne var aldrig overfladiske. Hun vidste, hun var elsket. Og man har brug for at vide det, hele livet.
Men ordene var ikke nok for Gudrun. Rikke så, hvordan livet sivede bort for hver uge. Godt nok levede Gudrun videre, men det var som om, hun hele tiden så tilbage efter noget, der aldrig kom igen.
Sønnen ville ikke flytte hjem. Han havde sin egen familie, i et andet hjørne af landet, efter andre regler. Godt for ham men tungt for hende. Udover ham var der ikke meget: lidt børn, sjældne venindetræf, damer, der også havde travlt.
Resten ensomheden. Når fjernsynet blev slukket, føltes stilheden som et åndedræt over nakken. Man får lyst til at hyle mod månen.
På et tidspunkt opdagede Rikke, at hele trøstesnakken kun gjorde ondt værre. Gudrun forsvandt for en tid, blev usynlig. Måske ville hun bare ikke åbne døren. Måske kunne hun ikke.
Så tænkte Rikke, at man måtte gøre noget ikke bare tale. Gerninger, ikke tomme ord. Noget, der kunne rive tankerne fri, bringe lidt varme ind. Ideen kom spontant. Dagen inden Signes fødsel havde Thomas overrasket hende med en kæmpe buket tulipaner. Det var som om noget tændte. Rikke råbte nærmest Eureka! så Thomas troede, hun var gået fra forstanden som gravide jo gør. Men hun forklarede roligt, hvad hun havde tænkt sig.
Allerede næste dag stod hun ved Gudruns dør, diskret sparkende til en papkasse fuld af tulipanløg. Thomas blev usynlig straks låsen blev drejet.
Resten klarer jeg!
Planen virkede. Rikke fortalte, hvordan hun bare ikke havde kunnet gå forbi bedstemoren på torvet, og nu var hun strandet med alle de tulipaner, for hun kunne da absolut intet selv.
Men så kom jeg i tanke om dine tulipaner, Gudrun! Du var altid så gavmild med buketter til min mor. Vil du hjælpe mig? Gården trænger sådan! Men jeg kan jo ikke så meget i min situation, du ser jo selv Rikke klappede sig på sin gravide mave og foldede hænderne.
Gudrun gravede i kassen, truede Rikke drillende med pegefingeren, og for første gang i månedsvis trak smilet en sprække i isen.
Det skal nok blive smukt! Men, Rikke, tulipaner alene er ikke nok. De blomstrer kun et kort øjeblik. Vi må finde noget, der varer længere over sommeren.
Sådan begyndte sagaen om Den Grønne Gård.
Få gad den slags, men alle indbetalte gerne et par hundrede kroner til nye planter og løg. Rikke købte ind i starten, men da Signe kom til verden, tog Gudrun over.
Men hun stoppede ikke ved blomsterne hun fik gravet legeplads frem, hentede bænke, fik de gamle venner fra kommunen til at hjælpe. Alt blomstrede.
Børn og voksne begyndte at samles, og mændene byggede hegn om bedene. Gudrun græd næsten af glæde over den lille hvide stakit.
Hun brugte nu dagene i gården, plantede og passede, malede og vandede. Hun havde endelig fået en grund til at stå op hver morgen. Rikke trillet Signes barnevogn, så på det hele, og takkede i tankerne Thomas for buketten, der havde startet forvandlingen.
Så lærte Signe at gå, og de ventede hver dag på, at de første forårstulipaner ville springe ud ved Gudruns bed.
Så var de der pludseligt!
Rikke stod stille af forundring ved bedet, slap et øjeblik Signes hånd. Den lille piltemadame greb øjeblikket og spænede.
Signe! Rikke fór efter, i håb om at fange hende før kanten af fortovet.
Gudrun strakte sig, lagde penslen fra sig og lo hjerteligt:
Fang hende, Rikke! Dér har du dagens motion, så kan du ikke brokke dig over ingen fitness!
Åh ja! Rikke greb Signe, der hvinede og sprællede for at slippe væk fra mors kys. Hvor får man sådanne vilde tøser fra?!
Små hurtigløbere, du! Ser du, Signe løber altid på tæer? Gudrun blev alvorlig.
Ja, det gør hun også derhjemme, især barfodet. Er det slemt?
Vis hende lige for en børnelæge, bare for en sikkerheds skyld. Jeg skal nok give dig et navn, hvis jeg kender nogen, der ikke er flyttet i sommerhus for længst.
Tak! Kan du anbefale nogen?
Jeg tænker over det. Kom forbi i aften, så ser jeg hvad jeg kan finde frem. De fleste er jo næsten i familie med mine gamle patienter Radioen må tændes!
Radioen? Rikke så forundret ud.
Sludder, jeg mener sladderradioen! Jeg ringer rundt, så hører vi, hvad rygterne kan bringe. Vi finder nok nogen!
Tak!
Ikke for det. Hvad med jer ellers?
Jo, Thomas arbejder meget for tiden, han kommer sent hjem
Det er bedre, end hvis han lå på sofaen hele dagen!
Ja, selvfølgelig.
Mange kvinder klager over dét, især med første barn. De tror, mændene er kolde. Men råben hjælper aldrig. Han forstår ikke en klagesang han tror, du siger han er dårlig, hvor du bare savner ham. Tal ordentligt. Sig, du savner ham ikke at han er uduelig!
Du har ret, Gudrun. Jeg prøver, men glipper ofte.
Du gør bare sådan: Lidt mad, te, så kan du sige det, du har på hjerte uden råb.
Hvorfor?
Gør det let, ikke hårdt. Gå aldrig til angreb, men fortæl, hvordan du har det. Det gjorde jeg altid. Min gamle, Poul, gik på arbejde non-stop. Vi skændtes kun alvorligt én gang.
Hvad over?
Tro det eller ej om en hund! Sønnen ville have en hvalp jeg sagde nej. Vidste, det ville blive mit ansvar. Men hvad tror du? Vi fik hunden.
Hvordan bar du dig ad?
Tyndedes tyve kilo op det første år! Den krudtugle, vi fik, SKULLE ud og gå hver dag. Ellers havde den smadret stuen. Om morgenen blev jeg jaget ud af sengen den vidste, hvilken af os der ville gå med den!
Klog! lo Rikke.
Klog, ligesom mig! Gudrun satte malerbøtten væk fra Signes nysgerrige fingre. Ellers ville din mor aldrig kunne få pænt tøj på dig igen!
Efter lidt blev det tid til legepladsen sandkasse, gyngestativ, klapklaplege.
Men da de nærmede sig opgangen, stoppede Rikke brat trykket over brystet, blev tavs. Hun så ud over blomsterbedene og kunne næsten ikke trække vejret.
Gudrun var gået hjem, færdig med malingen. Men nu stod der en fremmed i bedet et lille barn måske lidt ældre end Signe, men hurtig som væddeløber. Størstedelen af blomsterne var revet op med rod, eller trampet flade under bittesmå sko.
Og moderen stod storsmilende og så til.
Hvad laver I? Rikkes stemme var som et ekko.
Hvad mener du?
Lyseblå øjne kiggede undrende på hende.
Hvorfor tramper dit barn i blomsterne?
Hvorfor ikke?
Men det må man da ikke!
Ikke ifølge hvem? Verden er til for at børnene kan lære den at kende. Blomster vokser frem for at man kan plukke dem!
Men nogen har puttet tid og kærlighed i de her blomster!
Åh, pjat! Hvad gør det? Det er bare tulipaner. Nye vokser op.
Rikkes tålmodighed knustes. Hun gik næsten frem med knyttede næver. Men Signes høje skrig standsede hende.
Hun løftede sin datter op, og sagde sagte, men iskoldt: Fjern venligst dit barn, ellers ringer jeg til viceværten!
Åh, altså! Folk er blevet så sippede! Kald bare på viceværten, hvad vil han gøre?
Kvinderne kiggede efter hende, da den lille vandal blev slæbt væk, sparkende.
Se hvad du har gjort. Nu vil han græde hele dagen.
Det rager mig, svarede Rikke stille, men ordene lød helt ud til nabokonerne, der var stået ud på altanen for at se balladen. Gå væk herfra!
Rikke så Gudrun pludselig stå på trappen med en vandkande i hånden og et wienerbrød til Signe i den anden.
Hvad Hvad sker her, Rikke? Jeg Jeg forstår ikke
Gudrun satte vandkanden fra sig og trak sig, som om hele verdens vægt ramte hende.
Rikke ville løbe efter, men Signe begyndte at græde. Da Rikke kom op for at banke på Gudruns dør, blev der ikke åbnet.
Hun trak hjem, besluttede at prøve senere. Men døren forblev lukket resten af dagen hun ringede, bankede, ventede, tavshed.
Så fandt hun sønnens nummer og ringede.
Jeg skal nok ringe min mor op.
Tak!
Hun ventede på opkaldet med uro.
Mor har det okay, men hun vil ikke se nogen. Hun er meget ulykkelig, men vil ikke forklare hvorfor. Hun sagde, jeg ikke skulle bekymre mig.
Rikke fortalte, hvad der var sket, og lovede at tage sig af Gudrun.
Jeg ved, du er højgravid. Tag det roligt vi ordner det.
“Vi”? Skal jeg komme?
Lad være, jeg har en plan. Lykkes det ikke, ringer jeg dig op.
Af hjertet tak, Rikke
Samme aften blev Signe hjemme hos sin far, mens Rikke gik fra dør til dør til naboerne og forklarede. Næsten alle var med. Dagen efter mødtes de i gården der blev slæbt bokse og poser frem. Alle bidrog. Rikke fortsatte, selv efter at have sendt Thomas hjem med en træt Signe.
Hun havde set frygten i sin datters øjne ved synet af den dreng, der trampede på skønheden. Den frygt skulle ikke bo i hendes datter! Hvis bare ét barn så, at død og ødelæggelse vandt, kunne det mærke for livet. Så Rikke gjorde, hvad hun kunne: åbnede kasserne, organiserede, hilste på dem, der kom hjem fra arbejde. Dagen gik, men hun blev ved.
Lørdag, ved middag, gik hun op til Gudrun.
Gudrun, luk op! Jeg ved du er hjemme! Det er vigtigt! Rigtig vigtigt. Vil du ikke nok?
Låsen klikkede, og Rikke havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun så Gudruns øjne.
Hvad er der, Rikke? Er Signe blevet syg? hendes stemme, knækket og fremmed, som en, der har mistet alt.
Nej, Gudrun. Men DU er brug for. Kom med kom nu, vil du ikke?
Gudrun åbnede langsomt døren og trak sin frakke på.
Okay da. Men ikke længe, jeg har det ikke godt
Det blændende lys udenfor fik Gudrun til at knibe øjnene sammen.
Vent jeg kan intet se!
Men da hun kiggede ud, tabte hun pusten og begyndte at græde.
Tulipaner. Havet af tulipaner! Bedene og to nye blomsterkummer strålede under solen som et tæppe over gården.
Hvad er det? Hvor stammer de fra?
Kom, Gudrun! Rikke hjalp hende ned på bænken. Undskyld vi ikke kunne bevare alle dine blomster det gik for hurtigt. Der er mennesker, der ikke forstår omsorg. Men alligevel:
Ja, Rikke?
Alle her i gården dem du har hjulpet, deres børn og børnebørn vi kan slet ikke undvære dig. De fleste her blev passet af dig som børn. Nu er de voksne, men dine blomster og varme er stadig det, vi husker. Du må blive. Ingen får lov at tage glæden fra dig! Du får mere at lave med bedene, men vi hjælper dig bare, lad blomsterne gro og lad os glædes med dig! Du får lært os at citrontræer kan blomstre i Danmark, du får alt til at gro! Så bliv, Gudrun bliv hos os, ikke?
Åh, Rikke Tak Gudrun tørrede tårerne og rejste sig.
Den gamle dame, der for få minutter siden kom snublende ud, var væk.
Lad os se hvad I har plantet! Lad os passe på det hele sammen!
