Tulipaner
For pokker, hvor er det smukt! Inger Møller, du er da en ren tryllekunstner!
De farverige tulipaner lyste hele gården op. Anna vidste udmærket, hvor meget slid der lå bag blomsterfloret. Flere år havde Inger brugt på at omdanne den støvede, grå betonplads til en blomstrende have. Selv legepladsen, som Anna og lille Liv var på vej ned til, var Ingers fortjeneste. Nogen kan altså bare trylle skønhed frem! Hun havde boet her i opgangen i snart femten år lige fra hendes forældre flyttede til denne etageejendom i Odense og hun kunne ikke huske, at nogen før havde plantet andet end sørgelige mælkebøtter i bedene. Kun Inger. Og hun var først gået i gang, efter manden døde.
Det kan ikke være nemt, tænkte Anna, at stå alene i den alder. Sønnen bor langt væk, og der er ikke mange at støtte sig til her. Inger nægtede at flytte, selvom sønnen tilbød plads i hans nye rækkehus oppe i Aalborg. Det her sted er bare dit, sagde hun stædigt. Hele barndommen, alle minderne ja hele vennekredsen. Og hun kunne nok heller ikke blive dus med svigerdatteren, hvis hun prøvede. Dér var svigermor allerede i huset, så hjælpen og kaffen var rigelig. Men Inger? Ja, hun var jo bare… ja, Inger. Sød nok, men udefra.
Inger brokkede sig aldrig til Anna, men hun kunne godt se det på hende. Ensomheden hang over hende som en efterårståge.
Anna kendte den følelse. Da hun blev skilt fra sin første mand, lå hun vågen om natten og overvejede at begynde nærradioprogram: Aftenens ensomme stjerner. Hun kunne have reddet ægteskabet det krævede bare lidt mere overbærenhed. Men hvordan skulle hun ignorere, at eksmandens lille flirt hed Mette, hendes gamle klassekammerat, som hun havde delt både madpakker og teenagehemmeligheder med? Anna kunne ikke engang tygge rugbrød med hende længere efter det.
Hun havde braget op på kontoret, hentede nøglerne fra manden, og kastede sig ud i en uge med is-spisning, tårer og egenmedlidenhed. Selv sygemeldte hun sig, for der var ikke tid til at komme sig midt i regneark og fredagskage.
Hun sad med hovedet begravet ned i Papas Chokoladeis og tudede, da det tog fat i døren så kraftigt, at man skulle tro, det var brandvæsenet. Anna tænkte ikke engang over, om det var klogt at åbne for måske var det bare endnu et uheld, der ville hende til livs. Men da hun lukkede op, stod Inger foran hende normalt et roligt gemyt, der stoppede op og spurgte til hver eneste forstuvet ankel og snotnæse i opgangen.
Hvordan går det med Sofies ører? Og sover Mathias igennem nu? spurgte hun altid på trappen.
Inger var pensioneret børnelæge og hun var det ikke bare på papir, men også i sjæl og hjerte. Men nu, denne dag, stod hun foran Anna som en sammenfaldet, fortvivlet kvinde håret uglede, ansigtet gråblegt.
Anna, hvad er der med dig? Hvorfor ligner du én, der har grædt så mascaraen løber helt ned i striber? Har du ondt et sted?
Pludselig vendte Anna tilbage til virkeligheden. Hold nu kæft med alle de selvmedlidende tårer, tænkte hun. Det ser ud som Inger har det meget værre.
Og det havde hun. Man kan miste sin mand til en skilsmisse så ved man, han lever et eller andet sted, måske endda lykkelig. Men at miste ham på den her måde, helt og aldeles, det er ti gange værre.
Ingers mand fik et ildebefindende, ville ikke ringe 112 tænkte, at han kunne klare det med et par magnyler og en kop kaffe. Men da hun fandt ham ved gadedøren, var det hele forbi. Ambulancen kom for sent.
I en feberredning efterlod Anna isbøtten i vasken og løb ud af døren sammen med Inger, da hun kaldte på hende. Da hun kom hjem, havde hun kun appetit på strong Earl Grey. Hun satte sig med koppen og gloede, som om der stod livets menukort skrevet i bunden. Alt det drama for hvad? Næste dag afleverede hun skilsmissepapirerne. Ikke fordi det var nemt, men fordi hun forstod, at livet er for kort til bitterhed. Enten kommer man videre eller også mugsur man sig selv til døde.
Det tager tid, men Anna fandt da heldigvis både ny job, ny mand og Luna datteren med de vågne blå øjne.
Det gik. Selvfølgelig har man ar og dårlige dage. Men hun havde fundet sig selv. Inger derimod… Ja, det var ikke ligefrem solstrålehistorie. Hun kom sig nogenlunde over tabet, men glæden, den satte sig fast i halsen på hende. Ikke engang hendes ellers smittende latter kunne hidkaldes. Hun var blevet en skygge af sig selv gængs i trappen, jovial på papiret, men ikke varm længere. Mest udmattet.
Efter hun blev pensionist, flyttede Inger nærmest helt ud i det lille havehus udenfor byen. Men også det blev solgt, da sønnen manglede udbetalingen til ejerlejligheden i Aarhus. Hvad skulle hun gøre? Han var hendes eneste barn.
Efter det besluttede Anna, at nok måtte være nok. Man kan ikke bare lade ens nabo visne hen slet ikke én, der altid har stukket hovedet forbi med panodiler, saftevand og gode råd, når man havde en febersyg unge på armen.
Annens forældre havde altid sagt:
Du skal ikke stikke halen mellem benene, Anna! Hjælp så meget du kan så står der måske også nogen klar til at gribe dig, hvis du en dag vælter!
Derfor lyttede Anna altid. Familie er alt og hun talte stadig i telefon med sine forældre hver dag, selv efter de var flyttet til Odder for at være tættere på lillesøster. Det var ikke bare for syns skyld hun vidste, at de tænkte på hende og holdt af hende. Det var vigtigt!
Men ord virkede ikke på Inger. Hun sad bare, nikkede høfligt, men lyset i øjnene blev langsomt slukket. Anna så, hvordan Inger blev mager og mere og mere bleg. Hun kom sjældent ud og det var tydeligt, at livet kun var en ligegyldig boks på en daglig to-do-liste, der aldrig gav en følelse af tilfredsstillelse.
Sønnen havde sit eget liv, nye konventioner i en ny by. Og Ingers telefon ringede kun, når der var brug for noget. Hvad havde hun ellers tilbage? Et par børn fra opgangen, der skulle passes, og så sjældne kaffeaftaler med gamle bekendte fra i gamle dage men alle havde travlt med sit.
Og så stod hun derhenne, alene om aftenen, mens fjernsynet tav, og stilheden fik loftet til at klemme sig ind i ørerne. Og lysten til at ule mod månen voksede.
Anna måtte gøre noget. Hvis ikke snak virkede, måtte der handling til! Noget der kunne ryste Inger ud af dvalen.
Løsningen kom, som løsninger ofte gør: som et lynnedslag over et uventet sted. Annas mand, Mads, havde engang slæbt en kæmpe buket tulipaner hjem på hendes fødselsdag, og det satte hele maskineriet i gang. Anna klappede i hænderne midt i taskens rod, og Mads troede straks, hun var blevet helt hormon-forstyrret af at være nybagt mor. Men Anna mente det nu. Næste dag ringede hun på hos Inger med en kasse tulipanløg og sagde til Mads, at resten klarer jeg selv!.
Du forstår det nok ikke, men jeg kunne simpelthen ikke sige nej, løj Anna så overbevisende foran Inger, at hun even selv troede på det.
Du ved, du havde altid de flotteste tulipaner i kolonihaven. Jeg husker det endnu, hvordan du kom med buketter til mig og mor! Kan du ikke hjælpe? Vores gård ligner noget fra Lorteøen! Kunne vi ikke lave et lidt kønnere blomsterbed? Jeg er helt uduelig til have, og min mave er jo alligevel i vejen! hun klappede sig på sin gravide bule og fnes.
Inger rodede lidt i kassen med løg, rystede på hovedet af Anna og for første gang i evigheder trak hun på smilebåndet.
Jaja, Anna, men tulipaner er nu altså hurtigt færdige! Så må vi plante noget, der står flot hele sommeren.
Sådan begyndte projektet Den vildeste gårdhave i Odense, hvor den halve opgang til sidst var involveret. Ingen gad ukrudt og jord under neglene til at starte med, men Anna gik all in på tulipaner og købte ind for småpenge fra alle, der ville bidrage snart var hun gravid i niende måned og overlod stafetten til Inger, som tog over og aldrig så sig tilbage.
Der gik ikke længe, før der dukkede legeredskaber, hyggelige bænke og et helt frisk, hvidt stakit op ved indgangene. Selv garvede håndværkere i opgangen dukkede op til fællesarbejde med øl og smørrebrød i pauserne. Inger var rørt til tårer over det hvide hegn.
Hun tilbragte al sin fritid mellem jordbunker, vandkander og pensler. Hendes hænder blev grønne, hun snakkede med planterne, og Anna nød at trille Liv rundt mellem tusind blomster og tænkte, at Mads burde have en eller anden slags medalje for den skæbnesvangre tulipanbuket.
Da Liv begyndte at gå, håbede Anna, hun snart kunne vise hende de allerførste forårstulipaner, som skulle blomstre i Ingers bed.
Og endelig, en aprilmorgen, var de der!
Anna mistede næsten pusten ved synet og lod for en gang skyld Liv slippe hånden. Den lille, viltre slagsbror benyttede straks lejligheden til at drøne afsted.
“Liv! Liv, vent!” Anna satte af efter hende, bekymret for at hun skulle ryge ud på asfalten.
Inger rettede sig op, med penslen i hånden efter at have malet videre på stakittet, og lo:
Så må du da løbe! Du har jo selv sagt, du ikke har tid til fitness!
Uha, lad være med at minde mig om det, stønner Anna, der lige nøjagtig får fanget Liv i armene, mens hun hviner. Hvor får sådan en bitte pige al den fart fra?
Inger kiggede nysgerrigt: Men… Ser du, hun tripper stadig på tæerne, ikke?
Jo, og hun gør det også derhjemme, især når hun er barfodet. Er det noget møg?
Vis hende lige til en neurolog for en sikkerheds skyld. Jeg kan nok finde én, hvis du kommer forbi i aften.
Radio? Hvilken radio? Anna løftede et øjenbryn.
Sladderradioen selvfølgelig! Netværket. Jeg ringer rundt, så finder jeg nogen, der dur!
Anna pustede ud og lo: Tak, Inger! Du er guld værd. Hvordan har du det ellers?
Jojo, det går. Mads arbejder meget. Jeg ser ham knap nok. Han kommer sent hjem og er ude før solen står op…
Jamen, tag det roligt. Det er da bedre end at have en, der gror fast i sofaen!
Anna kunne ikke lade være med at grine. Men Inger havde et klogt blik.
Anna, hvis du nu engang gerne vil fortælle ham, at du savner ham, så gør det men ikke som skænderi! Giv ham rugbrød og en kold øl, så skal du se, det glider nemmere ned.
Det er ikke altid så nemt!
Åh, du er ikke blevet nogen rigtigt snu kvinde endnu! Hvis du siger: Du er et fjols, du glemmer os, og du er verdens dårligste far så sker der ikke andet, end at han bliver sur. Men siger du: Jeg savner dig, Liv savner dig, vi trænger til dig, så får du det, du vil uden drama. Prøv!
Anna nikkede måske havde hun alligevel ikke forstået alt i ægteskabets kunst.
Det minder mig om, da min søn ville have hund. Jeg sagde nej, men du ved det er ikke nemt. Vi endte med en border collie! Jeg blev slank af at løbe seks kilometer om dagen, selvom manden altid var væk på arbejde. Hunden lærte hurtigt, at det var sjovere at vække mig end farmand den var snu! Ligesom mig, faktisk!”
Anna grinede og fik straks Inger til at sætte malingen lidt længere væk fra Liv. Hun har far på fingrene og du har maling på hænderne ingen af jer er til at redde!
Efter lidt leg i sandkassen og gyngen, gik Anna og Liv mod indgangen. Så tabte Anna kæben: det lignede noget fra et apokalyptisk haveprogram på tv. En lille dreng, ikke meget ældre end Liv, flåede og trampede de nye tulipaner op af jorden.
Nej, nej, nej… mumlede hun og løb ned til bedet. På sidelinjen stod en stolt mor med latte og så fornøjet til.
Hvad foregår der? Anna knurrede mellem tænderne.
Altså, hvad mener du?
Hvorfor ødelægger dit barn blomsterne?
Kære, hvorfor ikke? Børn skal jo udforske deres omgivelser.
Du kalder det udvikling?! Det dér er jo tyveri af fornøjelse for alle os andre!
Kære, det er jo bare tulipaner. De vokser ud igen. Slap da lidt af!
Anna dirrede. På grund af Liv skulle hun ikke begynde at råbe. Maskerede sin vrede med en hvisken: Kan du venligst tage dit barn hen til sandkassen?! Ellers henter jeg boligforeningsformanden med det samme.
Gør du bare det, du. I dag er folk så nærtagende! snøftede den iskolde mor og slæbte sin skrigende søn væk, mens hun brokkede sig, så det kunne høres i hele opgangen.
Anna tog Liv op, kløede sig i håret og mærkede sveden pible frem. Pludselig stod Inger i døråbningen med vandkande og kanelsnegl til Liv. Hun så blomsterne og det udtryksløse ansigt på Inger fik Anna til at få ondt i hjertet.
Hvordan kunne det ske?! hviskede Inger og gik rystende op ad trapperne, stille som et spøgelse.
Anna forsøgte at følge efter, men Liv tudede, og Anna måtte vælge: trøste eller trøste Inger. Da Liv sov, var Annas bankerier på Ingers dør forgæves ingen svarede.
Efter lang tids tøven fandt hun frem til sønnens nummer og ringede.
Tak, Anna. Jeg prøver at få fat på hende, men hun har bedt mig lade hende være. Hvad er der dog sket? spurgte han.
Anna fortalte roligt om blomsterdramaet. Sønnen sagde, de skulle nok finde på noget og ellers måtte han komme forbi.
Samme aften begyndte Anna at banke på døre op og ned ad opgangen. Hun forklarede, hvad der var sket, og bad om hjælp. Næsten alle var med på idéen.
Allerede næste aften stod en bande af beboere i gården, mændene bar på kasser, kvinderne på kaffe og nyplantede forårsløg. Anna arbejdede på højtryk, selv efter Mads for længst havde fulgt Liv op i seng.
Hun havde set Liv stirre forskrækket på drengen, der ødelagde blomsterne. Hun nægtede, at hendes datter skulle lære, at skønhed kunne trampes ned uden videre. Nogen må stå vagt om lidt pænhed i verden.
Dagen efter lørdag ringede hun på hos Inger.
Inger, kom nu, du er hjemme, jeg ved det godt! Det er vigtigt, ja, det er virkelig vigtigt, at du kommer ned!
Efter et langt øjeblik gik døren, og Inger trådte ud. Hun var mat så tom som gammel cod liver oil på glas.
Hvad er der? lød det hæst. Er det Liv?
Nej, men du skal med mig! Du skal virkelig… bare lige med. Jeg beder dig!
Sollyset fik Inger til at knibe øjnene sammen, men da hun så ud over gården, begyndte tårerne at trille og denne gang var det ikke solen, men ren, overrasket glæde, der slørede synet.
Tulipaner, tulipaner overalt! Nye bede, plantet sammen af alle nabohænderne en sand blomster-fest. Anna hjalp hende ned på bænken.
Inger, undskyld, at vi ikke har kunnet beskytte de første blomster. Men se vi har gjort det for dig! Vi ved alle sammen, hvad du har betydet for os. Halvdelen af børnene her er dine gamle patienter, eller børn af forældre, du har hjulpet! Vil du ikke nok blive ved? Vi skal nok hjælpe med at holde det pænt! Ellers ender jeg jo med bare at have kaktus tilbage!
Inger tørrede øjnene, rankede sig og smilede et smil, der var større end hele april.
Nå, hvad har I nu plantet for noget? Lad os tage et kig og denne gang er det sørme mig, der står for vanding og kugleafblomstring!
Og sådan gik det til, at Inger igen blev gårdhavens heltinde og den gamle trætte opgang kom til at ligne et postkort fra Skive.
