– Tror du, der er noget efter døden? spurgte min værelseskammerat, mens han kiggede op fra sin smartphone. Jeg var ved at få min morgen-te galt i halsen – på det døgn jeg havde været her, var det første gang, jeg hørte naboens stemme. Han havde end ikke gidet præsentere sig, da vi mødtes – han nikkede blot tavst, da jeg sagde mit navn, og begravede sig igen i sin telefon. Når jeg spurgte ham om noget, rystede han enten på hovedet eller nikkede. Nogle gange gloede han bare forundret på mig, og jeg følte mig utilpas, som om jeg havde trådt over en grænse. Jeg havde konkluderet, at han nok ikke var i stand til at føre en sammenhængende samtale, og ærlig talt så han heller ikke for godt ud. Og pludselig talte han!
Jeg satte koppen til side og tænkte mig om:
– Igennem 200.000 år har mennesket eksisteret, og i al den tid har man ikke afvist muligheden for et liv efter døden. Tværtimod har man forberedt sig på det i hele sit jordiske liv. Den slags tro opstår vel ikke ud af det blå? Noget må der være. Måske ikke som vi forestiller os, men måske alligevel…
Min sidemand sukkede og vendte blikket mod sin smartphone igen. Han skulle opereres senere, så han fastede.
– 200.000 år! – lo han. – Tænk på alle de mennesker, der er gået bort i al den tid. Og ingen er vendt tilbage.
Jeg trak på skuldrene – jeg havde ikke lyst til at diskutere reinkarnationens dybder, og min viden om det var minimal. At bevise eller modbevise noget i den sammenhæng var lige så let som umuligt. I stedet lagde jeg mig på sengen og lyttede til lydene fra gangen udenfor.
Vi befandt os på onkologisk afdeling på det store hospital i regionen – flere bygninger, forbundet med opvarmede gange. Vores stue lå på tredje etage i en ny fløj. To værelser delte en lille gang, et køleskab og et badeværelse. Hospitalspersonalet var omsorgsfulde og strenge, når det kom til hospitalets regler. Jeg blev lidt overrasket over, at der var et rygeområde – en lille tilbygning med udluftning og bænke langs væggene. Selvom rygning ikke blev opfordret til, var det heller ikke strengt forbudt.
“Kløgtigt!” tænkte jeg, for en ryger er ikke nem at stoppe, og uden en sådan facilitet ville de nok smugryge ud af vinduerne eller på toiletterne, til gene for os andre. Men nu var alle tilfredse – rygerne kunne ryge lovligt, og vi andre nød ren luft.
For at nå “rygekabinen” skulle man ned på anden etage, gennem en lang gang til en anden bygning og ned ad trappen. Der duftede altid let af vokslys på anden etage. I et hjørne stod to store lysestager, vistnok kaldet “kandelabre”. På den ene stod der “for liv”, på den anden “for død”. Der brændte lys på begge.
“Det er godt!” tænkte jeg. Folk kommer her med alvorlige diagnoser, ikke bare en forkølelse. Hvor skulle troende ellers finde styrke til at kæmpe mod sygdommen? Hvem ellers skulle give dem håb for en lykkelig udgang?
– Er du selv troende? – spurgte min værelseskammerat, som om han havde læst mine tanker.
Jeg trak igen på skuldrene. Et vanskeligt spørgsmål. Som mange i min generation, havde jeg set skævt til kommunismens idealer, men de ateistiske værdier sad stadig dybt. Selv om flere af mine jævnaldrende til sidst søgte trøst i troen, havde jeg endnu ikke gjort det. Måske senere…
– Forstået! – lo han. – Jeg er døbt, men har aldrig rigtig gået i kirke eller lært bønnerne at kende. Og det er måske værre end ikke at tro. – Han holdt en pause. – Men faktum er, at jeg mener: Hvis man lever anstændigt uden at synde meget, så lever man et retfærdigt liv.
– Og hvordan er det gået? spurgte jeg nysgerrigt.
Han tænkte sig om, lukkede øjnene og sagde med sorg i stemmen:
– Nej. – Efter en pause tilføjede han: – Bestemt ikke!
“Hvis man erkender sine synder, er det første skridt til anger,” tænkte jeg. “Anger leder til sjælens frelse.” Men før jeg kunne fortælle ham dette, viste han mig skærmen på sin smartphone:
– Er det her dine ord? – På skærmen stod titlen på en af mine noveller – “Smil af skæbnens herre”. – Jeg søgte efter dit navn og fant denne. – forklarede han.
– Det er min. – nikkede jeg.
– Tror du virkelig, at katte er vores guider til en anden verden?
– Jeg håber det, – svarede jeg. – Og ingen har modbevist det endnu. – Jeg ventede en spotfuld bemærkning, men han nikkede alvorligt:
– Ja, ja. Min bedstemor talte også om, at når et lys lyser for en afdød, oplyser det sjælens vej. Og hvis der er en kat som guide, så hjælper den med rejsen og lægger et godt ord ind for dig.
Efter at have tænkt lidt mere, sagde han med et smil: – Jeg havde også en elsket kat – Max. Vi var sammen i tolv år. – Han begyndte at fortælle om, hvordan han havde fundet sin hjemløse kat på vej hjem fra arbejde, hvordan han plejede og forkælede ham, men blev afbrudt:
– Hvem af jer er Jens Jensen? – En ung sygeplejerske kom ind, skubbede en kørestol foran sig. – Sæt dig, du er blevet kaldt.
– Held og lykke, Jens! – sagde jeg og klappede ham på skulderen. Han gav mig et skarpt blik og et svagt smil…
Jeg så ham ikke mere. Om aftenen kom sygeplejersken ind på stuen og begyndte at pakke Jens’ ting i en plastikpose. På mit spørgende udtryk sagde hun:
– Han er her ikke mere.
Efter at have ryddet tingene fra natbordet, stoppede hun pludseligt og betragtede et lille vokshus.
– Lad den blive, – bad jeg uventet. – Hans familie har ikke brug for den.
– Hvad skal du med den? – spurgte hun.
– For en sikkerheds skyld, – mumlede jeg og tilføjede, da begrundelsen lød svag: – for at oplyse vejen.
– Han har ingen pårørende. – sagde hun eftertænksomt. – Men… der er nok til at arve, selvom der sjældent er nogen, der plejer den syge…
Inden sengetid gik jeg en tur til “rygekabinen” og havde forsigtigt lukket døren til stuen. På anden etage standsede jeg ved kandelabrene. Der stod en midaldrende kvinde og så på lyset, der brændte “for liv”. Jeg tændte det lys, jeg havde med, og satte det forsigtigt i holderen. Flammen flakkede lidt som truende med at slukkes i den lette træk.
“Jeg skulle bede for Jens,” tænkte jeg. “Men bør jeg som tvivler?”
Da kvinden trak vejret dybt og gjorde sig klar til at gå, spurgte jeg hende:
– Vil du venligst bede for sjælen af afdøde Jens? – Hun så mig i øjnene og nikkede bekræftende.
Jeg gik tilbage til stuen i skæret fra nødlysene. Da jeg gik forbi lysene, blev jeg stående. Jens’ lys brændte klart og oplyste muren og gulvet et par skridt væk.
“Så må der være lys for din sjæl,” tænkte jeg. “Måske finder du vej, og må din elskede Max hjælpe dig, ventende på dig mellem lys og mørke…” Jeg fik en overbevisning om, at der ville Max være, hans hale i vejret, mens han hele tiden kiggede tilbage på sin ven.
Det gule voks under den vaklende flamme blev til en klar dråbe og trillede langsomt ned…
