Langsomt fik vi ført vand, og til sidst også gas, ind til hendes hus. Senere ordnede vi alle nødvendige bekvemmeligheder. Det var faktisk via en dansk boligportal, at jeg til slut fandt min tante Dagmars hus til salg.
Min syvoghalvfjerdsårige tante Dagmar har to søstre. Den ene af dem er min mor. Tante Dagmar har været gift mindst ti gange. Hendes seneste mand gik bort for ti år siden. Hun har aldrig haft børn selv. Sammen boede hun og hendes sidste mand i et gammelt dansk hus uden moderne faciliteter. Huset bestod af to små stuer, og hun havde kun et gammeldags das ude i baghaven.
Min tantes mand var et rigtigt originalt menneske, alle i landsbyen kendte ham som et livsstykke. Vi besøgte dem rigtig tit. Dagmars yngste søster, Edith, boede i Sverige. Søstrene holdt kontakten med jævnlige telefonsamtaler henover Øresund.
Efter Dagmars mands død måtte vi tage derover langt oftere. For egne penge købte vi brænde og kul til hende. Vi hjalp også med at plante og ordne hendes køkkenhave. Vi krævede aldrig noget til gengæld. Mange gange tilbød vi hende at flytte ind til os i København, men hun mente selv, hun ikke var til bylivet.
Stille og roligt fik vi installeret vand og senere også gas i hendes hus. Inde i huset lavede vi et moderne badeværelse, og vi lagde nyt tag. Alt sammen for at gøre livet i den lille landsby mere bekvemt for hende. I taknemmelighed sagde Dagmar, at hun ville lade huset gå videre til vores børn.
Vi kom altid når hun kaldte, dag eller nat. Pludselig indså vi, at hun var flyttet til Sverige, hvor Edith boede med sin egen familie mand og voksne datter alle sammen under samme tag. Det var mærkeligt; før havde søstrene ikke meget kontakt, nu blev de uadskillelige. Hvad med huset? Hun bad os bare lade det stå, for nu.
Jeg tænkte, at uanset hvad der skete mellem søstrene, kunne Dagmar jo vælge at vende hjem. Edith havde jo sit eget liv, men havde nu plads til Dagmar.
Vi havde stadig nøglerne til huset, så jeg besluttede at køre derover næste weekend for at tjekke alt var i orden. Men vores nøgle passede ikke længere låsen var blevet skiftet, og på havelågen stod med store hvide bogstaver: Til salg.
Da jeg kom hjem, fandt jeg tante Dagmars hus på en dansk ejendomsside. Jeg ringede til ejendomsmægleren. Huset var allerede solgt for knap en og en halv million kroner og jeg ringede ikke til Dagmar. Jeg var både skuffet og vred.
Uden alle de penge og den tid vi havde lagt i huset, havde det været værdiløst. En måned senere ringede Dagmar og fortalte, at hun havde solgt huset og givet pengene til sin niece Ediths datter. Jeg ved ikke, hvordan jeg nu skal kunne se min kone i øjnene, for de penge, der blev brugt på at hjælpe Dagmar, var jo også hendes.
Mit møde med familie og hjælpsomhed har lært mig, at man aldrig kan styre folks valg, og at godhed ikke altid belønnes som forventet. Men det ligger i mit danske hjerte at hjælpe andre, og det værdsætter jeg stadig.
