I tredive år arbejdede jeg på en tekstilfabrik, så mine børn skulle få et bedre liv. På min halvfjerdsårs fødselsdag slog de sig sammen og sendte en blomsterkurv med levering.
Nu står jeg i den stille lejlighed med kurven fra buddet og græder. Hvis nogen for fyrre år siden havde fortalt mig, at jeg på min halvfjerdsårs dag skulle stå sådan, havde jeg troet, det var en dårlig spøg. Men livet har sin egen sorte humor og spørger aldrig, om man er klar til pointen.
Denne torsdag vågner jeg alligevel klokken seks, selvom jeg ikke skal nogen steder. Det ligger i kroppen i tre årtier stod jeg op før solen for at nå fabrikkens tidlige vagt.
Jeg syede kitler, forklæder, arbejdstøj. Dengang var der flere systuer rundt om i København, alle fyldte med kvinder, der sad bøjet ind over symaskiner, stak nåle i fingrene og håb ind i børnene. For hvem gjorde vi det, hvis ikke for dem?
Min Arne må han hvile i fred arbejdede ved DSB. Sammen fik vi familien til at hænge sammen. Ikke at jeg klager vi havde det jo godt. Først en lille lejlighed på Amager, senere byttede vi os til to værelser og køkken på Frederiksberg.
Fjernvarme, altan med kig til gården. Men børnene havde altid pænt tøj, varm mad og bøger til skolen. Mikkel gik til ekstra engelsk, Rikke på EDB-kursus. Arne tog overarbejde, og jeg syede gardiner og balkjoler til naboerne om aftenen.
Og se bare det gav pote. Mikkel endte med at læse jura og har nu eget kontor i København. Rikke har startet noget med markedsføring op i Aarhus, jeg har aldrig helt forstået, hvad det er, men folk betaler hende, og det er jo godt. Jeg er stolt af dem, det er jeg virkelig. Men den stolthed smager efterhånden lidt som te uden sukker næsten det samme, men alligevel mangler der noget.
Arne gik bort for otte år siden. Hjertet. Pludseligt, ingen farvel gik i seng og vågnede aldrig igen. Det første år ringede børnene hver dag. Det næste en gang om ugen. Nu ringer Mikkel søndag efter middag, hvis han husker det.
Rikke sender SMSer, korte, som telegrammer: “Mor, alt vel? Kram.” Jeg svarer: “Alt godt, søde pige.” Hvad skulle jeg ellers skrive? At jeg taler med fjernsynet om aftenen? At kassedamen i Netto var den eneste, der snakkede til mig i lørdags?
Til den her fødselsdag gjorde jeg mig klar en uge i forvejen. Tosset jeg bagte ostekage, den gamle familieopskrift med mørdejsbund efter min mor. Købte nyt dug. Fandt det fine porcelænsstel frem, som Arne og jeg fik i bryllupsgave, men aldrig brugte til dagligt. Fire kuverter. For Mikkel sagde, han “ville prøve at kigge forbi,” og Rikke skrev, hun “ville se, hvad hendes kalender sagde.”
Tidligt ringede Mikkel. Lød træt for lidt søvn, måske. “Mor, jeg kan desværre ikke. Jeg har retsmøde, de har flyttet det frem, jeg kunne ikke sige nej. Men på lørdag, så lover jeg!”
En time senere SMS fra Rikke. Ikke engang et opkald. “Mor, konference i Odense, når det ikke elsker dig, tager det igen i weekenden!!!” Tre udråbstegn. Som om de kunne gøre op for hendes tomme plads ved bordet.
Jeg stod i køkkenet og kiggede på de fire tallerkener, ostekagen, den skøre nye solsikkedug, jeg havde købt, fordi den så så glad ud. Så begyndte jeg at pakke sammen. Tallerkenerne væk. Dugen foldet. Ostekagen dækket med et viskestykke.
Klokken tre lød døren. Buddet. Ung fyr, måske 23, blå jakke. I hænderne en kæmpestor blomsterkurv roser, liljer, noget jeg ikke kunne genkende. Og et kort. “Kæreste mor. Vi ønsker dig et dejligt nyt år! Mikkel og Rikke.”
Buddet smilede. “Tillykke med fødselsdagen, fru! Der er nogen, der holder meget af dig.”
Jeg tog imod kurven. Den vejede noget. Satte den på det lille bord i entreen og låste døren. Så satte jeg mig på skamlen ved knagerækken, sad et sted mellem fem og tyve minutter. Blomsterne duftede stærkt, næsten kvalmende i den lille gang.
Senere på aftenen ringede Lise den eneste nabo, jeg stadig taler med. Femoghalvfjerds, bor nederst, også alene. “Kirstine, det din fødselsdag, kom op til te, jeg har bagt æblekage.” Jeg gik op. Vi sad i hendes køkken til klokken ti. Lise spurgte ikke til børnene. Hun vidste det jo.
Lørdag kom Mikkel forbi. Alene, uden kone og børnebørn. Tre timer en enkelt blev brugt på altanen i telefon med arbejdet. Han efterlod en kuvert med penge på skabet i entreen. Rikke aflyste weekenden. “Mor, noget kom i vejen, men til jul lover jeg!”
Så forstod jeg én ting. Det er ikke, fordi børnene ikke elsker mig. De elsker mig på deres måde, mellem retsmøder og konferencer. De elsker mig, som jeg elskede mit syarbejde pligtopfyldende, men altid med blikket mod symaskinen og uret. I tredive år sled jeg for, at de ikke skulle arbejde sådan. Men ingen sagde, prisen var et tomt hjem.
Ostekagen spiste jeg sammen med Lise. Blomsterne holdt en uge, så visnede de. Kuverten fra Mikkel lagde jeg i skuffen, hvor Arne altid havde sine DSB-papirer.
I går købte jeg billet til en bustur op i Nordjylland. To dage, seniorklubben. Lise tager med. Da jeg fortalte det til Rikke i telefonen, undrede hun sig. “Mor, siden hvornår er du begyndt at rejse nogen steder?”
“Siden min halvfjerdsårs fødselsdag, min pige,” svarer jeg.
Der blev stille i røret tre sekunder. Så sagde Rikke endelig: “Det lyder hyggeligt, mor,” og skiftede emne. Men de tre sekunder tavshed betød mere end alle udråbstegnene i hendes SMSer. Jeg ved, hun nok forstår det en dag. Måske først, når hun selv er tres og har en tom stol ved bordet. Men jeg har ikke tænkt mig at vente.
Jeg er halvfjerds. Jeg har ben, der virker, en busbillet og en nabo, der bager æblekage. Arne ville sige: “Kirstine, nu må du ikke sidde der. Tag afsted.” Så det gør jeg.
