Tre knuste skæbner
Nå, hvad har vi her? Det ser spændende ud!
Det hele begyndte med en almindelig lørdag med hovedrengøring. Mathilde rodede rundt i de gamle ting oppe på loftet, mens Katrine stod og lavede frokost ude i køkkenet. Pludselig faldt blikket på et slidt fotoalbum, hun aldrig havde set før. Nysgerrigheden vandt, og hun satte sig godt til rette i lænestolen og begyndte at bladre.
Først dukkede glade billeder op: unge Katrine med veninderne ved springvandet, en skør picnic ude i naturen, en grinende pige på en mark med margueritter. Og så et mønster: der var mange billeder med en høj, mørkhåret mand på dem så Katrine og hendes ledsager tydeligvis lykkelige ud, arm i arm, sendte hinanden blikke fyldt med ømhed. Mathilde betragtede billederne nøje; her var de på café, her gik de en tur på havnepromenaden, her lo de, hånd i hånd. Hvem pokker var den tiltrækkende mand? Og hvorfor så han sådan på mor?
Nysgerrig gik Mathilde ud i køkkenet, hvor Katrine netop stod og tog en duftende vaniljetærte ud af ovnen. Duften bredte sig lynhurtigt.
Mor, begyndte Mathilde og holdt albummet op, hvem er ham manden på billederne? Jeg har aldrig set ham før.
Katrine vendte sig om. Mathilde så, hvordan hendes mors fingre rystede svagt om grydelapperne, men Katrine samlede sig hurtigt, smilede og satte forsigtigt tærteformen på bordet.
Åh, det er Sebastian, svarede hun med en falsk lethed i stemmen, der dog ikke undgik Mathildes ører. Vi var kærester engang, før jeg mødte din far.
Hvorfor har du aldrig fortalt noget om ham? spurgte Mathilde, mens hun bladrede videre. I ser virkelig lykkelige ud! Hvad skete der? Hvorfor er I ikke sammen?
Katrine tørrede hænderne af i forklædet og trak vejret dybt, mens blikket gled ud ad vinduet, hvor børn fra opgangen legede i gården. Hun havde mest lyst til at sige ingenting, men hun vidste, datteren ikke ville slippe emnet.
Det var en svær tid, skat, sagde hun endelig og vendte sig om. Vi elskede hinanden, men… vi kunne ikke få det til at fungere. Og det var min fejl. Det hele var min skyld.
Mathilde satte sig ved bordet og kiggede på sin mor, så intens at Katrine næsten krøb i sig selv. Mathilde fortrød allerede sit spørgelyst, for det gjorde tydeligvis ondt, men… hun kunne ikke lade være.
Vil du ikke fortælle mig det hele? spurgte hun sagte. Jeg vil så gerne forstå. Jeg har altid kunnet mærke, du ikke elsker far ikke rigtigt. Det virker, som om du har lidt dig igennem livet. Hvorfor ham og ikke Sebastian?
Katrine tav og satte langsomt koppen fra sig, bange for at knuse den. Så trak hun vejret dybt og svarede:
Det er ikke nemt, min pige, sukkede hun. Jeg har aldrig elsket din far. Faktisk nærmest det modsatte.
Mathilde gøs. Hun havde regnet det ud, men at få det at vide sviede mærkeligt.
Nu forstår jeg ingenting, udbrød hun, lidt højere end tilsigtet. Var det dine forældre, der pressede dig?
Katrine smilede skævt, nærmest trist.
Tværtimod. De prøvede at tale mig fra det. Min mor forstod ikke, hvorfor jeg pludselig ville gifte mig med én, jeg aldrig rigtig havde vist interesse for før. Hun prøvede at stoppe mig. Også fordi jeg på det tidspunkt var sammen med Sebastian. Ham var hun glad for.
Et øjeblik tav hun og kørte fingeren rundt i kanten på kaffekoppen.
Jeg har en dårlig vane: hvis nogen sætter mig under pres, gør jeg næsten altid det stik modsatte. Mine forældre kendte mig og forsøgte at give mig valget, ikke presse mig. Men ham jeg virkelig elskede, forstod det ikke. Eller ville ikke forstå det.
Hun holdt blikket ud ad vinduet, hvor de første snefnug dansede gennem luften. Erindringen om fejltagelsen bed stadig, og hun kunne stadig mærke sit ungdommelige raseri. For hun ville vise, at ingen bestemte over hendes liv. Hun beviste det men det kostede hende dyrt.
Med det ene vredesudbrud fik hun ødelagt tre liv: sit eget, sin kæreste og ham, som til sidst blev hendes mand. Ægteskabet var dømt til at mislykkes fra dag et, og det vidste alle. Hun burde have valgt anderledes. Hun vidste det endda dengang! Men hendes stædighed…
~~~~~~~~~~~
Katrine sad ved køkkenbordet, hagen hvilende i hånden, og kunne ikke flytte blikket fra Sebastian. Han bevægede sig så selvsikkert rundt i køkkenet, som om det var et nobelt københavnsk brasserie og ikke en almindelig lejlighed på Østerbro. Kniven arbejdede hurtigt, grønsager blev til pæne tern, og duftene blev nærmest fortryllende.
Flere gange forsøgte Katrine at rejse sig for at hjælpe den gamle vane pressede på: Køkkenet er kvindens domæne, gentog hun for sig selv og rejste sig næsten. Men hver gang stoppede Sebastian hende venligt, men bestemt: “Sæt dig nu, det her er min afdeling. Slap af og lad mig forkæle dig.”
Så Katrine blev siddende og nød at se ham trylle med selv de mest simple ingredienser. For Sebastian var køkkenet et fristed. Han lavede ikke bare mad han lagde sin sjæl i det.
Min familie har i mange år haft vores egen restaurant, forklarede Sebastian smilende, da han så hendes overraskelse. Helt ærligt, hvordan skulle jeg kunne undgå at lære det? Min mor er et madhoved, og jeg har fulgt hende på køkkenet, siden jeg var lille. Jeg er nok lidt af et naturtalent! Vent bare du vil bede om mere, når du har smagt.
Øjnene glimtede af stolt forventning, og han nød tydeligt hele processen. Stemningen blev varm og hjemlig.
En halv time senere var Katrines tallerken slikket ren. Hun måtte næsten tage sig sammen for ikke at slikke den. Smagen var intens, sammensat og utroligt harmonisk: hver ingrediens for sig og alligevel en helhed, hun ikke havde prøvet før.
Hun lænede sig tilbage og så på Sebastian med ægte beundring.
Det var fantastisk, sagde hun, og stemmen skælvede let af begejstring. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Du er jo helt utrolig! Hvordan i alverden får du sådan noget ud af almindelige grøntsager?
Sebastian smilede drilsk. Han satte sig overfor med tilfreds mine og kiggede med velbehag på hendes tomme tallerken.
Det handler om lyst og fantasi og selvfølgelig gode råvarer! Og nu glæder jeg mig bare til, at du prøver vores restaurant. Så skal du smage ægte gastronomisk magi!
Katrine lo, realiteten forsvandt et øjeblik. Hun tog en tår frisklavet kaffe, og hele køkkenet blev fyldt med duften.
Det er en aftale! udbrød hun. Gud, hvor dejligt. Har du tænkt dig at overtage morens forretning?
Sebastian tøvede let, men rystede så på hovedet og svarede med overbevisning:
Nej, drømmen er større endnu. Vi åbner en ny restaurant tættere på København i et populært ferieområde. Vi har allerede lokaliteten, og håndværkerne er i fuld gang. Det bliver mig, der skal stå for det hele. Jeg lover, det bliver et trækplaster!
Katrine blev betaget af hans begejstring og så hele den nye fremtid for sit indre blik: en stor, solrig restaurant, gæster i højt humør, glæde og varme. Men så trængte en uro frem.
Så du vil flytte væk? spurgte hun, lidt vaklende. Nervøst drejede hun forlovelsesringen rundt på fingeren Sebastians gave. Guldets kulde var ikke betryggende længere. Og hvad så med mig? Efterlader du mig?
Sebastian blev overrasket. Hvordan kunne hun tro det? Han elskede hende over alt! Hele projektet var jo for dem begge og for Katrines fremtid.
Hvad snakker du om? Det er jo meningen, vi skal tage afsted sammen! Vi har allerede fået en lejlighed lækker og miljøvenlig. Og vi kan holde bryllup deroppe det er så smukt. Og universitetet? Intet problem, jeg hjælper dig. Det er faktisk endnu bedre dér!
Han talte hurtigt, bange for at hun skulle afbryde. Hans stemme var fyldt af troen på, at hun ville blive lykkelig sådan en mulighed fik man kun én gang!
Katrine lyttede uden at sige noget. Inderst inde kunne hun godt se, det var en unik chance. Ny by, flot uddannelse, nyt liv… Men noget strittede imod.
Så du har besluttet det hele? Uden mig? Mit valg tæller slet ikke? spurgte hun roligt, men isnen var tydelig. Tror du bare, jeg kan forlade alt og alle og springe i det ukendte?
Hun faldt hen i tavshed og betragtede skyerne glide forbi. Tanken om at tage afsked med forældre og veninder, efterlade sit kendte liv, fyldte hende med uro.
Sebastian prøvede at række ud efter hende.
Jeg ville bare vise dig, jeg har tænkt på vores fremtid. Det skulle ikke være en ordre… Jeg regnede med, at du ville blive glad.
Men Katrines øjne lynede.
Nej, jeg er slet ikke glad! Du har alt for travlt med at beslutte over mit liv! Skal jeg bare gøre, hvad du siger? Aldrig i livet!
Katrine, hvad snakker du om? udbrød han, ærligt fortvivlet. Jeg troede, du ville blive glad for de muligheder! Hvem vil ikke bo nær stranden? Det er sådan et skønt sted!
Men hun hørte ham ikke længere. Det var ikke stedet, det handlede om det var selve princippet. Ingen skulle bestemme over hende. Hun rejste sig så hurtigt, at kaffen væltede og efterlod mørke pletter på den hvide dug.
Lige meget, hvor skønt det er! Du bestemmer ikke over mig! råbte hun nærmest. Jeg vil selv tage mine beslutninger!
Hun stod foran ham, knyttede næsten næverne. For hende betød det alt at vælge selv.
Katrine… Sebastian ville tage hende i hånden, men hun ville ikke høre forklaringer.
Jeg har sagt, hvad jeg ville! sagde hun iskoldt, selv om hele kroppen dirrede.
Med et ryk trak hun ringen af fingeren, holdt den et sekund så kastede hun den mod væggen. Guld mod pudset væg og et lille pling på gulvet…
Hjemme i den gode lænestol ved vinduet sank Katrine endelig sammen. Hun sad længe i stilhed, trak vejret dybt og forsøgte at få pulsen ned. Til sidst indså hun den barske sandhed: hun havde dummet sig. Virkelig. I hjertet vidste hun, Sebastian bare ville gøre hende glad, skaffe dem et fantastisk liv. Men bare tanken om, at han allerede havde taget beslutningen, uden hendes stemme, tændte noget arrigt i hende igen. “Hvis han bestemmer nu, bliver det bare værre sidenhen,” tænkte hun. Og hellere smerte nu end at miste friheden resten af livet. Tiden måtte læge sårene.
Måneder senere, stadig præget af tabet, stødte Katrine tilfældigt på Andreas. Han havde længe vist hende interesse, på den rolige, påtrængende måde. Da han fandt ud af, at det var slut med Sebastian, lagde han ikke skjul på sin tilfredshed og nu pressede han på. Katrine følte sig ensom og skrøbelig. Så hun takkede ja, giftede sig med Andreas og forsøgte at overbevise sig selv (og omgivelserne) om, at hun kunne være lykkelig uden Sebastian…
~~~~~~~~~~~~~
Så giftede jeg mig bare med første og bedste, sagde Katrine stille ud i luften. Din far tænkte ikke over fremtiden, og vi forstod aldrig at fungere rigtigt sammen allerede efter et år begyndte skænderierne. Han viste sig at være mere stædig og uforsonlig, end nogen af os havde troet. Efter syv år blev vi skilt.
Mathilde lyttede tavs og forstående.
Hvorfor siger du, at din fejl ødelagde tre menneskers liv? spurgte hun forsigtigt. Sebastian, har han aldrig glemt dig?
Jeg ved ikke, om han har glemt mig men jeg så tydeligt, han led under det. Vi led begge to. Og Andreas… Han troede, ægteskabet kunne udfylde noget hos ham, men det blev bare til skuffelse. Tre mennesker tabte det, der måske kunne have gjort dem lykkelige.
Katrine talte sagte. Ikke med vrede, kun let resignation fra en, der for længst havde lært at hvile i fortiden.
Sebastian flyttede og er blevet meget succesrig, fortsatte hun og kiggede ud, mens det blev mørkt udenfor. Han ejer nu flere restauranter, er meget respekteret. Men han er gået fra at være sprudlende og åben til at være reserveret og krævende. Godt for forretningen måske, men i livet
Et glimt af en høj, rank mand med stram mund og køligt blik dukkede op på nethinden. Ikke meget tilbage af den glade unge mand, hun engang elskede.
Han har været gift to gange ikke én varede mere end et år. Al sin kærlighed giver han til sønnen. Over for ham er Sebastian en anden tålmodig og varm. Men kærligheden til kvinder der lykkes det ikke.
Et øjeblik stirrede hun på Mathilde:
Begge ekskoner ligner mig højde, hårfarve, bygning. Hans ven sagde engang, at Sebastian nok stadig elsker mig. Men jeg har ikke ret til at blande mig mere. Der er gået for lang tid
Mathilde overvejede alt i stilhed. Alt kunne måske være endt lykkeligere. Hun kendte sin mor som stærk, kærlig, klog og værdig til sand lykke. Og måske kunne hun stadig gøre Sebastian glad
Men Mathilde vidste, hendes mor aldrig ville tage det første skridt. Sin stædighed havde hun ikke sluppet. Selv om Katrine nu vidste, hun den gang tog fejl, ville hun aldrig indrømme det overfor nogen slet ikke Sebastian. Ikke fordi hun ikke vil men fordi det ikke er hendes natur. At vende om ville være at vise svaghed; det kunne hun ikke.
Katrine rettede sig op, tvang smil frem og betragtede sin datter.
Ved du hvad jeg kan ikke sige, jeg fortryder. Ja, det har gjort ondt. Meget blev ikke, som jeg drømte. Men jeg har levet mit liv. Og jeg har dig. Det er det vigtigste.
Udenfor var det nu helt mørkt, men i stuen lyste en varm lampe, og alt føltes hjemligt og godt. Mathilde rejste sig, gik hen og gav sin mor et kram. Katrine tøvede et øjeblik men trykkede hende tæt ind til sig.
I det øjeblik forstod de begge: fortiden var lagt til hvile. Fremtiden, den bygger de sammen.
