For nylig mødte jeg min veninde, Regitze, i et drømmeagtigt København, hvor skyerne svajede lavt over søerne, og gaderne snoede sig som tankens slanger. Hendes historie foldede sig ud som et billede i et spejl, der bukker og bugter sig, og hendes lette smil og lysende øjne fik mig straks til at stole ubetinget på hende. Regitzes liv var en snurrig dans mellem regnkast og solstråler, der dryssede ned over hendes fire børn: Ida på 22, tvillingerne Alberte og Ronja på 15 og lille Vilma på 5. Mærkeligt nok havde hun fået dem med forskellige mænd, fordelt på tre ægteskaber som om livet selv hele tiden skiftede spor under hendes fødder.
Hendes første ægteskab ebbede ud i tomme øldåser og tavse samtaler, fordi hendes mand boede mere i rusens tåge end i deres lejlighed. Han kæmpede ikke for at ændre noget, og til sidst ophørte deres bånd, som et gammelt broderi der trævles op. Hendes næste ægteskab var med en mand, der helst ville leve af hendes og svigermors godhed pengene svandt som sukkerknalder i te, og da hun fyldte 33, skred hun ud af forholdet. I disse år skrattede hendes drømme igennem røret på et callcenter, mens hverdagen klirrede som viskestykker og brødkrummer på gulvet.
Med tiden gennemgik hendes første mand et behandlingsforløb, og langsomt begyndte de at tale sammen igen, denne gang gennem filteret af tilgivelse. Han fik lov at se deres søn, og han sendte børnepenge danske kroner, der begyndte at føles trygge i postkassen. Den anden forsvandt helt ud af billedet, som sne der smelter væk om foråret, uden at se sig tilbage mod tvillingerne. Gennem årene havde Regitze mødt forskellige mænd ingen tog rod i hendes have. Pludselig, gennem en drømmende tåge af beskeder på sociale medier, dukkede en ny mand op.
Julen nærmede sig, og Regitze drømte sig til Vesterhavet for at høre vinden synge, men vinden bar hende ind i den mand, hun havde skrevet med. De mødtes i mærkeligt bøjede øjeblikke i solen på stranden, og kærligheden mellem dem flød som saltvand gennem hendes fingre. Snart flyttede hun og børnene ind i hans by, og tvillingerne begyndte i en helt ny skole med luft, der duftede af hav og grantræer. Men kærligheden opløstes pludselig som morgendis han syntes, det var for besværligt med flytning og ægteskab, og alt knitrede væk. Alligevel blev Regitze hængende i byen, hendes hjerte plantet i sandet, hvor selv vinden huskede hendes navn. Datteren blev hos hende, mens sønnen søgte tilbage til sin far og Regitze lod ham gå, fyldt af drømmens lette resignation.
Regitze kedede sig ikke længe en nat indtastede hun sit navn på en ny datingside, og som et kalejdoskop dukkede mænd op i hendes liv, farvede og flygtige, ingen alvor bag deres smil. Hun nød friheden, nød at lade øjeblikkene smelte gennem dagene, og en dag trådte Peter frem: en mand et år yngre, jordbund og barndom solidt forankret i den samme lille landsby ved Limfjorden. Med det samme gled de ind i hinandens verden, og ti måneder efter stod de foran rådhuset i Odense, stille og rolige, mens ringene lyste om deres fingre. Peter havde ingen børn, men Regitze bar endnu et på sit drømmende hjerte, og snart fødte hun deres datter. Nu havde de en bondegård midt mellem bølger og bakker, hvor tiden snoede sig som en snegles kulturspor, og huset summe af latter og daglige små undere.
Der var noget forunderligt ved, at alt i deres liv faldt i hak, som porcelæn der klikker ind i skabet uden et suk af modstand drømme og ønsker vævede sig ind i hinanden, uden at nogen havde sagt det højt. Mens jeg lyttede til Regitzes beretning, blev det klart for mig, som i en drøm man husker i brudstykker, at man aldrig må give op. Det vigtigste er at tage vare på sig selv, at lade selvkærligheden slå rødder dybt, som en fynsk rodfrugt efter regn. I stedet for at jage efter mænd eller ægteskab skal man favne dagene, ikke lade blå timer blive til mørke år. At have børn er ingen hindring for et sted venter kærligheden altid på netop dig, i al din mærkværdighed. Elsk dig selv og dans med livet, selv når alt føles som et forvredet eventyr.
