TRAILEREN

TRAILEREN.
Jeg, Nikolaj, var blevet så træt af byture, flygtige relationer og endeløse dates, at da jeg mødte den ligefremme, muntre og kvikke Cecilie, forstod jeg straks, at hun var noget særligt.
Vi drak kaffe på en café i Indre By, lyttede til gademusikanter på Strøget, talte om mit seneste jobrykind og hendes passion for moderne lyrik.
Da vi begge bekendtgjorde, at vi altid puttede æbler i vores hjemmelavede hønsesalat, var det klart: Nu måtte der ske mere.
Vi aftalte derfor middag hjemme hos Cecilie i hendes lejlighed på Vesterbro.
Jeg fandt min bedste skjorte frem, barberede mig ekstra omhyggeligt, lærte mig nogle sære digte af en af Cecilies yndlingsforfattere, købte blomster og en god flaske Sancerre.
Jeg gik derhen med lette fødder og selvtillid som en kat, der nærmer sig sin madskål for femtende gang den dag.
Alt var planlagt og forventeligt lige indtil jeg ringede på, døren gik op, og en drengs stemme sagde: Godaften, jeg hedder Sebastian.
Mor er i bad, du kan bare gå ind.
Jeg blev stående.
Overfor mig stod et firkantet, mand-dreng ansigt, og Sebastian rakte sin enorme hånd fremden kunne uden problemer have sluppet min kranie.
Jeg nåede lige at tænke, om jeg var havnet forkert, men da Sebastian nøs højlydt gennem næsenpræcis som Cecilie gørvar jeg ikke i tvivl længere.
Min stemning dykkede, vinen blev flad, og blomsterne så ud til at visne mellem mine hænder.
Da jeg trådte ind, opdagede jeg Sebastians sneakers i gangen; de var så store, at jeg kunne have beholdt mine egne sko på indeni dem.
Cecilie rakte sin søn næsten kun til taljen.
Tænk hvis kvinder voksede sådan med tiden så kunne man give hende en ring nu, og om ti år var den vokset til et smykke til to fingre.
Jeg gik videre ind i køkkenet, hvor Sebastian uden besvær udskiftede gardineruden stol.
Fem minutter, så er jeg klar! råbte Cecilie fra badeværelset.
Efter hvad der føltes som fem gange fem minutter, trådte hun ind i stuen, iklædt elegant kjole og fin makeup.
Hun så straks mit slukørede ansigt og forstod, hvad klokken var slået.
Al romantik forsvandt fra rummet sammen med hendes nervøsitet.
Hun øste mad op uden et ord, fyldte vinen i glassene, og begyndte at spise, før jeg nåede at tage bestik i hånden.
Du kunne godt have nævnt, du havde et barn, fik jeg fremstammet, småfornærmet.
Blev du bange for traileren? smilte Cecilie skævt.
Bange?
Det her er jo et helt godstog.
Han er blevet stor, ja.
Det har han fra sin far fra Aars.
Far var endnu størreog gik i øvrigt på bjørnejagt med de bare næver.
Og hvor er han så nu? spurgte jeg med et knirk om halsen.
På turné, sammen med den bjørn.
Forlod os for karrieren på de skrå brædder.
Nogen gange sender han breve, men skriften er så ulæselig, jeg er sikker på, det er bjørnen, der skriver.
Hvor gammel er Sebastian?
Fjorten, fik sit pas for nyligt.
Med vold og magt?
Meget morsomt.
Vi spiste i stilhed.
Kunne jeg få lidt mere kød? rakte jeg tallerkenen frem.
Kan du lide det?
Ærligt, det er det bedste jeg har smagt.
Hvad er det?
Krondyr.
Det er Sebastian, der laver det.
Hold da op, han har talent.
Det har han efter far, sammen med en ældgammel kogebog, et sæt knive, noget fiskegrej, og så en båd, han også har efterladt os.
En båd? spyttede jeg næsten.
Ligger i kælderen.
Ind i mellem, altså.
Sebastian er ivrig lystfisker.
Så vibrerede Cecilies telefon.
Hun bad om undskyldning og gik for at tage den.
“Måske skulle jeg tage hjem,” tænkte jeg.
Der var ikke mere at finde her.
Øhh, Nikolaj, der er lige noget… kom Cecilie tilbage, lettere hektisk.
Der er sket en arbejdsulykke, kan du ikke lige sidde et par timer med Sebastian?
Skal jeg?
Hvorfor?
Han er jo mindreårig, og man hører jo meget…
Er du bange for, at nogen kidnapper ham ubemærket?
Nuvel, ændrede Cecilie tonen, jeg betaler dig for barnepige-tjansen og din ødelagte aftenog du hører aldrig fra mig igen, aftale?
Hvad skal jeg så lave med ham?
Du er jo mand, tal om…
ja, hvad mænd nu taler om.
Jeg må løbe.
Hun fløj ud ad døren, og der sad jeg, på køkkenet, snakkede færdig på mobilen, åd resten af kødet, drak vinen, men Cecilie kom ikke igen.
Til sidst gik jeg hen foran Sebastians dør, hvor der lød kendte lyde.
Det kan ikke passe… tænkte jeg og bankede på.
Den er åben.
Jeg listede indenfor på drengeværelset.
En kæmpemæssig træskive med indstik af knive og pile fyldte den ene væg.
Ingen huller ved siden af Sebastian ramte altid plet.
Ved skrivebordet stod en vinylpladeafspiller, og gennem højtalerne lød Iron Maiden, mit absolutte yndlingsband.
Sebastian selv sad og ordnede sit fiskegrej.
Pokaler stod på skabet, der hang en boksepude fra loftet, og ved fjernsynet lå en ny spilkonsol.
Du bliver jo forkælet, hva’? fløjtede jeg.
Sådan et værelse havde jeg også drømt om som teenager.
Jeg arbejder om sommeren, svarede Sebastian, og jeg skammede mig straks.
Jeg havde ellers lige forestillet mig, at Cecilie måtte grave guld for at forsørge ham, men han var altså egenrådig.
Har du en oplader til mobilen? spurgte jeg.
Nede ved modeljernbanen, pegede han.
Modeljernbanen? Jeg var målløs og vendte mig og der stod, midt i værelset, et imponerende modeltog med skinner, broer og stationer.
Har du selv bygget det?
Ja.
Jeg køber lidt ad gangen.
Snart laver jeg endnu et lag og et par broer.
I sidste uge fik jeg en stor pakke nye skinner, men har ikke fået sat dem op endnu.
Jeg blev varm om uret og sund.
Må jeg starte et tog?
Et øjeblik, sagde Sebastian, lagde grejet og trådte hen til anlægget.
***
Cecilie var først hjemme en time senere.
Hun regnede med, at jeg var forduftet, men overraskelsen var stor, da vi to stadig lå på knæ og nørklede med modeljernbanen.
Det var ærligt talt svært at se, hvem der var den ældste.
Nikolaj, det er vist tid til at sige farvel, hviskede hun.
Jamen moar…
Øh, undskyld! Jeg fløj op.
Hvad er klokken?
Halv elleve, sukkede hun.
Jeg skal på arbejde tidligt, så du må hellere smutte.
Hun fulgte mig til døren, kyssede mig på kinden og rakte et par 200-kroner sedler.
Jeg tager ikke imod penge fra en kvinde, sagde jeg stivnakket.
Så lad det være.
Tak for børnepasningen.
Jeg nikkede og gik.
***
Hej, Cecilie, må jeg komme forbi igen? ringede jeg nogle dage efter.
Der sker alt for meget på mit arbejde lige nu jeg har ikke tid til nye relationer, og sidste gang…
Kan jeg så komme forbi til Sebastian?
Til Sebastian? undrede hun sig.
Ja.
Måske har han brug for lidt selskab?
Det ved jeg ikke Må spørge ham.
Jeg har allerede spurgt.
Han sagde ok.
Jeg har en ny x-box spil med til ham.
Vi tager den bare stille og roligt.
Okay Kom bare senere.
Jeg kom tilbage, denne gang i sort T-shirt med Metallica-logo, rygsækken proppet med chips og sodavand og det dummeste grin på læben.
Opfør jer nu pænt, jeg har videoopkald om lidt, sagde Cecilie i slåbrok, ansigtsmaske og løg-ånde.
Jeg nikkede og forsvandt ind på drengeværelset.
Senere måtte Cecilie nærmest skille os ad; Sebastian og jeg diskuterede intenst om Anders Thomas Jensen og Guy Ritchie, og vi var nær endt i en seks-timers filmmaraton, men Cecilie overbeviste os om, at vi begge havde dårlig smag og førte mig diskret hen mod døren.
Husk agnboksen på lørdag! råbte Sebastian.
Hvilken agnboks? spurgte Cecilie.
Vi skal fiske gedde.
Jeg har fundet en butik, der sælger de bedste agn.
Gud, hvor har jeg savnet at fiske.
I to er jo som brødre.
Vil du da heller aldrig bruge tid sammen med mig?
Kom bare med på fisketurenså kan du smøre madpakker.
Jamen tak!
God fisketur så, grinede Cecilie og lukkede mig ud.
Barnet får da i det mindste noget ud af det!
***
En måned gik.
Cecilie knoklede løs og havde ikke overskud til selve tanken om kærlighed.
Til gengæld byggede Sebastian og jeg videre på togbanen, vi fangede krebs, bryggede gammeldags øl på hans arvede opskrift, han lærte mig alt om at finde vej i skoven, og jeg fik forklaret ham det basale i kærlighed ja, jeg hjalp ham endda med at invitere en pige fra naboklassen ud.
Det hele var nærmest idyl, indtil en aften hvor nogen bankede på døren, så lamperne næsten faldt ned fra loftet.
Cecilie åbnede, og straks lugtede hele opgangen af vildtkød.
Der stod hendes eksmand Sebastians far.
Jeg har tænkt det hele igennem, sagde han og gik ned på knæ.
Selv der var han højere end Cecilie.
Potap og jeg er udbrændte, vi vil bare have familie igen.
Jeg har penge på kontoen; I flytter med mig og Sebastian hjem til landsbyen, så lever vi bare og nyder livet.
Du siger op; Sebastian og jeg tager på fisketur og jagt.
Ha!
Sjovt!
Efter ti år indser du det.
Har bjørnen også ombestemt sig?
Nej…
Han har altså kontrakt med Nordisk Film nu, den slyngel, mumlede eksmanden.
Nå, så du blev snydt, svarede Cecilie.
Du blev bare forladt.
Ligemeget!
Nu…
Han nåede ikke at sige mere, for jeg trådte ud fra soveværelset iført Cecilies T-shirt.
Cecilie, jeg lånte lige din trøje; min egen er snavset efter modeltoget…
Er der nogen, der kan gøre en sætning færdig i den her lejlighed? udbrød Cecilie, mens hun kiggede skiftevis på mændene.
Hvem fanden er det? tordnede eksmanden og knyttede næven.
Det er…
øh… Cecilie blev målløs.
I samme sekund dukkede Sebastian op, greb resolut fat om sin fars arm og låste den bag ryggen, så faren peb.
Det er traileren! hvæsede Sebastian.
Sebastian!
Det er jo far!
Hvilken trailer?
Den trailer, der hjælper mor og mig med at slæbe rundt på alt det lort, du efterlod.
Jeg efterlod da ingen ting? sagde eksmanden, og først dér forstod han selv det hele.
Cecilie og jeg klumpede os op ad væggen og så kampene mellem giganterne.
Okay, okay, slip nu, det er nok, peb faren, og Sebastian lod ham fri.
Du har måske ret.
Du er min knægt.
Vi skal på vildsvinejagt en dag. Han masserede sin arm.
Kan vi gå på jagt i morgen og snakke om det, vi har mistet?
Jeg er trods alt din far.
Cecilie så forvirret ud og vekslede blikke mellem os.
Jeg forstår, sagde jeg til sidst og skyndte mig ud.
***
Næste dag tog far og søn afsted fra morgenstunden.
Sebastian kom sent hjem, alene.
Hvor er din far? spurgte Cecilie.
Han er taget afsted.
Sådan baregået?
Ja, eller…
Han tog afsted med vildsvinet i traileren.
Han har fundet en ny makker til shows, kørte mig til byen og kørte videre.
Åh Gud, hvor er jeg dum, sagde Cecilie og slog sig for panden.
Jeg ringer til Nikolaj.
Lad være, jeg har allerede sagt farvel til ham.
Han kørte mig hjem.
Han kommer forbi i morgen.
Men du glemte din mobil!
Hvordan vidste han, hvor du skulle hentes?
Han sagde, han havde holdt øje med os.
Han ville bare være sikker på, at vi to havde det godt.
Sagde han virkelig det?
Ja.
Han sagde også, at han har hægtet sig på osog næppe kan slippe os igen.
Denne oplevelse lærte mig, at livet nogle gange giver os trailere, man ikke anede, man havde brug for.
Man må bare lære at være med på læssetog indse, at glæderne tit findes netop der.