TRAILEREN – Din guide til valg, brug og vedligeholdelse af påhængsvogne i Danmark

TRAILEREN
Klaus var efterhånden så træt af byture, hurtige forhold og uendelige Tinder-dates, at da han mødte den jordnære, sjove og småfyndige Agnes, gik det op for ham det her kunne virkelig være noget.
De mødtes på en lille kaffebar i Vesterbro, lyttede til gademusik i regnvejr, snakkede om hans evige kamp for at avancere på kontoret og hendes lidenskab for moderne dansk lyrik, og da de opdagede, at de begge var tilhængere af frikadeller med surt, kom der ikke til at være nogen vej tilbage.
Agnes inviterede ham hjem til aftensmad på sin pæne Frederiksberg-lejlighed.
Klaus tog sin bedste skjorte på, barberskummet var brugt op, og han havde terpet et mystisk digt af Pia Tafdrup, siden han surfede gennem hendes yndlingsforfattere.
Han købte roser og en god flaske rødvin fra supermarkedet til 90 kroner.
Han gik op ad trappen næsten svævende af optimisme.
Han glædede sig vildt, og hans selvtillid strålede, så selv en kat ville have givet ham et du-dig-bare!-nick, før den satte tænderne i sin egen skål for tiende gang den dag.
Alt var planlagt ned til mindste detalje, og intet kunne overraske ham bortset fra sætningen: Hej, mit navn er Malthe.
Mor er i bad, bare kom ind.
Klaus stod som forstenet.
Foran ham stod et firkantet drenget ansigt, der rakte ham en lab, som sagtens kunne have kvast Klaus hoved, hvis det skulle være.
Først frygtede han, at han havde ringet på hos den helt forkerte, men da Malthe nøs højt og grinagtigt med næsen klemt præcis ligesom Agnes havde gjort det på caféen var han ikke i tvivl længere om adressen.
Hans gode humør begyndte at tage en nedtur, rødvinen føltes allerede lidt sur, og blomsterne bogstavelig talt sank sammen.
Han trådte ind, så Malthes sneakers i gangen og gav et suk dem kunne han have brugt som gummistøvler uden at få våde tæer, selv med sine sko på fødderne.
Agnes selv rakte knap hendes søn til navlen.
Klaus tænkte et kort sekund, at det var ærgerligt, at kvinder ikke kunne gøre det samme med guld får du en ring, og ti år senere har du et armring.
Mens han filosoferede over den investering, satte han sig ved det allerede dækkede bord i køkkenet, hvor Malthe uden stole ombyttede gardiner.
“Fem minutter endnu!” lød det fra badeværelset.
Fem gange fem minutter senere kom Agnes dansende ud i aftenkjole og glimt i øjet.
Så snart hun spottede Klaus forsurede fjæs, fornemmede hun straks, hvad, der var galt og poff!
forsvandt hendes romantiske forhåbninger som dug for solen.
Uden at sige noget øste hun mad op til ham og sig selv, hældte vinen op, og begyndte at spise uden at vente på ham.
“Hvorfor sagde du ikke, at du havde et barn?” pressede Klaus ud mellem tænderne.
“Bliver du nervøs over et trailerhæng?” Agnes trak på smilebåndet.
“Trailer?
Det er et helt regionaltog.”
“Han er også stor det har han fra sin far.
Den mand voksede op i en fyrretræsskov i Nordjylland og gik sgu på jagt med de bare næver.
Endnu større end Malthe.”
“Og hvor er han, altså faren?” slugte Klaus et glas vin for modet.
“Han turnerer.
Sammen med sin elskede elg.
Forlod os til fordel for rampelyset.
Han skriver postkort.
Eller det er måske elgen, for håndskriften ligner lidt en, der forsøger at skrive med hove.”
“Hvordan gammel er han nu?” nikkede Klaus mod væggen.
“Fjorten fik sit pas for nylig.”
“Stjal han det?”
“Meget morsomt.”
Resten af aftenen gik i larmende stilhed.
“Kan jeg få lidt mere kød?” Klaus rakte tallerkenen frem.
“Kan du lide det?”
“Ærligt?
Jeg har aldrig smagt noget bedre.
Hvad er det?”
“Elgkød.
Malthe har selv tilberedt det.”
“Hold nu op!
Han er talentfuld!”
“Han har arvet det og en gammel kogebog, et sæt køkkenknive, en fiskestang, en lille jolle og en masse underlige ting, faren skubbede af på os, før han forsvandt.”
“Jolle?” sagde Klaus og mærkede lysten til eventyr kilde.
“Jep, den er i kælderen altså, hvis ellers den er der.
Malthe er vild med fiskeri.”
Pludselig vibrerede Agnes’ telefon, og hun smuttede ind i stuen for at tage den.
“Det er vist tid til at smutte hjem,” tænkte Klaus.
“Her er vist ikke mere og hente.”
“Du, Klaus der er lige noget.” Agnes kom tilbage ret forpustet.
“Der er sket en ulykke på arbejde.
Kan du ikke lige passe Malthe et par timer?”
“Øh hvad?
Mig?
Hvorfor?”
“Han er jo ikke myndig.
Hvem ved, hvad der kan ske?
I disse tider render der de mest mystiske mennesker rundt”
“Er du bange for, at nogen stjæler ham uden at nogen opdager det?”
“Jeg betaler dig for din tid, og lover ikke at plage dig med mere.
Kan vi sige det sådan?”
“Hvad i alverden skal jeg lave sammen med ham?”
“Åh, I kan vel snakke om alt det der mandenogsejladsoggrejer. Jeg løber!”
Agnes forsvandt, før Klaus kunne nå at svare.
Så sad han og fip-pillede sin mobil tom for batteri, spiste resten af elgkødet, drak det sidste vin og ventede forgæves på Agnes.
Han nærmede sig Malthes dør, hvorfra han kunne høre velkendte lyde.
“Nej, det kan ikke passe tænkte han og bankede på.
“Det er åbent.”
Klaus skubbede forsigtigt døren op til værelset.
Først så han en enorm trætavle, proppet med knive og dartpile.
Iøjnefaldende: ikke et stik i væggene Malthe missede aldrig.
På skrivebordet stod en gammel pladespiller, og der lød sagte Iron Maiden præcist som Klaus selv hørte hjemme med et glas pilsner.
Malthe sad i hjørnet og pillede ved sit fiskegrej.
Klaus skimmede værelset pokaler på skabet, boksepude i loftet, ny Xbox ved tvet.
Hold da op, din mor forkæler dig, fløjtede Klaus med et stik af misundelse.
En sådan hule havde selv han aldrig drømt om som teenager.
Jeg har fritidsjob i sommerferien, svarede Malthe, og Klaus fik straks dårlig samvittighed.
Han forestillede sig allerede Agnes på jagt efter næste overtrukne lønkonto, kun for at opdage, at sønnike klarede sig selv.
“Har du en oplader?” rakte Klaus sin døde mobil frem.
“Den ligger ovre ved modeljernbanen,” pegede Malthe afslappet.
“Mo-modeljernbanen?” Klaus stammede i vantro, men da han vendte sig, så han den komplette togstrækning så mistede han tråden.
“Har du selv bygget det hele?”
“Jeps.
Jeg køber nye skinner her og der.
Vil have to niveauer og et par broer også.
Fik en æske fra nettet for nylig, men har ikke tid til at samle det.”
Klaus mærkede varmen stige op i nakke og kinder.
“Må jeg prøve at køre et tog?”
“Klart, vent et øjeblik.” Malthe lagde grejet fra sig og tog med ét skridt over på den anden side af værelset.
***
En times tid senere trådte Agnes ind.
Hun var sikker på, at Klaus allerede var stukket af, og styrtede over mod værelset hvor hun fandt de to midt i samling af modeljernbane, nærmest umulige at skelne på alder…
“Klaus, det er vist tid til at smutte,” hviskede Agnes.
“Men, mooor…
Uhm, jeg mener hvad er klokken?”
“Halv elleve,” gabte hun træt.
“I morgen skal jeg igen slukke ildebrande på jobbet, så jeg må have noget søvn.”
Hun fulgte Klaus ud, kyssede ham mekanisk på kinden og rakte ham en 200-kroneseddel.
“Jeg tager ikke imod penge fra kvinder,” lød det værdigt fra Klaus.
“Sådan.
Tak fordi du passede min trailer,” sagde Agnes og lukkede døren.
***
Et par dage senere ringede Klaus.
“Hej, jeg tænkte, det kunne være hyggeligt med et gensynsbesøg…”
“Du ved, jeg arbejder hele tiden der er ikke tid til forhold, og sidst…
nå, ja, det gik vist”
“Men Malthe kan jeg ikke besøge ham?”
“Malthe?” Agnes lød forvirret.
“Jep.
Måske skal han have selskab?
Jeg har købt et nyt spil til hans Xbox.
Vi spiser bare chips og spiller så kan du slappe af.”
“Alright Kom du bare.”
Samme aften bankede Klaus på døren i jeans, sort T-shirt med Volbeat, rygsæk med chips og cola og et glad, drenget grin.
“Vær nu stille, jeg har Zoom-møde om fem minutter,” advarede Agnes i slåbrok, ansigtsmaske og et snert af løg om munden.
Klaus nikkede og smuttede ind til Malthe.
Senere på aftenen måtte Agnes nærmest skille drengene ad med koben de havde tændt en livlig debat om Susanne Bier vs.
Lars von Trier og var klar til et seks timers filmmaraton.
Hun trak Klaus ud.
“Husk at købe madding til lørdag!” råbte Malthe.
“Hvilken madding?” Agnes sendte Klaus et mistænksomt blik.
“Vi skal ud og fange gedder.
Jeg har lovet Malthe, jeg kender en god grejbutik.
Det bliver sjovt det er længe siden, jeg har været på fisketur.”
“Nå, I er blevet perlevenner!
Skal du slet ikke bruge tid med mig?”
“Du kan jo tage med og smøre madder?”
“Åh, som om jeg ikke har andet at lave.
Men okay bare I får lidt frisk luft,” smilede Agnes.
***
En måned gik.
Agnes glemte snart alt om kærlighed og dykkede ned i sit job.
Til gengæld havde Klaus og Malthe travlt: de fik modeljernbanen udvidet, var på skattejagt efter krebs, satte hjemmelavet hyldeblomstdrik efter oldemorens opskrift og Klaus lærte Malthe små fif i flirtens kunst så han kunne invitere nabopigen ud.
Alt gik roligt, indtil en aften, hvor det bankede på døren, så lamperne dirrede i loftet.
Agnes åbnede og blev ramt af duften af røget bjørnekød.
Udenfor stod hendes eks-mand og Malthes far.
“Jeg har set lyset,” sagde han og gik ned på knæ (stadig en halv meter højere end Agnes).
“Potap og jeg vil bare have et stille familieliv.
Jeg har sparet op, og nu tager jeg jer begge med tilbage til landsbyen.
Du dropper jobbet, og Malthe og jeg tager på fiskeri og jagt.”
“Du gode, du jokker i spinaten.
Ti år senere og han indser det endelig hvad med din bjørn?”
“Næ den røg bag om ryggen på mig og skrev kontrakt med Nordisk Film,” brokkede manden sig.
“Så det er dét, det handler om.” Agnes krydsede armene.
“Det betyder ikke noget!
Nu vil jeg bare”
Han fik ikke talt ud ind i entreen kom Klaus iført Agnes T-shirt.
“Agnes, jeg tog lige din T-shirt min egen fik maling på under modeltogsprojektet…”
“Kan nogen få lov at tale ud herhjemme?” sukkede Agnes og så skiftevis på mændene.
“Hvem er det?” Eks-manden knyttede næven med retning mod Klaus hoved.
“Det er øh” Agnes manglede comeback.
Netop da kom Malthe stormende og lagde faderens arm i et jerngreb pressede ham op mod væggen.
“Det er traileren!” hvæsede Malthe.
“Malthe!
Min dreng!
Det er jo bare far!
Hvilken trailer?”
“Almindelig trailer.
Som hjælper os med at flytte alt det skrammel du efterlod os!”
“Jeg har da ikke efterladt jer noget…” sagde eks-manden og forstod pludselig det dunkle i egne ord.
Klaus og Agnes stod trykket op ad væggen og nød kampen udefra.
“Okay, okay!
Break!” skreg den store mand, og Malthe gav slip.
“Godt klaret du har virkelig mit blod!
Snart klar til vildsvin,” pustede faderen og gnubbede sit håndled.
“Må jeg i det mindste tage på jagt med ham i morgen?
Bare snakke, måske genoplive lidt far-søn-tid?”
Agnes var i vildrede kiggede fra den gamle til den nye.
“Jeg forstår,” nikkede Klaus sørgmodigt og gik mod døren.
“Undskyld”
***
Dagen efter forsvandt far og søn i morgengryet, men sent om aftenen vendte Malthe hjem alene.
“Hvor er din far?” spurgte Agnes bandende.
“Han smuttede,” sukkede Malthe og tog skoene af.
“Hvordan bare sådan?”
“Han tog vildsvinet med.
Læssede det på traileren og kørte videre.
Han ønskede sig en ny scene fandt en ny makker.
Han satte mig af i byen og kørte.”
“Ej men for pokker, hvor er jeg dum!” Agnes lagde hånden for panden.
“Jeg må ringe til Klaus.”
“Det behøver du ikke han har lige sagt farvel.
Han fulgte mig hjem.
Han sagde, han ville være sikker på, at både jeg og du var okay.”
“Er det rigtigt?”
“Ja!”
Han sagde også, at han var blevet spændt på og næppe nogensinde kan slippe os igen.