Jeg er træt af min svigermors evige kontrol
Da jeg giftede mig, troede jeg naivt, at de største udfordringer i livet ville være realkreditlån, børn og hverdagsgøremål. Men i virkeligheden viste det sig, at den virkelige prøve for min tålmodighed ikke var fattigdom eller træthed efter søvnløse nætter. Den største byrde for mig blev… min svigermor.
Vores forhold var dårligt fra starten. Hun blev irriteret over bogstaveligt talt alt: min påklædning, min madlavning, hvordan jeg opdragede vores barn, og endda hvordan jeg holdt hus. Men mest af alt – at jeg ikke bare tav. Jeg er ikke den type kvinde, der bider tænderne sammen og nikker til alt. Jeg er ikke særlig tålmodig, og det var åbenbart dét, der irriterede hende mest.
Først gik hun efter mine kulinariske evner. Jeg kan ikke bage! Jeg har ingen lyst til at rode med dej, og jeg synes ikke engang, at kage er sundt, så hvorfor skulle jeg bruge tid på noget, jeg alligevel ikke spiser? Men for min svigermor lød det som en forbrydelse.
*»Hvis du ikke kan bage, er du ikke en rigtig husmor!«* sagde hun altid, når hun kom forbi med endnu en kage. *»Så må hans mor i det mindste give ham noget ordentligt, når konen ikke kan finde ud af det.«*
Min mand tog selvfølgelig imod kagerne – endda med tak. Og så fortalte han altid, hvordan hans kolleger på kontoret ændte dem på ingen tid. Og svigermor gik rundt så selvtilfreds, som om hun lige havde fået en medalje. Det gjorde ondt, men jeg sagde ikke noget – i hvert fald ikke først.
Men mad var bare begyndelsen. Så kom alt muligt andet. Min måde at gøre rent på irriterede hende. Ifølge hende skulle gulvene kun vaskes i hånden – en moppertøj var *»for dovne mennesker«*. Underbukser måtte ikke vaskes i maskinen, kun i hånden. Og alt skulle stryges – selv sengetøj og sokker! Hendes argument? *»Jeg har altid gjort det sådan.«* Men jeg? Jeg mener, at det i det 21. århundrede er ret mærkeligt at pine sig selv med unødvendigt husarbejde.
Vaskemaskinen og tørretumbleren er mine bedste venner. Jeg folder tøjet pænt og lægger det på plads. Ja, hvis noget er meget krøllet, stryger jeg det, men kun hvis det virkelig er nødvendigt. Jeg synes ikke, en kvinde skal forvandle sig til en vaskekone, især ikke hvis hun arbejder lige så meget som sin mand.
Men så begyndte svigermor at kritisere mit udseende.
Jeg fik en forfremmelse, min løn steg, og endelig tillod jeg mig at tænke lidt på mig selv. Jeg begyndte at gå i salon – fik hudpleje, massage, kom i fitness. Normale ting, ville man tro. Men min svigermor så ud til at være ved at kvæles af harme:
*»Hvad skal I med de der saloner? Har I ikke vand i hjemmet? Er der ikke yoghurt i køleskabet? Vi vaskede os med sæbe og brugte eddike som balsam i gamle dage – og vi var smukke!«*
Men det værste var, at min mand begyndte at give hende ret. Først i smug – *»måske kunne vi godt spare lidt«* – men så mere og mere højlydt. Det viste sig, at han syntes, jeg brugte for mange penge på mig selv. Han ville hellere have en ny bil, en ferie eller opsparinger. *»Du er simpelthen for ødsel,«* sagde han.
Og så eksploderede jeg.
*»Er du seriøs?«* sagde jeg. *»Jeg arbejder lige så hårdt som dig. Jeg betaler min del af regningerne. Vores barn har tøj, mad og alt, hvad det har brug for. Der er rent, der er mad på bordet hver aften. Jeg er ikke ude at feste, jeg har ingen elskere. Hvorfor må jeg ikke engang tænke lidt på mig selv?«*
Han tav. Og jeg fortsatte.
*»Hvis du synes, jeg bruger pengene forkert, så pak dine ting og flyt hjem til din mor. Lad hende bage kager til dig, vaske dine sokker og forklare dig, hvordan en kone skal opføre sig. Jeg er træt af at føle mig skyldig for at leve som et normalt menneske.«*
Jeg ved ikke, hvad han tænkte. Men efter den samtale blev han mere forsigtig. Og svigermor holdt også lidt lav profil. Måske forstod de, at jeg ikke er typen, der bare accepterer at blive kommandereJeg har lært, at nogle grænser skal sættes med ord – og andre med handling.
