“Det var alligevel noget med Ivan Sørensen,” sagde Lærke til sin mand, mens hun forberedte stjerneskudsalaten.
“Hvorfor siger du det?” spurgte Mads forundret.
“Han kunne ikke engang løfte lille Freja for at sætte stjernen på juletræet. Og førhen…” Lærke sukkede.
“Far har masser af kræfter endnu, hvordan kan du tro andet? Måske er han bare træt,” sagde Mads.
“Nej, Mads, alderen begynder at tage sin ret. Fra nu af skal du handle ind for dem én gang om ugen, og ikke diskutere det,” sagde Lærke og rettede på sit hår, før hun tog salattallerkenen. “Lad os gå til bordet.”
Ivan Sørensen havde hørt alt. Han standsede for at tænde lyset i badeværelset og fik uforvarende ørenlyd af samtalen mellem sin søn og svigerdatter.
Før nytårsaften havde familien Rasmussen en tradition: Alle mødtes på forældrenes hus til en festlig middag og fejrede sammen det mest elskede vinterhøjtid. Og dette år var ingen undtagelse. Den ældste søn ankom med familien først. Svigerdatteren hjalp med dække bordet, mens børnebørnene i stuen pyntede juletræet med larmende glæde.
Ivan Sørensen satte vandet i gang og sank ned på kanten af badekarret.
“Lærke har ret, sådan er det virkelig. Lige siden jeg gik på pension, har jeg følt mig overflødig, og så gik det bare ned ad bakke. Jeg blev så doven og ligeglad, at jeg kunne græde!”
“Ivan Sørensen, er alt okay?” hviskede Lærke forsigtigt udenfor badeværelsesdøren.
“Ja, ja, jeg kommer,” svarede han.
Udenfor døren stod lille Oliver og dansede af utålmodighed.
“Kom ind!” sagde bedstefaren og lodt barnebarnet komme forbi.
Ved festbordet så Ivan Sørensen mere og mere melankolsk ud. Han løftede glasset meget afmålt under skålene og nippede kun let.
“Far, du virker så trist. Det er fest, vi skal være glade – er du syg?” spurgte Mads, da familien var ved at gå. De stod i entreen, og Lærke puffede til sin mand for at få ham til at tale.
“Nej, alt er fint, min dreng. Kom med børnebørnene i ferien. Har de tænkt sig at rejse væk?” smilte faren.
“Vi har renovering, Ivan Sørensen, så vi tager ingen steder. Og I skal også have ro – børnene skal til mine forældre, det er aftalt,” indskød Lærke.
“Nå, hvis det er aftalt, så skal svigerforældrene også have den glæde,” mumlede Ivan Sørensen.
Lærke hviskede noget til sin mand.
“Jeg kommer forbi søndag, far, med indkøb,” sagde Mads og gik mod døren.
Moderen så forvirret ud.
“Hvilke indkøb, min dreng? Der er butikker lige i nærheden, og vi har masser af grøntsager. Hvis der er noget, kan din far gå i købmanden.”
“Det er ikke nødvendigt, Solveig. Mads henter alt. I skal ikke bære uden lift op til den femte sal – hviler jer hellere,” insisterede Lærke.
Da sønnen og familien var gået, brummede moderen lidt længe:
“Der har vi det igen – ingen børnebørn, ingen indkøbsture. Hvad er der galt med hende nu?”
“Lærke er en god pige, Solveig, hun passer på os. Grubl ikke over det,” sagde Ivan Sørensen.
“Vi er da ikke 90 år, at de skal passe på os! Men det ser ud som om, de har skrevet os af – de giver os ikke engang børnebørnene.”
“De kommer med dem snart. Hun sagde jo, det denne gang var hos svigerforældrene.”
Moderen tav.
*Måske har jeg været for hård mod Lærke. Hun gør mere for os end næsten alle andre – kommer oftere, hjælper altid med et smil, altid behagelig. Den anden svigerdatter kommer kun for at spise og tage syltedåser med. Og svigersønnen… ham skal vi slet ikke tale om.*
“Hvorfor er du så trist, Ivan?” spurgte Solveig og vendte sig mod sin mand.
“Jeg er bare træt,” svarede han og viftede afværgende.
“Nå, ja, så skal du hvile dig. Jeg tænder fjernsynet for dig,” sagde Solveig og gik ud i køkkenet for at rydde op efter den vaskede service.
Ivan Sørensen lå på sofaen og tænkte – og tænkte – og tænkte.
*I dag kunne jeg ikke engang løfte Freja for at sætte stjernen på træet. Og når sommeren kommer, og vi skal på sommerhuset, hvad så? Jeg må ikke lade det gå sådan.*
Så besluttede Ivan Sørensen at komme i form inden sommeren. Ikke som en 20-årig, men nok til at kunne løfte barnebarnet uden besvær.
Og så gik det løs. Dagligt lange gåture for at komme i gang. Han fandt gamle støvede håndvægte under sengen, og det blev en fornøjelse at løfte dem igen. Senere begyndte han på mønstertræerne i parken, lod sig inspirere af teenagedrenge og gjorde armbøjninger.
Kraften vendte tilbage. Ved sommertid mærkede han så meget energi, at han ryddedesommerhusets skævtomter og byggede en legeplads til børnebørnene. Så alle kunne have det sjovt sammen.
I august, da blommer og æbler begyndte at modnes, kom den ældste søn med børnebørnene på besøg. Freja var helt vild med legepladsen, og Oliver elskede den også. Hele dagen legede bedstefaren med dem – i haven, ved åen, byggede sandslotte.
Næste dag pegede Oliver på et træ og sagde:
“Bedstefar, kan du give mig den blomme deroppe?”
“Prøv selv, min dreng!” sagde Ivan Sørensen målbevidst, tog barnebarnet op og løftede ham højt.
Med små fingre plukkede Oliver hele tre blommer ned.
“Mig, bedstefar, mig!” klappede Freja glad i hænderne.
“Selvfølgelig!” grinede bedstefaren, satte Oliver ned og løftede Freja let op i luften. “Bedstefar har kræfter nok endnu!”
*Tab aldrig modet. Lad aldrig håbet fare, så længe der er en lille chance. Livet skal nydes hver dag, for det får vi kun en gang.*
