**Dagbogsoptegnelse**
Mette Jensen satte omhyggeligt tallerkenerne på bordet, rettede på servietterne og kastede endnu et blik på uret. Hendes mand, Lars, ville være hjemme fra arbejde om en halv time, så det var tid til at stege frikadellerne. Kartoflerne var færdige, salaten skåret, og brødet lagt i pæne skiver. Alt var, som det skulle være, alt var, som han kunne lide det.
*”Mor, må jeg ikke besøge Sofie i aften? Hun har fået nye film fra København,”* råbte den attenårige datter, Freja, fra sit værelse.
*”Nej, Freja, far kommer snart hjem, og vi spiser sammen som en familie,”* svarede Mette uden at vende sig. *”Du kan gå senere.”*
*”Hvad er det for noget barnligt? Jeg er jo atten!”* protesterede Freja, men hun sagde ikke mere. Hun vidste, at moren ikke ville ændre mening.
Mette smilede for sig selv. Atten år det var stadig et barn. Hun selv var jo allerede gift i den alder, mens Freja stadig virkede så umoden. Men måske var det bedst sådan. Lad hende blive barn lidt længere.
Døren smækkede, og Lars kom ind i lejligheden. En stor mand med grånende tindinger, træt men tilfreds. Arbejdet som byggeleder var hårdt, men det gav en god løn, og det var det vigtigste.
*”Hej, skat,”* sagde han og gav hende et hurtigt kys på kinden. *”Det dufter lækkert.”*
*”Jeg har lavet dine yndlingsfrikadeller, halv gris, halv okse,”* smilede Mette. *”Sæt dig ned, jeg henter det hele.”*
*”Hvor er Freja?”*
*”På sit værelse. Freja! Far er kommet hjem!”*
Freja kom løbende og krammede sin far.
*”Far, må jeg ikke alligevel besøge Sofie i aften? Hun har nogle rigtig spændende film…”*
Lars rynkede panden.
*”Hvilke film? Du skal ikke se alt det vestlige bras. Du skal fokusere på skolen. Snart er det universitetet, du skal forberede dig til.”*
*”Men far, det er ikke bras, det er helt almindelige film…”*
*”Jeg har sagt nej, og det er det sidste ord!”* råbte han. *”Mette, hvorfor opdrager du hende ikke ordentligt? Hun bliver mere og mere umulig!”*
Mette skyndte sig at mægle:
*”Åh, Lars, hun er bare ung og nysgerrig. Freja, kom nu og spis, vi snakker om det senere.”*
Middagen forlød i relativ stilhed. Lars fortalte om arbejdet, om chefen, der igen havde skruet op for kravene og skåret i bonusser. Mette nikkede og fyldte hans tallerken op. Freja sagde intet.
Pludselig spurgte Lars: *”Hvad siger naboen om Hansens? Hørte, at fru Hansen er begyndt at arbejde på et kontor, mens han passer børnene.”*
Mette satte forsigtigt koppen fra sig.
*”Hvad er der galt i det? Måske passer det dem.”*
*”Galt? Manden skal forsørge familien, ikke sidde derhjemme som en babysitter! En kvindes plads er i hjemmet. Det er forkert!”*
*”Men hvis hun tjener mere…”*
*”Ingen undskyldninger!”* hamrede Lars i bordet. *”Der skal være orden i en familie! Manden er hovedet, kvinden hjælper. Punktum!”*
Mette nikkede stille og begyndte at rydde af bordet. Hun havde aldrig kunnet diskutere med Lars, og det gad hun heller ikke. Hvorfor skabe konflikter, når man bare kunne tie? Måske havde han ret. Hun havde selv været hjemmegående hele livet, og det gik jo fint.
Freja så skævt fra sin mor til sin far og spurgte lavt:
*”Må jeg alligevel ikke besøge Sofie?”*
*”Nej!”* brølede Lars. *”Jeg har sagt nej! Gå og læs en bog i stedet!”*
Freja sukkede og gik til sit værelse. Mette fulgte hende med blikket og følte et stik i hjertet. Stakkels pige, hun fik aldrig lov til at gå ud. Men hvad kunne hun gøre, når faren sagde nej?
**—**
Dagen efter mødte Mette deres nabo, Anna, i Føtex. Anna strålede af stolthed.
*”Mette, har du hørt det? Min Lotte er kommet ind på Københavns Universitet! Drømmer om at blive økonom!”*
*”Hvor dejligt,”* sagde Mette oprigtigt. *”Hvad siger din mand til det?”*
Anna sukkede. *”Vi skændtes. Han sagde, en pige ikke behøver uddannelse, hun skal jo bare giftes. Men jeg insisterede. Tiderne ændrer sig.”*
Mette tænkte over det hele dagen. Freja skulle også snart vælge uddannelse. Lars mente, hun burde blive pædagog en rolig, praktisk karriere. Men Freja drømte om journalistik.
Da hun nævnte det for Lars, afbrød han hende:
*”Journalist? Det er ikke noget for piger! Rejse rundt, snakke med fremmede? Nej!”*
Og Mette tav. Som altid.
**—**
Freja startede på pædagogseminariet. Hun klarede sig fint, men var ikke glad.
En aften, da Lars var sent på arbejde, brød Freja sammen.
*”Mor, husker du Sofie? Hun læser journalistik. Hun fortæller om alt det spændende, hun lærer… Og hvad gør jeg? Synger børnesange!”*
Mette strøg hende over håret. *”At arbejde med børn er ædelt.”*
*”Men det er ikke det, jeg ville! Jeg ville skrive, rejse, opleve verden!”*
Mette vidste ikke, hvad hun skulle sige.
**—**
Et år senere mødte Freja en fyr, Michael, og giftede sig hurtigt.
*”Hvad med seminariet?”* spurgte Lars.
*”Jeg dropper det. Michael vil have mig derhjemme,”* svarede Freja tonløst.
Mette så, at der ingen glæde var i hendes øjne.
**—**
Årene gik. Michael drak mere og mere. Freja blev tavs og resigneret.
En dag kom Frejas datter, Emma, hjem fra skolen og græd.
*”Jonas sagde, at du ikke laver noget, mor! At hans mor er læge, men du bare sidder derhjemme!”*
Freja blegnede. Noget knækkede i hende.
*”Mor,”* sagde hun stille til Mette, *”jeg vil læse. Jeg vil arbejde. Jeg vil ikke tie mere.”*
**—**
Hun startede på aftenkursus, fik job som lærer. Michael protesterede, men hun holdt fast.
Til sidst sagde Mette: *”Undskyld, jeg støttede dig ikke dengang.”*
Freja krammede hende. *”Tiderne er anderledes nu. Jeg vil have, at Emma skal vide man skal kæmpe for sine drømme.”*
Mette forstod det nu. Nogle
