To uger til at pakke alting og finde et nyt sted at bo – døtrene blev fornærmede Sara blev tidligt alene uden mand og opdragede selv sine to døtre i Danmark. Alligevel hørte ingen nogensinde et klagende ord fra hende. Begge døtre voksede op og fik en solid dansk uddannelse, takket være moderens hjælp. Hun arbejdede dobbeltskift for at betale deres skolegang. Så kom den ældste hjem med sin kæreste og sagde, at de skulle giftes, men han havde ikke noget sted at bo. Senere fødte hun et barn, og det blev nødvendigt for det unge par at få deres eget værelse – så Sara flyttede ind hos sin yngste datter. I starten troede Sara, at det kun var midlertidigt. Parret ville tjene nok til egen lejlighed, og alt ville blive som før. Men datteren og svigersønnen lagde ikke nogen indsats i at komme videre. Hvorfor skulle de? De havde tag over hovedet, og køleskabet var altid fyldt. Det var nemlig også Sara, der sørgede for maden. Men i stedet for taknemmelighed dukkede der konflikter op. Den yngste mente, at hun ikke skulle gøre rent efter svigersønnen. Den ældste sagde, hun ikke havde tid, fordi hun havde et lille barn. Svigersønnen insisterede på, at at tage skrald ud og vaske op ikke var for mænd – han sad dagene væk foran computeren. Stemningen i boligen blev så dårlig, at Sara ikke længere havde lyst til at komme hjem. Da hun foreslog, at datteren og svigersønnen skulle finde en lejebolig, lød svaret: “Det kan vi da ikke – vi sparer op til et boliglån. Hvor skulle vi ellers få råd fra?” Og de blev boende. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da den yngste datter kom hjem med sin egen kæreste: “Mor, han er fra en anden by og skal bo hos os.” Sara spurgte sig selv: “Hvor? I køkkenet?” Datteren havde dog tænkt på det og foreslog roligt, at hvis moren flyttede ud i køkkenet, kunne hun få sit eget værelse. Det blev for meget for Sara. Hun indså, at ingen tænkte på hendes mening. Hvis det ikke passede hende, kunne børnene da lave papirerne, så hun kunne komme på plejehjem. Så hun satte et ultimatum: “To uger til at pakke jeres ting og finde et nyt sted at bo.” Døtrene tog det ilde op, truede med at nægte hende kontakt med sine børnebørn og sagde, at hun ville ende alene som gammel. Men Sara stod fast: Hvis det skal være min skæbne, så lad det være. Så må de lære at klare sig selv. Nu nærmer hendes 50-års fødselsdag sig. Hun ved ikke, om døtrene vil komme og ønske tillykke. Synes du, at denne danske mor gjorde det rigtige ved at smide sine døtre ud? Hvad ville du have gjort?

To ugers frist til at pakke og finde et andet sted at bo. Døtrene er fornærmede

Astrid blev tidligt alene. Alene opfostrede hun to døtre. Ingen hørte nogensinde et suk af klage fra hende; hun bar sit liv i stilhed som vintertågen over Limfjorden. Døtrene voksede ikke kun op de fik også en ordentlig uddannelse med hjælp fra deres mor. Astrid havde to job og cyklede gennem regn til begge, så der altid var nok til uddannelse og rugbrød.

Så kom en dag, hvor den ældste datter, Frederikke, tog en ung mand med hjem og sagde, han var hendes kommende mand bortset fra han ikke havde noget sted at bo. Frederikke fik snart et barn, og så måtte Astrid afgive sit værelse til det unge par med baby, og selv flytte sammen med den yngste, Mette.

I starten tænkte Astrid, at det midlertidigt lidt som en forårsstorm, der hurtigt driver over. At parret ville spare op på SU og småjobs, og på et tidspunkt flytte i egen lejlighed i Valby eller måske Søborg. Men det skete aldrig. De blev, for hvorfor flytte, når der altid var tag over hovedet og mad i køleskabet? Astrid sørgede for alt også remouladen.

Taknemmelighed så hun ikke skyggen af. I stedet kom konflikten snigende som tåge. Mette mente, det ikke var hendes job at gøre badeværelset rent efter svogerens fodboldstøvler. Frederikke sagde, hun ikke havde tid til noget barnet skreg, og hun var altid træt. Svigersønnen Jens mente, at tage skrald ud eller vaske op var ikke mandfolk værdigt; han sad hele dagen foran computeren med høretelefoner på.

Luften blev tung næsten som en drøm, hvor man løber gennem gelé, og Astrid ville helst ikke hjem. Forsøgte hun forsigtigt at foreslå, at Frederikke og familien kunne flytte ud i egen lejlighed og få et lån i Danske Bank, lød svaret: Jamen, vi er ved at spare op til udbetalingen, hvor skal vi finde penge fra? De blev.

Prikken over iet var, da Mette troppede op med sin kæreste, Emil: Mor, han er fra Aalborg, og han skal bo her med os. Astrid tænkte, Hvor? I køkkenet ved siden af komfuret? Men Mette havde regnet tanken ud og sagde roligt, at køkkenet var lidt besværligt men hvis mor nu flyttede ud i køkkenet, kunne Mette selv få et værelse.

Astrid mærkede, at nu var nok nok, som man siger i Jylland. Hun så ind i et spejl og så pludselig, at hvis hun ikke satte foden ned, ville de måske til sidst sende hende på plejehjem og glemme hende, mens de selv spiste frikadeller ved hendes gamle spisebord.

Så hun sagde det ligeud: To uger. I har to uger til at pakke sammen og finde et andet sted at bo. Døtrene blev fornærmede som små børn, der ikke får is om vinteren. De truede med, at hun aldrig måtte se børnebørnene. Og hvem skulle hun være sammen med, når hun blev gammel? Ensomhed, truede de.

Men Astrid holdt fast. Hvis det var hendes skæbne, så var det sådan. Nu måtte de lære at stå på egne ben uden hendes lune hånd under ryggen.

Snart fylder Astrid 50 år. Hun drømmer om, hvorvidt pigerne vil komme og sige tillykke, eller om de stadig er vrede ude i verden et sted. Hvad tænker du: Var hun for streng? Hvad ville du selv have gjort, hvis dine døtre ikke ville flytte og huset blev fyldt af fremmede, drømmende unge menneskers stemmer og krav?