Kære dagbog,
I dag har jeg igen stået og betragtet Alexandra Højgaard foran spejlet i sit lille lejlighedskompleks på Nørrebro. Hun bider forsigtigt i den nederste læbe, mens fingrene nervøst retter en stribe hår, igen og igen, så den sidder i den perfekte knold. Det er som om hele dagen hænger af den lille gestus.
Treogtredive år. En alder, som reklamer kalder livets højdepunkt, men som mange af os i vores private notesbøger kalder midtvejskrise. Hun har en solid karriere som projektleder i en ITvirksomhed, en hyggelig etværelseslejlighed med store vinduer, og venner, der altid er klar til at diskutere alt fra EUpolitik til den nye duft af fugtighedscreme fra Matas.
Når døren lukkes om aftenen, og mobilen går stille, vokser stilheden som bølger mod stranden. Den bliver højere end byens summen fra Københavns natteliv.
Endnu en date, mumler hun, mens hun kaster et blik på sit spejlbillede.
Den elegante kjole, den tætte men ikke påtrængende pasform, den lette makeup, der fremhæver øjnene uden at virke overdrevet, de høje hæle, som er høje, men ikke så meget, at hun virker desperat. Alt er gennemtænkt, som om hun skulle til en eksamen, hvor hun bliver bedømt efter strenge kriterier.
Hun ved, hvad hun vil. Ikke blot et forhold men ægte, dyb kærlighed. En kærlighed, der trækker på de skjulte kroge af sjælen, hvor ord er overflødige, og et enkelt blik eller et let berøring er nok til at forstå hinanden. Men hver gang en ny mand sætter sig over for hende på caféen eller i restauranten, hører hun den skepsiske indre stemme:
«Hvad nu hvis han ender som den sidste?»
Den sidste var manden, hun næsten troede var det. Men deres forhold knækkedes under hverdagsrutiner, under hans manglende vilje til at tale om følelser, og under hendes forsøg på at rette, forstå og tilpasse sig. Hun har læst dusinvis af bøger om psykologi, fyldt notesbøger med træningsnotater, og analyseret hver eneste fejl som en svær matematikopgave. Jo mere hun forstår, jo skræmmende bliver det at åbne sig igen.
Måske forventer jeg for meget? hvisker hun, mens hun stirrer på telefonens skærm.
Et nyt besked popper op. En interessant mand fra en datingside intelligent, med god humor, uden røde flag på profilen. Hun smiler, mens hun læser hans ord, men læberne trækker sig straks sammen til en tynd linje.
«Hvad nu hvis han skuffer?»
Så er der igen tomheden, natten, stilheden, spejlet. Et spørgsmål uden svar.
Om aftenen sidder Maja Vestergaard i et hjørne af hendes yndlingscafé på Østerbro, hvor de bløde sofaer former sig efter kroppen, og duften af friskmalet kaffe blandes med vaniljens sødme. Hun bladrer i en ny bog, og fingrene stopper sommetider på sætninger, som om de ville efterlade små mærker i hjørnerne.
Fyrreto år. Et tal på passet, men i hendes indre bruser en energi, som om hun fornemmer, at de største eventyr stadig venter.
Maja, igen alene? spørger en bekendt stemme, og trækker hende ud af læsningen. Veninden Liva, rufset efter en lang arbejdsdag, vinker til tjeneren for at bestille sin sædvanlige latte med sirup.
Maja lægger bogen fra sig, afslører forsiden med en farverig abstraktion. Ja, svarede hun med et roligt smil, som en søflade på en vindstille dag. Men jeg er ikke ensom.
Hun mærker de overraskede blikke fra venner, bekendte og tilfældige gæster. Hvordan kan en så attraktiv, intelligent og interessant kvinde være alene? Men Maja har lært at stoppe med at forklare. Hun har fundet kærligheden i morgenkaffen på balkonen, i spontane ture til Nordjylland, i projekter på arbejdet, der får øjnene til at gløde, og i venner, der kender hende uden masker.
Den smukke fyr fra sidste uge? nikker Liva med et blink, mens hun svinger dessertskeen. Den, der inviterede dig til en jazzkoncert? Du elsker jo jazz!
Flot, svarer Maja med en latter, der bærer ingen spænding. Men jeg er ikke klar til at tilpasse mig andres forventninger. Hvis han vil være ved min side, så lad ham indhente mig. Jeg er allerede på vej.
Ensomme? Ordet passer ikke. Det er frihed let som en sommerbrise, men stærk som de gamle egetræs rødder. Friheden til at vælge, hvor man vil dreje i morgen. Friheden til at vågne og falde i søvn i harmoni med sig selv. Friheden blot at være.
Senere, da Alexandra lukker døren til sin lejlighed, fjerner sine høje sko og sætter sig på kanten af sengen, virker den aftenkjole, der stadig lugter af andres parfume og restaurantdufte, pludselig absurd. Datoen gik godt intelligent samtale, spændende emner, udsøgt mad. Men da han rakte ud efter hendes hånd, skete der noget inde i hende, som ikke var frygt. Det var en rolig inderkendelse. Endnu en smart, rar, rigtig mand, og igen den kolde tomhed indeni.
Hun går hen til vinduet, presser håndfladen mod det kolde glas. Byen glitrer med lys, livet bruser et sted udenfor, mens hun i sin perfekte lejlighed omgivet af dyre ejendele føler sig fortabt.
Hvorfor er det så svært? hvisker hun til sit spejlbillede i den mørke rude. Spørgsmålet hænger i luften uden svar.
Samtidig på den anden side af København læner Maja sig tilbage i en hængekøje på sin balkon. Et glas rødvin i den ene hånd, en cigar i den anden kun tilladt en gang om måneden. Nattens brise leger med de løse lokker i hendes hår, mens en langsom jazzmelodi strømmer fra højttalerne.
Hun lukker øjnene, lader musikken omslutte hende. Ingen tanker om mislykkede dates eller uopfyldte drømme. Kun nuet den syrlige smag af vin på læberne, nattens kølige luft, fjernbyens lys som dryssede diamanter.
Maja har længe forstået, at ingen prins vil gøre hende lykkeligere end hun selv kan. Hver aften, hver solopgang, hvert øjeblik tilhører kun hende. Der er ingen ensomhed kun en fuldstændig, berusende frihed til at være sig selv.
Hun løfter glasset i en tavs hyldest til sig selv, til natten, til sit fantastiske liv. En dronning behøver ingen trone hendes rige er stedet, hvor hun føler sig lykkelig. I aften er det hanslevets bjælke, et glas god vin og stjerner, der blinker som små perler på himlen.
To kvinder. To universer.
Alexandra og Maja. De bor i samme by, indånder den samme luft, men lever i helt forskellige realiteter.
Alexandra går gennem livet med en udstrakt hånd tomheden i hendes håndflader prøver hun desperat at fylde. Hver date, hver ny bekendtskab er en søgen efter den, som endelig kan give hende den varme, tilhørsforhold og tryghed, hun længes efter. Hun tror, kærlighed er noget eksternt, noget der vil komme udefra og gøre hende hel. Jo mere hun søger, jo større tomrum mærker hun indeni.
Maja går gennem livet med åbne arme ikke fordi hun venter på at nogen skal fylde dem, men fordi hendes verden allerede er fuld. Fyldt med indtryk, frihed, stille glæde i de små ting. Hun søger ikke kærlighed, hun udstråler den. Derfor trækkes folk til hende, for ved hendes side er det nemt. Hun venter ikke på en prins, hun bygger ingen luftslotte hun lever blot. I dette liv er plads til alting: ensomhed, møder, afskeder og nye veje.
Måske krydser deres stier engang. Måske forstår Alexandra, at tomrummet kom af, at hun ikke kunne elske sig selv. Måske møder Maja en, der ikke kræver at hun ændrer sig, men blot vil gå ved hendes side uden at forstyrre hendes balance. Eller måske sker det slet ikke.
Men allerede nu giver deres historier to svar på det samme spørgsmål.
Kærlighed kommer ikke til dem, der jagter den. Den kommer til dem, der allerede lever med et åbent hjerte ikke fordi de venter, men fordi de kan give.
Det vigtigste er altså ikke at finde den, der udfylder dit tomrum, men at lære at være hel på egen hånd. For først da bliver kærlighed ikke længere en redning, men blot en kilde til lykke.
Jeg har lært, at frihed til at være mig selv, med alle mine brudstykker og styrker, er den største gave, jeg kan give mig selv og den eneste vej til sand lykke.
