Efter Tanjas mands død var der kun gået to måneder, da en smuk kvinde i halvtredserne stod på hendes dørtrin.
– Goddag, hilste gæsten smilende. – Er du enken efter den berømte professor Søren Sørensen?
– Ja, nikkede Tanja. – Jeg er hans enke. Og hvem er du?
– Mig? – Gæsten smilede gådefuldt. – Jeg er Anne. Anekke, som din afdøde mand plejede at kalde mig. Jeg har brug for at tale med dig om noget meget alvorligt. Vil du invitere mig indenfor?
– Ja, selvfølgelig, svarede Tanja og åbnede døren med et anstrengt smil, mens hendes hjerte af en eller anden grund begyndte at banke uroligt. – Kom ind… Anekke… Så kan du også kalde mig bare Tanja.
– Det er fint, svarede kvinden ubekymret. – Tanja… Jeg har længe ønsket at se dig ansigt til ansigt. Ærligt talt, du er præcis, som jeg forestillede mig. En ægte professors hustru, der altid var til rådighed for sin mand, ikke sandt?
Husets frue sagde intet til denne spidse bemærkning, men hendes hjerte bankede endnu hårdere.
– Sæt dig venligst, sagde Tanja og pegede på en af lænestolene, da de kom ind i stuen. – Skal jeg forstå, at du er min mands tidligere elskerinde?
– Hvor hurtigt du gætter. Gæsten lo stolt. – Men jeg er ikke bare hans elskerinde. Det kommer vi til senere. Måske vidste du allerede, at Mark havde en anden kvinde ved siden af dig?
– Nej! svarede husets frue skarpt. – Men siden Mark kaldte dig ikke bare Anne, men… Anekke… Du sagde det ikke bare uden grund, gjorde du?
– Jo, det gjorde jeg ikke. Sagen er, Tanja, at Mark og jeg har en fælles datter.
-Datter? Husets frue stivnede og satte sig langsomt i en anden lænestol. – Mærkeligt…
– Hvorfor mærkeligt? lo Anne bekymringsløst. – I teorien kan enhver gift mand få et barn med en anden kvinde. Er det ikke rigtigt?
– Jo, selvfølgelig, det kan han, sukkede Tanja trist. – Men sagen er, at Mark og jeg ikke havde børn. Og det ved du hvorfor? På grund af hans infertilitet. Det kan dokumenteres af utallige lægeerklæringer. Skal jeg vise dem, eller tror du mig på ordet?
– Ja, ja… grinede gæsten igen. – Sådan sagde Mark også, da jeg fortalte ham om min graviditet. Derfor troede han ikke på mig, og vi skændtes om det, før vi til sidst gik fra hinanden. Men uanset hvad, jeg fik en datter med ham, og det kan nemt bekræftes med en DNA-test. Min datter og jeg har kun brug for biologisk materiale til testen. Vi vil finde det materiale. Og når vi gør og får lavet testen, vil du forstå, at mit barn nu er din mands eneste arving. Da I ikke havde nogen børn.
-Men det er jo absurd, sagde Tanja nervøst. – Hvordan kunne du få et barn med en ufrugtbar mand?
– Måske skete der et mirakel? smilede Anne fræk. – Man siger, der sker mirakler en gang i livet.
– Hvor gammel er din datter?
– Hun er allerede atten.
– Åh, hun er voksen. Hvorfor er hun ikke kommet sammen med dig?
– For det første bor vi i en anden by. Anne kiggede modigt Tanja i øjnene og nød sin frækhed. – For det andet, hvorfor skulle jeg inddrage barnet i retssager uden først at tale med dig om det. Hun ved stadig ikke, hvem hendes far er overhovedet.
-Mærkeligt. sagde Tanja med et skeptisk smil. – Du kommer her alene, erklærer at din datter er min mands datter og forventer, at jeg skal tro dig på ordet? Tror du, jeg er dum?
Gæstens ansigtsudtryk ændrede sig øjeblikkeligt og blev anspændt.
– Jeg ville bare advare dig om, at din mand har en potentiel arving, som snart bliver lovlig arving. Halvdelen af denne lejlighed og en del af dine ejendele tilhører mit barn. Når vi får det dokumenteret, at min Marie er Marks datter, tager vi det til retten og starter en deling af boet. Det er derfor, jeg er her. Så du er forberedt.
– Nå, javel… Tanja smilede pludselig. – Det er fint. Faktisk ville jeg sige – det er fremragende.
– Ja? sagde gæsten overrasket. – Hvorfor er det fremragende?
– Fordi du ikke kan forestille dig, hvor glad jeg er for denne drejning. Måske har gud sendt dig til mig. Og du ved, hvis du allerede nu havde DNA-testene, ville jeg give dig et stort kram! Jeg er klar til at indrømme, at pigen, som jeg først hørte om i dag, er min mands datter.
– Og hvorfor jubler du over det? – Anne så forvirret ud. – Er der intet der bekymrer dig?
– Selvfølgelig, bekymrer meget mig, men… – Tanja rejste sig fra stolen og begyndte at gå rundt i stuen. – Nu skal jeg også fortælle dig noget, så du er forberedt. Mens Mark var syg, og vi kæmpede for hans liv i tre lange år, tog vi lån i hans navn. Bankerne ville ikke låne mig noget, fordi jeg aldrig havde arbejdet nogen steder. Mark havde derimod en fin kreditvurdering. Han fik en god løn. Store penge… Men nu… Ved du, at denne lejlighed stadig er belånt, og vi har ikke kunne betale af på den siden Mark blev syg? Nu tager banken den. Og generelt…, jeg må kæmpe for at klare mig. Jeg har solgt alt, der var muligt at sælge, men … – Tanja smilede igen. – Men nu, ved jeg, at Marks arving også arver alle hans gæld. Så det er et mirakel, du kom i dag.
– Vent! Anne blev anspændt. – Hvordan kan det være? Din mand var en verdensberømt professor… Vil du derimod sige, at han havde gæld til banken?
– Ikke til en, til fem! Ja, vi skylder mange penge! Næsten fem millioner kroner… Jeg mener, vi kæmpede for hans liv, foretog dyre operationer, købte medicin, der kostede millioner. Men desværre… Vi tabte… Når de tager lejligheden, vil der stadig være en gæld på næsten tre millioner kroner. Jeg beder dig om hurtigt at lave din test. Jeg kan give dig Marks ting, hvorpå biologisk materiale nok er bevaret. Jeg glæder mig til at kunne slippe af med alt dette. Jeg kender en god advokat, der gerne vil hjælpe mig.
– Vent, vent! Anne sprang op fra stolen. – Hvorfor har jeg ikke hørt noget om hans gæld? Eller hans sygdom?
– Og hvornår talte du sidst med ham?
– Nå… sagde Anne lidt irriteret. – Vi talte i telefon for cirka ti år siden sidste gang. Jeg sagde, vi boede i en anden by.
– Ah, en anden by… og det er ti år siden… Ingen tvivl om, hvorfor du ingen idé har. Forresten, hvad er dit efternavn? Og jeg vil gerne have din adresse og telefonnumre. Din datters telefonnummer, og dit eget også.
– Hvorfor dog?
– Jeg vil give oplysningerne til inkassofirmaet, som har været ved at drive mig til vanvid. Lad dem kontakte dig og din datter for gælden nu.
– Hvorfor skulle de det?!
– Hvorfor ikke? Din datter er den potentielle arving, som snart bliver den lovlige arving. Du sagde det selv. Jeg frasiger mig min mands arv til fordel for hans datter. Når Mariens blod er Marks, så er det kun retfærdigt!
– Nej! udbrød Anne skræmt. – Det kan ikke være rigtigt!
– Hvad kan ikke være rigtigt?
– Måske tager jeg fejl. Din mand havde ret, det er ikke hans datter. Jeg husker pludselig! På det tidspunkt datede jeg en anden… Farvel! Glem denne samtale og mig og min datter. Jeg har kun set din mand én gang ved et oplæg på vores universitet.
Anne forlod indgangen hurtigt, og et par sekunder senere smækkede hun døren.
– Så… sagde Tanja stille leende. – Yderligere en potentiel arving, som er faldet fra.
Hvor mange flere er der i vente? Hvem bliver den næste?
Jeg burde bede nogle journalistvenner om at skrive om min angiveligt elendige situation, så jeg ikke selv skal lyve.
