To mænd på nakken
Så! Vælg: enten mig, eller din bror og hele jeres flok af piger! Nu må det være nok. Først hænger du din familie på mig, og nu også tilfældige damer? Jeg kan godt se, I har det nemt her!
Emma stod midt i soveværelset og skælvede af raseri. I hånden holdt hun det bevis, hun havde fundet en fremmed nylonstrømpe. For et øjeblik siden havde hun trukket den ud fra under sengen og kunne straks se, at den bestemt ikke var hendes.
Jonas, i stedet for at undskylde eller bare lade, som om han fortrød, så på hende, som om det var hende, Emma, der havde slæbt en anden mand med hjem. Han vippede utilpas fra fod til fod og sendte utålmodige blikke mod gangen.
Emma, drop nu hysteriet. Du overdriver altid, mumlede Jonas utilfreds. Det er vores gæst. Min bror og, for resten, din svoger. Han havde en pige med én gang gør det virkelig så meget?
Det var ikke det, Emma syntes. Hun følte noget helt andet, noget køligt og klæbrigt: væmmelse. Som at træde i gadens snavs med de pæne sko.
Hun så på Jonas flakkende blik, hvordan han håbede, hans bror, Martin, ville give ham medhold ham, der havde boet på hendes sofa i næsten et halvt år. Martin rørte ikke engang en finger.
Det er min lejlighed, og jeg vil ikke have fremmede ind. Faktisk vil jeg heller ikke have din bror her, sagde Emma langsomt, kæmpende for at bevare roen. Køb din egen lejlighed. Så kan hvem som helst bo der selv en elefant. Men min vil jeg have tømt!
Nu var det Jonas’ tur til at se forbavset ud. Selvom Emma mest af alt synes, at det bare var den naturlige afslutning.
Årh, Jonas lad os komme videre, lød det dovent fra Martin inde i stuen. Vi finder noget billigere og fredeligere. Kvinder gør altid ting værre du ved det jo.
Jonas opfattede det som en kommando. Han rev en sportstaske frem fra skabet og begyndte højlydt at kaste sine ting ned i den: T-shirts, jeans, oplader, undertøj blandet sammen.
Du skal nok komme til at fortryde det, Emma, mumlede han uden at se på hende. Hvem har du ellers, hvis ikke mig…
Da de gik, smækkede døren så det klirrede i glasskabet i stuen.
Og Emma blev stående alene og overraskende stilhed bredte sig straks. Hun satte sig på sengen, stadig med den forbandede nylonstrømpe i hånden. Hvordan kunne det gå så galt? Hvornår blev hendes hyggelige toværelses, arvet efter mormor, forvandlet til et herberg?
…Emma havde mødt Jonas for to år siden. De var meget forskellige. Hun var stille og lidt genert, havde svært ved at finde fælles fodslag med andre. Han var højlydt, snakkesalig, altid i fart. Selvom de begge var studerende, taxakørte han, og han opvartede Emma på den fineste vis: kom med chokolade, læste digte op, tog hende ud at spise. For Emma, som var flittig og beskeden, var det eventyrligt romantisk.
Forslaget om at flytte sammen kom mistænkeligt hurtigt: allerede efter et par måneder.
Kan ikke være et sekund væk fra dig, skat, hviskede han og holdt om hende. Vil falde i søvn og vågne op sammen med dig, altid.
Dengang smeltede Emma for hans ord. Først et halvt år senere fandt hun ud af sandheden: at Jonas bare var blevet smidt ud af sit værelse for at larme og akut manglede et sted at bo. Emma tog det med sit eget syn på sagen. “Alle har det svært indimellem. Det var bare uheldigt,” sagde hun til sig selv.
De boede roligt og enkelt i deres lille verden, selvom der ikke var mange penge. Hver morgen løb Emma til forelæsning, og hver aften underviste hun privat for at kunne fylde køleskabet. Jonas bidrog også på sin måde. Men efter to år blev de tre.
Jonas, du sagde jo, din bror kom til København for at starte på universitetet. Skal vi ikke invitere ham forbi? I er trods alt brødre… spurgte Emma en dag.
Hun anede ikke, at Martin ville blive så glad for at komme. Først kom han hver anden dag, så hver dag, og til sidst blev han bare boende. Emma, der altid havde lært at være gæstfri, begyndte at dække op og rydde af for to voksne mænd: vaske op, lægge sengetøj, vaske tøj, alt sammen alene.
Når Emma endelig forhørte sig til universitetet, lød Martins svar tørt efter tre måneder:
Jeg kom ikke ind. Manglede nogle point. Prøver igen næste år.
Emma blev stum af skræk. Nu var hun ikke i tvivl om, at Martin ikke agtede at flytte. Hvorfor skulle han det? Han havde egen stue, blev vartet op, fik mad og tøj vasket. Martin sov til middag, kiggede på sin telefon og gik ud med venner om aftenen.
Det blev værre, da Jonas sagde op i det byggemarked, hvor han havde arbejdet det sidste år.
Chefen er en idiot, sagde han. For mange krav, og lønnen er til grin. Jeg tager bare lidt taxi og ser mig omkring efter noget bedre.
Jobsøgningen trak naturligvis ud. Jonas tog kun ekstra ture måske én gang om ugen. Nu lå der to voksne mænd på Emmas sofa hele dagen, og begge hang de på hendes regning.
Det blev stadig sværere at få pengene til at række. Mad forsvandt som dug for solen. En pande frikadeller, beregnet til to dage, var væk efter én aften. Regningerne voksede, men Martin og Jonas lod, som om de ingen andel havde.
Emma kom hjem dødtræt til bjerge af snavset service. Tøjet lå og flød på badeværelsesgulvet. Nullermænd hobede sig op i hjørnerne.
Da hun for første gang prøvede at gøre indsigelse, så Jonas ægte forbløffet ud.
Emma, hvad er det dog for noget? Skal du virkelig skære ham i små portioner mad? Han har det svært, det er nyt for ham at bo i byen. Vær nu blidere du er jo kvinde.
Emma blev altid fremstillet som nærig og sur, én der nævnte maden. Så bed hun tænderne sammen og gik ud i køkkenet igen, gjorde rent, vaskede for ikke at ødelægge freden i hjemmet. For sådan skulle det vel være. Alle har det svært i perioder det tror man i hvert fald.
Men da hun en dag kom hjem til en halvfuld flaske billig vin og tre vinglas blev hun mistænksom. Da hun så fandt nylonstrømpen, brast alt.
Den første nat alene i lejligheden blev urolig. Stilheden virkede næsten for anmassende. Hun savnede Martins snorken fra stuen, TVets monotone summen, Jonas tøffel-skraben i køkkenet.
Men om morgenen var lettelsen større. Emma åbnede køleskabet: Osten fra i går lå, hvor hun havde lagt den. Juicekartonen var endnu uåbnet. Ingen havde drukket mælken direkte af kartonen. Ikke en krumme eller beskidt kniv var på bordet. Nu var hun hersker over sit eget hjem.
Om aftenen ramte ensomheden, og Emma tog hjem til sin veninde Sofie for at lette sit hjerte.
Du er fjollet, Emma, sagde Sofie mildt. Nu er de sikkert over hos en anden pige. Måske endda hende, der var på besøg. Og ærligt hvem siger, det kun var Martins gæst? Måske havde Jonas også noget kørende?
Tror du virkelig, Jonas var utro?
Hvad betyder det nu? De udnyttede dig begge. Vær glad for, at nogen efterlod dig den nylonstrømpe ellers havde du stadig to mænd på nakken.
Emma gik hjem og lavede ikke bare rent hun sagde farvel til sit gamle jeg. Hun smed hullede sokker, tomme cigaretpakker og sukkerpapir ud alt, der mindede om lejlighedens tidligere beboere, røg i skraldespanden. Selv gaverne. Hun skiftede lagner, vaskede gulv med Rodalon og fik først ro, da alt var friskt.
Ved udgangen af måneden balancerede hun budgettet og opdagede overrasket, at hun nu kunne lægge lidt til side hver måned.
Der gik halvandet år.
Emma ændrede sig. Hun fik job på en privatskole, lærte at sige “nej” og gjorde ikke sig selv bekvem for alle andre. Hun mødte Rasmus ingeniør, fem år ældre, med egen ejerlejlighed (om end den stadig var under afdrag). Nu tog Emma sig god tid hun observerede Rasmus i et halvt år, før hun sagde ja til at flytte sammen. De valgte Emmas sted hendes lejlighed lå tættere på centrum. Rasmus lejede sin ud for at komme af med lånet hurtigere.
Alt gik fint, indtil Rasmus en aften sagde:
Hør, Emma… Min mor ringede. Hun skal til undersøgelse på hospitalet, og det kan altså ikke klares hjemme på landet. Hun skal nok bo hos os i en uge eller to. Hvad siger du til det?
Det blev koldt i Emma. Billeder løb gennem hovedet: Martin, der lå spredt ud på sofaen, snorken gennem væggen, følelsen af at være gæst i sit eget hjem. Hendes hjerte satte tempoet op.
Hun så på Rasmus. Han ventede på svar. Det føltes, som om deres fremtid blev afgjort nu. Skulle hun tie? Tåle alt for kærlighedens skyld? Være bekvem for alle undtagen sig selv?
Emma trak vejret dybt for at lindre hjertet.
Rasmus, sagde hun så roligt, hun kunne. Jeg respekterer virkelig din mor, men jeg har en fast regel. Ingen gæster med overnatning her hverken fra din familie eller min. Vores hjem er vores fæstning, kun vores. Jeg håber ikke, du bliver vred… Men sådan har jeg det.
Der blev stille. Emma forberedte sig på anklager om egoisme, på skænderier og smækkede døre. Hun gjorde sig parat til at forsvare sig.
Men Rasmus hævede blot et øjenbryn og nikkede roligt.
Intet problem overhovedet, sagde han og gik tilbage til sin telefon. Der giver jo ingen mening at alle skal bo tæt, når jeg har en anden lejlighed. Ellers kan vi leje noget tæt på hospitalet så får hun ro, og vi forstyrrer ikke hinanden.
Emma stod et øjeblik og kunne ikke tro sine ører. Hun sukkede lettet.
Er du virkelig ikke sur?
Rasmus lagde telefonen, gik hen til hende og lagde armene om hende.
Hvorfor skulle jeg være sur? Det er helt naturligt at have grænser. Vi finder altid en løsning sammen.
Emma smilede og gemte ansigtet i hans skulder. Hun havde ikke bare lært at sige nej hun havde også fundet en mand, der forstod hende. Nu stod døren til hendes hjem og hjerte kun åben for dem, der kunne finde ud af at tørre fødderne af, før de gik ind.
