Da jeg var 10 år gammel og havde en bror på 12, som mest brugte tiden ude og legede, talte vi ikke ret meget sammen. I stedet hjalp jeg min mor med de daglige pligter derhjemme, mens far, der arbejdede på fabrikken, kom hjem sent om aftenen. Vi samledes rundt om spisebordet i stuen, og bagefter tog far sine blankpudsede lædersko på, stod et øjeblik foran spejlet og gik uden at sige noget. Mor stod altid lidt og kiggede på døren, efter han var gået, og jeg blev efterladt med at gætte, hvad der lå bag hendes blik og hvor far egentlig tog hen.
En aften blev min nysgerrighed for stor, og jeg besluttede mig for at følge efter ham, da han gik ud. Han gik op til Odense Koncerthus og forsvandt ind ad hoveddøren. Jeg tøvede, men til sidst gik jeg også ind. Her mødte jeg en smuk kvinde, som jeg straks genkendte som en berømt operasangerinde fra Det Kongelige Teater. Hun inviterede mig med, og sammen gik vi ind i den fyldte sal.
Til min store overraskelse stod min far på scenen og sang opera, som om han aldrig havde lavet andet. Det var tydeligvis hans hemmelighed, selv for mig. Han sang med sådan følelse, uvidende om at jeg sad blandt tilskuerne. Jeg blev helt overvældet og kunne mærke tårerne presse sig på. Publikum klappede længe og begejstret, og efter hans optræden blev han overdænget med blomster. Da koncerten var slut, gik vi sammen en lang tur i Kongens Have, begge glade.
Da vi kom hjem, hviskede jeg til min mor, at far ikke havde en veninde. Hun svarede stille: “Det ved jeg godt.” Og i det øjeblik blev det klart, at hun kendte til hans skjulte talent og de mange aftenture.
Fra den dag af blev jeg stolt over min fars utrolige evne, og jeg værdsætter vores lille hemmelighed og er dybt taknemmelig for den glæde hans gave har bragt os. Jeg lærte, at der tit gemmer sig magiske sider hos dem, vi tror, vi kender bedst.
