To de gamle kvinder, Gry og Birte, boede i den samme lille trækælder ved kanten af en fjeldskov i Jylland. De delte en samlet pension på 1700 kr for to, så pengene knap nok nåede til lys og brød. Gry var 86 år, Birte 84. De var ingen slægtninge, men havde engang boet i hver sin hytte, indtil en storm for femten år siden rev Birtes udvidelser ned til brænde, og Gry måtte flytte ind i Birtes stærkere hjem. De havde nu fem år med varme fra en gammel brændeovn og ingen mangel på at dele et ord, for ensomheden havde fået dem til at tale med deres egne tanker.
Tidligere havde de haft en lille gård med en ged og høns, men hvert år blev det sværere at holde den i live. De nåede et punkt, hvor haven ikke blev dyrket længere, og selv at tænde ilden i ovnen blev en kamp. Hver uge kom deres barnebarn, den 35årige motorcykelkører Søren, som de kaldte “Søren” i deres drømme. Han leverede store poser med rugbrød, kringler, te og sukker, som udgjorde deres hovedmåltid; af og til kogte de kartofler på en lille olielampe.
Da Gry og Birte så Søren ankomme, knækkede de sammen i tårer.
Hvis I fortsætter med at græde, vil jeg ikke komme mere, sagde Søren.
Ro, ro, vi stopper, beroligede han dem.
Søren skyndte sig at læsse varerne af, vandede fra brønden, lagde brænde i ovnen, så de kun behøvede at gniste en tændstik, spurgte:
Hvad skal jeg bringe næste gang? Jeg kommer om en uge. Bestil noget, så løber jeg ud som en fakkel, starter motorcyklen og suser væk.
Selv de korte sommernætter gav dem ingen søvn; de lå stille i mørket.
Søver du, Birte? spurgte Gry.
Nej, jeg har sluppet søvnen ud af øjnene, svarede Birte. Jeg faldt i søvn ved skumring, men nu er der ingen drømme.
Jeg også. Hvad tænker du på? spurgte Gry.
Alt. svarede Birte.
Jeg tænker på lyset derude Hvordan ser det ud? spørger Gry. Ingen ved det.
Og ingen vil nogensinde vide det, svarede Birte.
De ældre kvinder svækkedes, men deres sind arbejdede stadig så skarpt som i ungdommen, måske endda klarere, fordi afstanden giver et bedre overblik. Nogle gange sprang hukommelsen over en tanke, og de talte i cirkler. En nat stod Gry op og begyndte at klæde sig på.
Hvor skal du? råbte Birte.
Hjem, svarede Gry.
Men dit hjem er her!
Ikke, jeg går hjem, insisterede Gry og rystede på hovedet, men da hun nåede døren, greb hun grebet, vendte om, klædte sig af og lagde sig ned i sengen igen. Birte sagde intet; hun forstod, at Gry havde en kortvarig indre forvirring.
De lod sig ikke falde i langtidstrist, for Birte havde et barnligt glimt i øjnene, som en dukke.
Hør på min tåbelige forstand, sagde hun. Verden er ikke uden venlige mennesker. Søren kommer med mad, vi har brænde. Vi lever i vores eget hus, i varme og lys. Vores pension klarer os. Hvad mere kan vi ønske?
Du kan synge, sagde Gry. Du har en barnebarn. Jeg har ingen. Mine lemmer svigter, så jeg må til plejehjemmet.
Jeg vil ikke forlade dig! Så længe jeg kan bevæge mig, er du hos mig. Selv i plejehjemmet er der mennesker, sagde Birte.
Gry blev opmuntret af Birtes ord, hendes øjne lyste som en solopgang, og Birte strålede af sindsro, glæde og kærlighed.
Deres børn var gået i krig, fire sønner til Gry, to til Birte. Gry mistede sin mand, der blev syg under høstarbejdet med en mavebetændelse. Han blev kørt til hospital på en rystende trækvogn og fik diagnosen betændt blindtarmsbetændelse. Alle Grys fire sønner døde én efter én. Hvordan kunne hun bære så meget smerte uden at gå til grunde? Efter hver ny tragedie faldt hun i bevidstløshed, så barnepiger vandede hende, men hun rejste sig hver gang, som om hun var lavet af stål, og levede til hun blev 85. Hun bar ingen nag, kun en bitterhed, og hendes sjæl sørgede konstant.
Birte mistede sin mand og en søn, men en anden søn kom tilbage, halvt forvirret, men i live. Han slog sig ned i byen, giftede sig, men døde i en alder af 37. Birtes svigerdatter giftede sig igen, og Søren boede nu mere hos sin bedstemor. Birte takkede Gud for nåde: hendes slægt var ikke udryddet som Grys, hun havde en barnebarn, hvis arbejdsomhed holdt dem i live, og hans børnebørn voksede.
Så, min ven, spurgte Birte. Hvad behøver vi? Et stykke rugbrød og en kop te, så er vi mætte hele dagen. Eller har du brug for noget andet?
Jeg behøver intet, sagde Gry. Måske kun at Gud fører mig til døden.
Tiden vil komme, så dør vi, svare Birte.
Da foråret kom, iført deres vinterfrakker og tørklæder, gik de ud på gården, satte sig på en gammel mursten, solbadede sig og lyttede til jordens duft. Vinden bar med sig en duft af nygrødt græs, men også en underlig melankoli. De sad i samme stilling i timersvis hænderne hvilte på en stok, ansigtet vendt mod solen, kun øjnene blinkede lejlighedsvis.
Når de skulle tale, blev deres ansigter livlige, de bøjede læberne.
Det er på tide at dø! sagde den ene. Det er varmt, blomsterne blomstrer, græsset er grønt, fuglene synger.
Ja, svare den anden. Jorden er luftig som dun, let at grave i.
En morgen blev Gry rastløs. Hun sad et øjeblik på murstenen, rejste sig så og gik ind i hytten. Hver trin på verandaen var en kamp; hendes hænder rystede som fugleklør, hun greb væggen, gik langs de udvidede plankegulve og faldt på sengen ved siden af en knækket pæl. Et svagt støj kom fra hendes mund.
Birte mærkede straks, at noget var galt, og gik efter hende. Grys ansigt blev mørkere, hendes øjne mistede glansen. Birte forstod, at Gry kun havde kort tid tilbage og begyndte at holde vagt.
Gry forsøgte at rejse sig, men faldt igen på den samme side. Hun vendte sig på ryggen, men det var ubekvemt; hun stødte hovedet mod puden og sank dybt.
Birte kom flere gange for at hjælpe, men indså, at hun var magtesløs, og satte sig ved siden af for blot at holde øje.
Om aftenen blev Birte pludselig let. Hun åbnede øjnene, så et blegt ansigt, og hendes blik kredsede roligt omkring. Hendes hjerte bankede svagt.
Birte gik væk for ikke at forstyrre Gry, som aldrig vågnede igen.
Da natten faldt på, hørte Birte kun Grys svage ånde. Hun forventede ikke den styrke, der pludselig løftede Gry fra sengen og lagde hende på en anden madras. Hjertebanken gik i tre eller fire slag og stoppede så for altid.
Jeg er udmattet! råbte Birte i hele hytten. Hvem har jeg nu?
Hun hylte:
Hvorfor skulle jeg være så hård ved dig! Vi har levet som søstre!
Hvad med Søren? Hvorfor skulle han straffe os?
Birte tænkte så længe, at hun ikke mærkede, at morgenen brød frem, mens sangen fra en sangfugl fyldte luften.
Morgenen kom med et brøl fra motorcyklen. Birtes ben, som var blevet unge igen, bar hende ud på verandaen.
Englene har sendt dig hertil i dag, sagde hun til Søren. Gry er død.
Søren blev bleg.
Hvordan skal jeg leve alene? spurgte Birte og faldt på en trinrampe.
Du skal ikke tænke på det, svare han. Jeg forlader dig ikke. Jeg tager dig med mig om vinteren.
Lad mig dø i denne sommer, hvis Gud vil.
Igen de samme ord! sagde Søren med en rynke.
Hvad skal jeg så tale om? Du er min søn, men din kone er en fremmed for mig, jeg vil blive som en stub i jeres hus, som I vil snuble over.
Der er intet at diskutere.
Birte og Søren tilbragte to dage i travlhed, mens Birte næsten ikke genkendte sig selv hvor kom den nye energi fra? Havde Grys ånd overtaget hende?
Birte blev alene, og en så dyb sorg ramte hende, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Det var en melankoli over en person, som hun havde delt alt med. Femten år i fællesskab havde gjort dem tættere end søskende. De så på hinanden som deres anden selv. Aldrig havde de kun haft en konflikt uden at kritisere hinanden. De forstod, at de kun levede fordi de var sammen, og begge frygtede at ende alene.
Du har det så let! sagde Birte til Gry i drømmens tåge. Jeg er så ked af det!
Søren besøgte ofte, næsten hver dag, nogle gange overnat. Han bragte kringler og tørre kiks, som Birte dyppede i te. Men selv de yndlingskiks kunne ikke trøste hende.
En sommerkveld, mens Birte stille ryddede hytten, hørte hun pludselig Grys stemme:
Hej, gamle ven! Hvor har du gemt dig?
Birte åbnede døren til stuen ingen. Hun gik rundt om huset, rystede en pinde i de vilde brændenælder, men ingen gemte sig. Alligevel var stemmen klar i hendes hoved. Måske havde hun forestillet sig Gry så stærkt, at stemmen blev til lyd.
Hun tænkte: »Det må have været Gry, der kom for mig. Måske savnede hun mig.«
Hænder og ben blev tunge, og hun kravlede til skuffen, trak frem et lille bundt tøj, lagde det på bordet og gik i seng.
Hun vidste ikke om det var dag eller nat, hvor længe hun lå timer eller dage. Livet i hende svandt langsomt, men der var ingen smerte, kun en fredfyldt ro. Minder af barndommen fløj frem: en treårig pige på en blomstrende eng med sin bedstemor, en ung mand i en hvid skjorte, egne børn, arbejdet med at høste, slå med hammer i en smedje, duften af halm og hør. Livet syntes både uendeligt langt og som et øjeblik.
Søren kom på motorcyklen, så sin bedstemor ligge stille, lagde sit hoved på bordet ved kludsen og græd højlydt.
