**To årtier uden gaver til hende: Et harmonisk samliv**
Jens Sørensen havde aldrig givet sin kone en gave, selvom de havde levet tyve år i ægteskab uden problemer. Det var ikke fordi han var nærig, men chancen havde bare aldrig rigtig budt sig. Med Mette gik alt så hurtigt: En måned efter de mødtes, blev de gift.
Deres møder var heller ikke præget af gaver. Han kom forbi den lille by, hvor hun boede, fløjtede under hendes vindue. Hun styrtede ud, og de satte sig på bænken ved porten, snakkede knap nok indtil midnat.
Det første kys stjal han på deres forlovelsesdag. Så kom brylluppet, livet med hverdag og bekymringer. Jens viste sig som en dygtig forretningsmand, der fik sin svinefarm til at blomstre. Mette arbejdede hårdt i haven, hendes grøntsager var naboenes misundelse. Så kom børnene, bleer, snørebånds-kjoler, børnesygdomme… Gaver? Ingen tid til det. Højtiderne blev fejret enkelt, med en god middag. Således gik deres liv, uden store højdepunkter, men fredeligt.
Engang før moderdag tog Jens til markedet med sin nabo for at sælge kartofler og flæsk. Han havde tømt kælderen, sorteret kartoflerne og ville af med overskuddet. Flæsket måtte også af vejen før det nye gris blev slagtet. På markedet var der en behagelig kulde, allerede med en duft af forår. Mod alle forventninger solgte alt som smør. Flæsket var væk på et øjeblik, kartoflerne forsvandt som slik. *”Ikke dårligt,”* tænkte Jens tilfreds. *”Mette bliver glad.”*
Han pakkede poserne i nabens varevogn og gik ud for at handle. Mette havde givet ham en lille liste. Som sædvanlig stoppede han først på den lokale kro for at fejre handlen. Ikke fordi han var dranker, men han troede fast på, at hvis man ikke skålede, ville det bringe uheld til næste salg. Efter en øl gik han videre med lette skridt, betragtede butiksvinduerne og menneskemængden. Pludselig faldt han næsten bogstaveligt over et uventet syn.
Foran en butik stod et ungt par og beundrede en kjole på en dummy. Pigen, frisk som en blomst, udbrød:
*”Nanna, kom nu, du bliver ikke stående her hele dagen?”*
*”Se, Magnus, den er fantastisk! Den ville passe mig perfekt.”*
*”Pff, det er bare et stykke stof.”*
*”Din klovn! Det er den nyeste retro-stil! Giv mig den til moderdag, hva?”*
*”Nanna, vi har ingen penge. Hvis jeg køber den, spiser vi nudler resten af måneden…”*
*”Vi klarer det, skat! Jeg vil have den så gerne. Vi har været gift i et år, og du har aldrig givet mig noget, ikke engang til jul!”*
*”Nanna, du driver mig til vanvid…”*
*”Jeg elsker dig, min skat,”* hviskede hun og kyssede ham blidt før hun trak ham med ind i butikken.
Drengen så Jens blik og trak på skuldrene med et medgørligt smil, som for at sige: *”Kvinder, hva?”* Lidt efter kom de ud, Nanna lo og holdt den dyrebare pose tæt. Jens blev stående tankefuld. Kjolen var flot, enkel, med blomster ligesom den Mette engang bar på deres møder. En glemt følelse vældede op i ham. Var det nostalgi? Eller spejlet af det, de engang havde været? En tanke ramte ham: *”Jeg har aldrig givet Mette noget. For travlt. Og jeg syntes, det var unødvendigt. Men den dreng der ville sulte sig selv for at gøre sin kone glad. Af kærlighed. Elsker jeg Mette? Før ægteskabet troede jeg det. Så forsvandt alt i rutinen. Et liv i arbejde, uden minder… Åh, for pokker!”*
Det stjålne lykkesyn gjorde ondt. Han ville også føle det.
Bestemt gik han ind i butikken. En ekspedient kom smilende hen:
*”Kan jeg hjælpe?”*
*”Ja, min pige. Jeg vil have kjolen i vinduet.”*
*”Åh, et fremragende valg! Den er i ren silke, vintage-stil. Din datter vil blive glad.”*
*”Det er ikke til min datter, det er til min kone,”* knurrede Jens.
*”Åh, hvor er hun heldig!”* kvittede ekspedienten, mens hun pakkede kjolen.
*”Hvor meget?”*
Da hun sagde prisen, standsede hans åndedræt. En formue.
*”Hvorfor så dyrt?”* gøede han.
*”Den er designet af en stor modekunstner,”* forklarede hun tålmodigt.
Han tøvede. Men billedet af Nannas strålende ansigt dukkede op igen. Så besluttede han sig.
*”Jeg tager den.”*
Han talte sedlerne ud og gik, stolt af sin frækhed. Naben ventede allerede. Hjemturen var munter. Naboen pralede af sin fortjeneste.
*”Hvad med dig? Gik det godt?”*
*”Hvad mener du?”*
*”Fik du solgt godt?”*
*”Tæller du andres penge nu?”* knurrede Jens irriteret.
*”Hov, rolig,”* gryntede naboen overrasket.
Da de kom hjem, var Mette ikke kommet hjem fra gården endnu. Jens tog sig af dyrene, gjorde staldene rene, fodrede svinene. Men trods den gode gerne knugede noget hans bryst. Hvorfor denne uro? Han trak på skuldrene og gik ind, satte sig med en øl. Så endnu en. Det hjalp lidt.
Døren smækkede. Mette kom ind med sit sædvanlige alvorlige ansigt.
*”Er du her? Hvordan gik det på markedet?”*
*”Fint. Her er pengene.”*
Mette talte sedlerne.
*”Der mangler. Solgte du dårligt?”*
*”Nej, det er bare… resten er her, i denne pose.”*
Mette tog kjolen ud, mistænksom.
*”Hvem er den til? Til Freja? Den ser for stor ud til hende. Du spilder vores penge…”*
*”Den er til dig,”* sagde han usikkert. *”Til moderdag.”*
Stilhed.
*”Til mig?”* sagde hun vantro. *”Virkelig?”*
*”Ja, til dig!”* sagde han lettet over, at hun ikke skældte ham ud. *”Hvem ellers?”*
Mette brast i gråd og løb ind på soveværelset. Ti minutter senere kom hun tilbage med røde øjne.
*”Den passer ikke mere. Jeg er blevet tykkere.”*
*”Hvad mener du?”* stammede han. *”Jeg husker, du havde sådan en, da vi sad på bænken…”*
*”Åh, min stakkels mand,”* lo hun skælvende. *”Det er tyve år siden! Tingene forandrer sig.”*
Han så hende lige i
