Tjenestefolk til hans mor

Kasper, jeg forstår godt situationen, men jeg har altså ikke meldt mig som kok til din mor, hviskede jeg irriteret til ham, mens jeg lagde en dåse ærter ned i indkøbsvognen. Jeg har mest lyst til bare at droppe det hele, sætte mig i bilen og køre hjem. Det skulle være en hyggelig aften med os tre, men nu står vi her og forbereder mad til en hel bataljon af slægtninge, mens din mor slår sig ned og gør ingenting! Helt ærligt, er det okay?
Kasper trak sig lidt og kiggede ned i gulvet, som om indholdet i surimi-pakken var det mest spændende i verden. Han lignede en hund, der var blevet taget i at tygge på skoene.
Rikke, rolig nu, folk kigger mærkeligt på os mumlede han, mens han prøvede at tage mig blidt om albuen. Jeg trak min arm til mig. Mor har måske overvurderet sine evner, det kan ske for os alle. Lad os nu bare købe resten, komme tilbage til lejligheden og få gjort de salater færdige. Vil du ikke gøre det for min skyld og for festens skyld?
Overvurderet sine evner. Sikke en fin omskrivning.
Jeg kunne mærke mine tænder bide sammen. Jeg vidste jo godt, at svigermor havde regnet det hele ud.
Det begyndte en uge tidligere med et opkald. Hanne Andersen ringede for at ønske os godt nytår og inviterede os til jul hos hende.
Mine børn, sukkede hun så sødt, at man nærmest blev diabetiker bare af at lytte. Kom nu til mig til jul. Jeg savner jer så meget! Vi kan sidde sammen, bare os tre, tale om gamle dage. Det er så ensomt her helt alene.
Allerede der blev jeg mistænksom. Jeg havde på fornemmelsen, hvor det ville ende. Disse rolige familieaftener hos svigermor endte altid med en afhøring om børnebørn.
Da Hanne første gang bragte det op, var Kasper og jeg end ikke gift.
Rikke, har du tænkt over børn? spurgte hun pludseligt, netop som vi var alene.
Jeg blev helt paf.
Altså Jeg vil gerne have børn, men ikke lige nu. Kasper og jeg er jo kun kærester
Åh, det stempel i passet forhindrer ikke børn, sagde Hanne med en håndbevægelse. Men du bliver jo ikke yngre, uret tikker, du ved Og jeg også Så dør jeg, uden at have set mine børnebørn.
Først prøvede jeg at joke det væk, senere begyndte jeg at svare mere kort for hovedet. Til sidst begyndte jeg at undgå Hanne, for at skåne mine nerver.
Så Hanne og jeg lærte aldrig rigtig hinanden at kende. Kasper ville ikke sige nej til hende; han var en blød og kærlig søn.
Rikke, kom nu, tag med bad han mig ved næste opkald. Hun er jo gammel. Hun er faktisk ensom. Det er kun én gang, for min skyld, okay?
Kasper, jeg holder dig jo ikke tilbage. Kør selv. Du ved jo, jeg ikke fejrer jul.
Tænk på det som en almindelig familiemiddag, insisterede Kasper. Mor vil gerne prøve at få det bedre med dig. Vi er jo familie
Jeg modstod længe, men endte med at sige ja. Tænkte det blev et kort besøg med kage og kaffe. Hvor tog jeg fejl
Allerede dagen før gik det galt. Hanne krævede, at vi mødte op klokken otte, så vi kunne være sammen længst muligt. Jeg nægtede hårdnakket ville sove længe lørdag, og fik fremskaffet udsættelse til klokken ti.
Vi gik søvnige ind i hendes lejlighed og ingenting. Ingen duft af steg, ingen snurren fra køkkenet. Hanne mødte os i en slidt morgenkåbe og papilotter.
Endelig! Nå, klokken er halv elleve! Gæsterne er på trapperne, og vi har ikke rørt en finger! I må op og hjælpe mig straks.
Jeg nåede ikke engang at hænge min frakke op.
Hvilke gæster? spurgte jeg.
Nå, jamen Lars og Birgitte fra Odense kommer forbi, Tante Karen fra tredje sal, min niece lovede at kigge forbi Nå, jeg kunne da ikke sige nej! Nu ikke mere snak ind i køkkenet med jer, vi har travlt!
Og der gik det op for mig: Vi var ikke inviteret som gæster, men som gratis hjælpere.
Festen blev et mareridt. Hanne gik fra at være værtinde til at være general. Hun løb rundt i lejligheden med en karklud og gav gode råd. Selv rørte hun ikke så meget som en gulerod. Og hun havde endda formået at glemme flere ting fra indkøbslisten, så Kasper og jeg måtte tilbage i Netto.
Jeg overvejede seriøst at forlade det hele, men blev, for Kaspers skyld.
Så stod vi begge i køkkenet. Jeg ved skærebrættet, Kasper ved kartoffelspanden. Ingen feststemning, kun rengøringsstation. Vi svedte i fem timer uden pause.
Omkring fire begyndte gæsterne at komme. Velklædte, med velduftende parfume. Kasper og jeg var stadig svedige og udmattede, helt matte. Vi nåede først til bordet til allersidst, smadrede i ansigtet, plettet tøj. Fest, det føltes det bestemt ikke som.
Hanne havde dog nået at skifte til pæn kjole og lægge læbestift. Hun sad i midten og tog imod roser.
Hanne, du er som altid Sikke en værtinde, hvor er der meget mad! roste en af gæsterne hende, mens hun tog den salat, jeg havde skåret.
Jeg gør mit bedste for jer, svarede Hanne med et beskedent smil.
Oveni begyndte Hanne igen at tale om børnebørn: hun holdt en tale om kvinders ur. Hvis Kasper ikke havde grebet mit knæ under bordet, havde jeg nok smidt vinaigrettesalaten af bordet.
Det bliver sidste gang, sagde jeg tørt til Kasper, da vi kørte hjem. Jeg sætter aldrig mine ben hos din mor igen. Du kan tage ud til hende, hjælpe til, knokle så meget du vil, men jeg er færdig.
Kasper prøvede ikke engang at diskutere. Han nikkede blot.
Tre måneder senere. Min ryg holdt op med at værke, men der sad stadig en bitterhed. Da Kasper en martsdag nævnte, at hans mor inviterede os, spændte jeg kæberne.
Hun vil holde noget på kvindernes internationale dag. Siger det kun bliver os tre i denne omgang. Måske lige Tante Karen, men hun går straks igen, sagde Kasper, men blev hurtigt defensiv. Men du behøver ikke, hvis du ikke vil. Bare så du ved det.
Kasper så nærmest ud til at vente på ballade. Men jeg stirrede ud af vinduet og
Fint. Fortæl din mor, vi kommer.
Får du mig, Rikke? Du sagde jo
Jeg kan godt huske, hvad jeg har sagt. Hvis jeg siger nej, begynder hun bare at ringe hver dag, som sidst. Jeg vil have ro. Lad mig håndtere det så vi slipper for slavemetoderne igen.
Kasper valgte ikke at spørge ind til detaljerne, men holdt sig neutral.
Kvindernes internationale dag startede, mod Hannes forventning, ikke med alarmklokker og stress. Kasper og jeg lå i sengen, så en fjollet serie og spiste is direkte fra emballagen. Ingen makeup eller pæne skjorter.
Ved middag begyndte Hanne at ringe.
Hej Hanne? Du tror det nok ikke, men vi har først lige åbnet øjnene, sagde jeg med falsk skyldfølelse. Vi var sammen med venner til sent i går, og vi sov alt for længe.
Åh, Rikke, jeg har ventet på jer! svarede hun irriteret. Gåsen bliver kold.
Vi er på vej, en time eller halvanden vi lover det! sagde jeg, og lagde på. Gik tilbage til serien.
Kasper var tydeligt nervøs, men sagde ingenting. Han foretrak nok sengen fremfor slavearbejdet i køkkenet.
Ved ét ringede telefonen igen. Jeg ventede lidt, før jeg tog den.
Vi er næsten på vej, Hanne! Skal lige bestille taxi.
Endnu en time senere:
Der er sket trafikulykke, hele vejen er spæret. Kæmpe kø, men det løser sig snart, meddelte jeg, mens jeg dæmpede tvet.
Ved halv fire kunne Hanne ikke holde sig længere.
Hvor bliver I af?! skreg hun frustreret. I kunne have gået turen fire gange!
Jeg hørte tydeligt flere stemmer og latter i baggrunden. Jeg skævede.
Hanne, er du ikke alene?
Alene, ikke alene Det er da ligegyldigt? knurrede hun. Familien kom forbi. Kan da ikke smide dem ud! Men jeg har det hårdt, er ved at falde om.
Det var tydeligt: Hanne havde igen planlagt en arbejdsdag for os, men nu var hun fanget i sit eget arrangement.
Ved du hvad Vi kommer ikke, sagde jeg roligt.
Hvad?!
Jeg blev pludselig dårlig. Vi vender om og tager hjem.
Der blev helt stille, før Hanne brød ud.
Hvordan kan du gøre sådan noget?! Utaknemmelige menneske! Jeg har stået ved gryderne hele dagen for hvem? For hvem?! Du gør det med vilje! Hvis jeg får et ildebefindende Kasper! Giv mig Kasper!
Kasper så ned, men rørt sig ikke. Jeg slukkede for samtalen og slukkede mobilen.
Præcis som jeg regnede med, sagde jeg til Kasper. Igen et helt selskab, og planen var, at vi skulle være deres tjenere. Nu må hun selv klare det.
Om aftenen tog vi hjem til mine forældre.
Forskellen kunne mærkes allerede i entreen. Der var travlhed, men stemningen var helt anderledes. Ingen sad og ventede surt på hjælpen. Min mor prøvede at få plads til en kæmpe salatskål, og min far var i gang med sandwichene.
Nå, de unge er kommet! sagde han glad. Kasper, tag lige nogle stole ind i stuen, I har ellers ikke et sted at sidde.
Kasper gik ud efter stole. Jeg stillede mig ved siden af min mor, hjalp med at dække op.
Her hjalp vi til, ja men fordi vi ville. Det føltes helt naturligt. Alle bidrog, så det blev hyggeligt for alle.
Til bords sad jeg og så på min smilende mor og på Kasper, der snakkede venskabeligt med min far, og mærkede langsomt at det indre pres forsvandt. Det var retfærdighed, endelig. Det blev hårdt, det blev til konflikt, ja men Hanne får nok ikke mulighed for at tage os som slavearbejdere igen. Nu er broen mellem mig og svigermor brændt, og det er langt bedre end at være festens gratis tjenesteTil sidst lænede Kasper sig hen over bordet, tog min hånd og hviskede lavt:
Jeg tror, det her er første gang, vi har haft en rigtig familieaften.
Jeg nikkede, en lettelse sad som et varmt tæppe omkring mig. Uanset hvor mange gange Hanne ringede eller planlagde umulige arrangementer, havde vi besluttet, at vi ville vælge selv. Ikke ud af pligt, ikke ud af skyld, men ud fra eget ønske.
Da jeg mødte min mors blik, sendte jeg hende et smil, som hun straks gengældte. Hun forstod uden jeg behøvede sige noget.
Og mens latteren fra stuen bredte sig, og duften af friskbagt brød satte sig i væggen, mærkede jeg for første gang, at jeg sad på rette sted. Her var ingen generaler, ingen ur der tikkede. Bare os, og en slags frihed.
Kasper skævede til mig, lidt nervøst men tøvende håbefuldt.
Næste gang vi bliver inviteret til Hanne skal vi sige nej sammen?
Jeg lod blikket glide rundt på min familie, på min mor, der sang med på radioen, og min far, der lavede sjove ansigter. Og jeg mærkede, det var okay at sætte grænser.
Ja, sagde jeg og smilede. Næste gang siger vi nej sammen.
Så slog min mor glassene sammen, og Kasper grinede. For første gang føltes det som en rigtig fest og jeg vidste, at lige der, var vi ikke længere nogen tjenere, men de eneste, der bestemte over vores egne liv.