Tjenestefolk til hans mor

Jakob, jeg forstår det godt, men jeg har altså ikke meldt mig som kok for din mor, hviskede Rikke irriteret, mens hun smed en dåse ærter ned i indkøbsvognen. Jeg har mest lyst til bare at droppe det hele, hoppe ind i bilen og køre hjem. Jeg blev lovet en hyggelig aften for os tre, men nu står vi og laver mad til hele din families regiment, mens din mor bare sidder! Er det normalt?
Jakob trak skuldrene op og kiggede væk, som om ingredienslisten på krabbestænger pludselig var helt vildt interessant. Han lignede en hund der var blevet opdaget på den forkerte side af hegnet.
Rikke, shh… folk kigger jo, det er lidt pinligt, mumlede han og prøvede at tage hendes arm, men hun vred den hurtigt fri. Min mor har bare ikke helt vurderet sine kræfter rigtigt, det sker for alle. Lad os bare købe det sidste, tage hjem og få de salater overstået. Hold ud gør det for mig og for festen.
Ikke vurderet rigtigt. Hvor er det bare typisk.
Rikke kunne mærke raseriet knude sig. Hun vidste udmærket, at svigermor netop havde planlagt det hele ret så grundigt.
Det hele startede for en uge siden, da Ingrid Jensen ringede for at ønske de unge et godt nytår, og så straks fik den geniale idé at invitere dem over.
Mine små, lød Ingrids stemme så sukkersød, at man kunne få forhøjet blodsukker af at lytte. Kom nu til mig til jul, jeg savner jer sådan! Bare os tre, vi kan mindes gamle dage og snakke om livet. Det er så ensomt her mellem fire vægge.
Rikke blev mistænksom med det samme. Hun kunne mærke, at der var noget skummelt under overfladen. De der stille familiefester hos svigermor endte altid med et forhør om børnebørn.
Da Ingrid første gang bragte emnet op, var Rikke og Jakob ikke engang gift endnu.
Rikke, har du tænkt på børn? spurgte Ingrid ud af det blå, da de sad alene.
Rikke blev helt forvirret.
Øhm… begyndte hun usikkert, mens hun panisk tænkte på et svar. Jeg vil gerne have børn, men ikke lige nu. Jakob og jeg er jo bare sammen.
Jamen Rikke, et manglende stempel i passet er ikke en hindring, slog Ingrid af. Men alderen… Klokken tikker, du bliver jo ikke yngre. Det gør jeg heller ikke… Jeg dør vel uden at se mine børnebørn.
Rikke var først bare forvirret og prøvede at gøre det til en joke, men senere begyndte hun at bide fra sig. Til sidst begyndte hun bare helt at undgå svigermor for at skåne sine nerver.
Så de kendte egentlig ikke hinanden særlig godt. Rikke kunne nemt have fortsat med det, hvis det ikke lige var for Jakob, der var alt for blød og kærlig overfor sin mor til at kunne sige nej.
Rikke, kom nu, vi tager bare derhen, prøvede han efter det næste opkald, mens han kiggede hende ind i øjnene. Hun er jo gammel. Hun er ensom. Én gang for min skyld. Please.
Jakob, jeg holder dig ikke tilbage. Kør selv. Du ved jo, jeg går ikke op i jul.
Men tænk på det som en almindelig familiefrokost, insisterede han. Mor vil bare prøve at blive bedre venner med dig. Vi er jo familie…
Rikke sagde først nej, men gav til sidst op. Hun regnede bare med, at hun kunne slippe med et smil og et stykke kage. Så naivt.
Det gik skævt allerede dagen før. Ingrid krævede, at de kom klokken otte om morgenen, for så kunne de hygge længere. Rikke protesterede hun ville sove. Til sidst fik hun forhandlet sig frem til ti.
Så stod de der, søvnige, og trådte ind i svigermors lejlighed og ingenting. Ingen duft af steg, ingen spruttende olie. Ingrid tog imod dem i en slidt morgenkåbe med håret i papilotter.
Endelig! Så kom I! udbrød svigermor i stedet for at hilse. Halv elleve! Gæster er på trapperne, og der er ikke gjort noget som helst. I skulle have kommet tidligere! Hjælp mig nu.
Rikke frøs fast i gangen.
Hvilke gæster? spurgte hun forvirret.
Jamen, Ludvig og Annemette er lige i København på gennemrejse, dem kunne jeg ikke sige nej til. Fru Petersen fra tredje kommer også. Min niece kigger forbi… Jeg kan jo ikke smide dem ud, vel? Nå, på med forklædet, nu på køkkenet, vi har travlt!
Her gik det op for Rikke. De var ikke inviteret som gæster de var inviteret som gratis arbejdsfolk.
Festen blev til et mareridt. Ingrid blev fra vært til general, med en karklud i hånden, og kommanderede rundt i lejligheden. Hun rørte ikke en finger i køkkenet selv. Det viste sig også, at hun havde glemt at købe flere ting ind, så hun gav bare listen til Jakob og sendte de unge i Netto.
Rikke var klar til at flygte, men holdt ud for Jakobs skyld.
Snart stod de hver ved deres post. Rikke ved skærebrættet, Jakob med kartoflerne. Ingen feststemningbare en arbejdsopslagstavle. De knoklede i fem bagende timer uden pause.
Hen mod fire begyndte gæsterne at dukke op. Fine, parfumerede, glade. Rikke og Jakob havde sved på panden og skjorter med pletter. De kom til bordet i sidste øjeblik. Røde i hovederne, trætte og slidte… Ingen havde lyst til at feste. De ville bare hjem.
Ingrid, derimod, nåede både at skifte til en pæn kjole og lægge læbestift. Nu sad hun for bordenden og tog imod ros.
Ingrid, du er sådan en fantastisk vært, så meget har du lavet, roste en ukendt dame, mens hun lagde den oliviersalat, svigerdatteren havde hakket.
Jeg gør mit bedste for gæsterne, smilede Ingrid ydmygt.
Som prikken over iet begyndte Ingrid igen at tale om børn, med et moralsk glasløft om “tikkende ur”. Hvis ikke Jakob havde lagt hånden på hendes knæ, havde Rikke smidt skålen med vinaigrette ud over hele bordet.
Det her var sidste gang, sagde hun tørt til Jakob, da de kørte hjem sent om aftenen. Jeg kommer aldrig hjemme hos din mor igen. Du kan hjælpe hende og knokle, men alene. Jeg gør det ikke mere.
Jakob sagde slet ikke imod. Han nikkede bare.
Tre måneder gik. Rikkes ryg var forlængst holdt op med at gøre ondt efter den ulykkelige dag, men hun huskede stadig følelsen. Så da Jakob i marts sagde, hans mor inviterede igen, knyttede hun kæben.
Hun vil have os til middag på kvindernes dag, den 8. marts. Hun lover, det kun bliver os tre. Måske lige Fru Petersen hilser kort, men ellers… Sagde Jakob, men da han så Rikkes ansigt, tilføjede han hurtigt: Det er helt op til dig, jeg siger det bare.
Jakob forberedte sig på ballade skænderi, ubehag og sur stemning. Men Rikke stirrede bare ud af vinduet, og så…
Okay. Sig til din mor, at vi kommer.
Rikke… Mener du det? Du sagde jo selv…
Jeg husker hvad jeg sagde. Men hvis jeg siger nej, begynder hun at presse og ringe hver dag igen. Jeg vil bare have, at hun ikke inviterer mig mere, ikke klynker eller spiller på vores medlidenhed. Hør… Bare stol på mig, hvis ikke du gider stå i sved på hendes køkken endnu engang.
Jakob valgte ikke at spørge nærmere. Han tog den neutrale linje…
Den 8. marts begyndte dagen, stik mod Ingrids forventninger, på ingen måde med travlhed. Rikke og Jakob lå i sengen, så en fjollet tv-serie og spiste is direkte fra bakken ingen stress, ingen make-up, ingen nystrøgne skjorter.
Ved middagstid begyndte svigermor at ringe.
Hej Ingrid? Du tror det ikke, vi har lige åbnet øjnene, sagde Rikke med overdrevet beklagelse. Vi sad sent oppe med venner og har sovet igennem.
Hvordan kan det være, Rikke? Jeg har ventet hele formiddagen, svarede Ingrid surt. Så må I skynde jer, anden bliver kold.
Vi er på vej! En time, halvanden max, så er vi der, lovede Rikke, og så fortsatte hun med serien.
Jakob var tydeligt nervøs, men sagde ingenting. Det var bedre at ligge i sengen end at svede i svigermors køkken.
En time senere ringede telefonen igen. Rikke tog den først efter en pause.
Vi går snart ud af døren, Ingrid! Lige om lidt bestiller vi taxa og flyver ud, sang hun, stadig fra sengen.
Yderligere en time senere var der nye undskyldninger.
Der har lige været et færdselsuheld på ringvejen, hele vejen er spærret, sagde Rikke, dæmpede fjernsynet. Ret slem trafik. Men det løser sig snart.
Hen mod halv fire var Ingrid desperat.
Hvor ER I?! skreg hun nu, ikke længere venlig over telefonen. Hvor lang tid kan det tage?! I kunne have gået på den tid!
Rikke kunne høre snak og latter i baggrunden. Hun kneb øjnene sammen.
Ingrid, du har da ikke huset for dig selv, vel? spurgte hun direkte.
Om jeg har eller ej… Det er lige meget, svarede svigermoren irriteret. Nogle familiemedlemmer kom forbi og hilste. Viser dem jo ikke ud. Kommer I snart eller ej?! Jeg er ved at falde om, det er hårdt alt sammen alene!
Så var det klart. Ingrid havde nok regnet med gratis hjælp igen, men de udeblev, og hun skulle selv stå for det hele. Det gad hun ikke.
Ved du hvad… Vi kommer ikke, sagde Rikke roligt.
Hvad?!
Jeg har fået det dårligt, tror jeg blev køresyg. Vi vender om og tager hjem.
Der blev stille i røret, og så brød Ingrid ud i raseri.
Hvordan våger du?! Utaknemmelige menneske! Jeg har stået ved komfuret hele dagen, hvem gør jeg det for?! Du gør det med vilje! Bliver jeg syg af det her?! Jakob! Giv mig telefonen til Jakob!
Jakob havde hørt det hele, men sagde ikke et ord. Han åbnede bare sine hænder. Rikke trykkede på rød knap, slukkede mobilen og sagde:
Som forventet, sagde hun. Der er igen hele banden samlet, de ville have haft os til at servere. Lad dem klare sig selv hun inviterede jo hele cirklen.
Om aftenen tog de hjem til Rikkes forældre.
Forskellen mærkede man med det samme. Her var der også travlhed, men stemningen var helt anderledes. Ingen sad med sur mine og ventede på tjenere. Rikkes mor prøvede at få en kæmpeskål salat på bordet. Selv far stod og smurte sandwich.
Så er ungdommen kommet! grinede han, da han så sin datter og svigersøn. Jakob, tag lige nogle stole med ud i stuen, I har ikke noget at sidde på endnu.
Jakob gik straks i gang uden protester. Rikke hjalp sin mor med at dække bord.
De hjalp til, ja, men det føltes aldrig som udnyttelse. Det var bare naturligt alle tog del for at gøre det hyggeligt.
Da de sad til bords, og Rikke så sin mor smile og Jakob snakke med hendes far, kunne hun mærke, at spændingen slap. Retfærdigheden sejrede, omend via et hårdt opgør. Ingrid vil næppe prøve på det der igen. Mellem Rikke og svigermor er broerne brændt, men hellere det end at være tjenestepige ved andres fest…