Reparation af tilliden
Søren Nielsen gik mod centrets videreuddannelsesafdeling, som om han igen ledte efter lokaler til et værksted. Den samme sti gennem de smalle gårde, de samme Lejeskilte; kun nu tællede han ikke udstillingsvinduerne og spekulerede ikke i, hvor mange elever der ville strømme ind. Han talte trin ved indgangen for ikke at tænke på, hvor let hans økonomi og selvtillid gik i stykker sidste år.
Han var otteogfyrre. På papiret så det respektabelt ud, i hovedet føltes det som om nogen havde trykket på pause og glemt at slippe den igen. Han havde drevet reparation af husholdningsapparater i næsten et årti: først alene, så med en partner, så igen alene og uden nogle af de værktøjer, han måtte sælge, da huslejen steg, og kunderne begyndte at sige: Kan du gøre det for tusind kroner, eller endnu bedre gratis? Han fejlede ikke spektakulært; han var blot træt af at forklare, hvorfor arbejdet kostede penge, og en morgen kunne han ikke længere stå op med tanken om at smile til dem, der bajerede om hver eneste skrue.
I indgangen stod en vagtinde med strikketæppe og skarpe øjne.
Hvem leder du efter?
Jeg til en klub. Jeg mener, lede en klub han hørte sine egne ord og blev let forvirret.
Hun så på ham, som om han havde forvekslet døren.
Kontor nummer tretten. Gå til højre i gangen, så til venstre. Der er teknik. Vær stille, vi har vokalrum ved siden af.
Gangen var kold, med linoleum, der havde set flere reformer end han selv. Søren bar en kasse under armen fyldt med, hvad han havde samlet hjemme: et multimeter, et sæt skruetrækkere, to gamle loddekolber, en spole loddetin og en plastikbeholder med skruer. Det virkede som en komisk last for en mand, der engang drømte om et fuldt udstyret værksted med udsugning og ordentlig belysning.
Kontor tretten var engang et håndværksrum: borde, et låst skab, ved vinduet et langt bord med to loddeplader og en snoet forlængerledning. På væggen hang et falmet sikkerhedsplakat med ordene rør ikke med våde hænder stadig tydelige.
De første teenagere dukkede ikke op med det samme. På tavlen stod: Reparation og samling af husholdningsapparater, 1416 år, men i døren kiggede drenge på omkring tolv år og piger, der så ud som om de var blevet presset ind.
Reparerer I rigtigt her? spurgte en høj fyr i sort jakke, med hætten nedtrukket.
Ja, hvis der er noget at reparere.
Og hvis der ikke er?
Så vil vi knuse og sætte sammen igen han sagde det uden at forvente at sige det. Fyren fnøs og blev.
Der kom så en tynd, stille dreng med en rygsæk, der så tungere ud end ham. Han satte sig ved vinduet og trak straks en ternet notesbog frem. Han hilste ikke, så ikke på Søren, men rettede kun sin pen på papiret.
Hvad hedder du? spurgte Søren.
Emil, svarede drengen langsomt, som om han overvejede, om han overhovedet skulle svare.
To andre kom for selskab og hviskede ved døren. Den ene, rundansigtet med evig smil, den anden med høretelefoner, som han ikke tog af, selv når han talte.
Jeg er Lars, sagde den rundansigtede. Og det her er Kasper. Han hører fint, bare sådan.
Kasper løftede tommelfingeren uden at tage høretelefonerne af.
Søren indså, at hans gamle vane med at tale hurtigt og selvsikkert, som han gjorde over for kunder, ikke virkede her. Ingen var kommet for en service; de var kommet for at se, om han kunne holde trit med dem.
Han satte kassen på bordet og åbnede låget.
Sådan gør vi. Hvis du har et ødelagt apparat derhjemme, som du ikke er bange for at bringe tepotter, hårtørrere, gammeldags båndoptagere, højttalere, alt med en spids på 380 V så kom med det. Vi skiller det ad, ser hvad der er galt, og samler det igen. Brænder noget, så finder vi ud af, hvorfor det brændte.
Hvad hvis det giver et stød? spurgte Lars, tydeligt på udkig efter dramatik.
Så er jeg skyldig svarede Søren. Først lærer vi, hvordan vi undgår stød. Og ja, vi arbejder med afkoblet strøm. Det er kedeligt, men levende fingre er endnu kedere.
Den første lektion gik næsten uden reparationer. Søren viste, hvordan man holder en skruetrækker, undgår at rive i flader, og mærker skruerne, så ingen overskydende bliver tilbage. Teenagere lyttede, drømte, gik i stå. Emil tegnede rektangler på sin notesbog, som om de var kredsløbsdiagrammer. Kasper stirrede på sin telefon, men kiggede af og til op på Søren, som om han ville gemme noget.
Loddekolben, som centret havde givet ud fra en liste, var død. Søren satte den i stikkontakten, ventede, rørte ved huskroppen den var kold.
Den varmer ikke, sagde Lars med tilfredshed, som om han havde afsløret en løgn.
Så lad os reparere loddekolben svarede Søren roligt.
Han så Emil løfte hovedet en smule.
Anden lektion bragte en elektrisk tekande uden underlag. Skallen var intakt, knappen klikrede, men den tændte ikke.
Det er min mors, sagde Lars, og fortsatte: Hun sagde, hvis jeg reparerer den, behøver vi ikke købe en ny.
Søren fjernede den nederste låge, viste kontaktgruppen.
Se, her er brændt. Kontakten var dårlig, den overophedede. Vi skal fjerne rust, kontrollere om den er repareret.
Eller bare kortslutte? spurgte Kasper, endelig uden høretelefon.
Det kan vi, men så vil tekanden tænde, når den vil. Det er som
Han ville sige som en forretning, men stoppede.
Som en dør uden lås. Den ser lukket ud, men hvem som helst kan gå igennem.
De arbejdede sammen med Lars, mens Kasper holdt en lygte på telefonen. Emil sad ved siden af og sagde stille:
Der kan være en termisk sikring. Hvis den er sprunget, hjælper det ikke at rense kontakter.
Søren så på ham.
Hvor?
Emil tegnede en lille skitse i margen og pegede.
Normalt ved varmeren, i termisk krympeslange.
Han talte roligt, uden at prøve at imponere. Søren følte en mærkelig lettelse: han var ikke den eneste, der vidste, hvad der foregik.
De fandt sikringen, målte den med multimeteret. Den var intakt. De rensede kontakter, samlede, tilsluttede via forlængerledningen. Tekanden klikrede og brummede.
Wow! sagde Lars med et bredt grin. Den virker virkelig.
Indtil videre, svarede Søren. Men lad den aldrig stå uden opsyn, og fortæl din mor, at vi rensede kontakt, ikke brugte magi.
Hun vil nok sige, at jeg ikke gjorde noget, mumlede Lars, men uden vrede. Han lagde forsigtigt tekanden i en pose, som om det var et trofæ.
Tredje lektion bragte en hårtørrer. Pigen, Freja, holdt den som om den kunne bide.
Den lugter og slukker, sagde hun. Mor sagde, jeg skal smide den, men jeg har lige så meget brug for den.
Søren åbnede hårtørreren, og støv og hår faldt ud.
Det er derfor den lugter, bemærkede han. Det er ikke hårtørreren, der er dårlig, men livet.
Freja lo kort og forsigtigt.
Og den slukker?
Den overophedes, så termisk beskyttelse slukker. Vi skal rense børsterne, tjekke kontakten.
Kasper sprang op:
Jeg har den samme hjemme. Far lukkede den med lim, nu knirker den.
Lim? sagde Søren ironisk. Man kan lime mange ting. Nogle gange også forhold.
Kasper så på ham, som om han ville sikre, at han ikke tog spøgen for seriøst.
De rengjorde hårtørreren, smurte lejet med en dråbe olie, tjekkede ledningen. På et tidspunkt sagde Freja:
Hjemme gør vi det samme. Hvis du ikke rengør, brænder den.
Søren nikkede, som om han ikke fangede metaforen.
I de følgende dage kom Emil tidligere. Han satte sig ved vinduet, lagde sine skitser ud på bordet. Søren så, at Emils hænder var prikkede med små ridser, som om han også hjemme skruede på noget.
Hvor har du lært det? spurgte han en dag, da Emil uden at blive spurgt reparerede en gammel højttaler.
Hjemme. Bedstefar havde et radio. Da han gik bort, lå den der. Jeg ville ikke bare lade den stå, så jeg gik i gang.
Søren nikkede. Han forstod ønsket om at få ting til at fungere, fordi ellers gik så meget i stykker uden grund.
Han fortalte kun, at han tidligere reparerede apparater. Teenagerne spurgte ikke detaljer, men Søren fangede sig selv i at vente på et spørgsmål og frygte det. Han frygtede at høre i deres stemmer det, han selv havde hørt: jeg klarede det ikke.
En dag, mens de skruede på en kassettebåndoptager, som Kasper havde medbragt, mistede Søren tålmodigheden. En lille fjeder sprang ud under skabet.
Perfekt, sagde han med irritation. Uden den kan den ikke samles.
Lars udbrød:
Det er som i spil. Loot fløj væk.
Emil gik på knæ og kiggede under skabet. Kasper satte sig ned, tog den ene høretelefon af, og de gravede sammen, næsten uden at trække vejret. Søren stod og skammede sig over sin irritation. Han huskede, hvordan han i værkstedet havde ladet en kunde gå, når den kun stille spurgte. Så undskyldte han, men restelet hængte ved.
Okay, sagde han blidt. Det er min fejl. Jeg skulle have lagt et tæppe over bordet, så småting ikke fløj.
Det er okay, sagde Lars overraskende alvorligt. Vi laver også fejl.
Emil fandt fjederen med en lineal.
Fandt den, sagde han stolt.
Søren lagde fjederen i en lille æske og sagde:
Dette er en vigtig del. Ikke fordi den får maskinen til at virke, men fordi vi fandt den.
Kasper grinede:
Filosofi.
Nej, svarede Søren. Bare erfaring.
Et par uger senere annoncerede centret en lille messe for klubber for forældre og naboer. Bare et par borde i foyeren, børnene ville vise, hvad de lavede. Direktøren, en kvinde med kort hår og en evig mappe, gik ind i kontor tretten.
Søren Nielsen, du deltager også. Vis noget. Ingen farlige eksperimenter, forstået?
Vi har ingen farlige, svarede han.
Jeg så din forlængerledning, sagde hun kort og gik.
Søren så på ledningen, som virkelig lignede et knud fra en svunden tid. Han forstod, at på messen ville man se både fattig udstyr, deres læring på gamle stykker, og at han selv stadig var en håndværker, ikke en lærer.
Skal vi vise noget repareret? spurgte Lars.
Ja, men det skal fungere her og nu, ikke kun på bordet, svarede Søren.
Hvad hvis det ikke virker? spurgte Freja.
Så siger vi ærligt, at det ikke lykkedes, svarede han. Det er også en del af processen.
Emil rejste blikket fra sine skitser.
Må vi lave en stand? Vise, hvad der er indeni, ikke bare tændt. foreslog han.
Søren mærkede, hvordan noget i ham skiftede. Han var vant til at sælge resultatet. Her kunne de vise processen.
God idé, sagde han. Lad os gøre det.
På forberedelsesdagen blev de sidst i lokalet. Korridoren var dempet, renholderen vaskede gulvet, duften af rengøringsmidlet blandede sig med støvet fra værkstedet. Søren lagde pap, farvepenne, tape på bordet. Lars bragte en gammel ramme for at gøre det pænt. Kasper medbragte en lille højttaler, de lige havde vækket, og spiller stille musik.
Stiligt, sagde Søren instinktivt.
Jeg er stille, svarede Kasper, men dæmpede lyden.
Freja placerede hårtørreren ved et skilt Efter rengøring. Lars satte tekanden frem og skrev Kontakter. Ikke magi. Emil klistrede skemaet for båndoptageren på pap og tegnede pile.
Du er som en ingeniør, sagde Søren.
Jeg bare kan lide, når det er klart, svarede Emil.
Så brød en lille konflikt ud. Lars ville placere tekanden helt ude for at den skulle ses. Freja mente, den kunne væltes. Kasper sagde, det er ligegyldigt. Lars blussede op:
Det er altid ligegyldigt for dig! Du kom her kun for sjov!
Kasper tog høretelefonerne af.
Du kom for at vise din mor, at du ikke er dum, råbte han.
Stilheden sænkede sig i lokalet. Søren følte trangen til at gribe ind, men huskede, hvordan han tidligere havde lukket konflikter for hurtigt.
Venner, sagde han roligt. Lad os holde os væk fra personlige angreb. Vi er her for at lære.
Lars vendte sig, ører røde.
Jeg skal virkelig bevise noget, sagde han lavmælt. Ellers
Kasper så ned.
Jeg er her, fordi der er larm derhjemme, sagde han. Her erDa de alle så lyset fra den genoprettede tekande pulserende som en lille stjerne, vidste de, at drømmen om at reparere både maskiner og hinanden endelig var blevet til virkelighed.
