Tilgivelse
Signe Birkedal kom til verden i en velhavende familie. Faren var en højtstående leder i en stor virksomhed, moren holdt hjemmet, passede den eneste datter, strøg farens jakkesæt og lavede de berømte smørrebrød med sildemadder.
De boede i den lille by Vordingborg. Efter folkeskolen flyttede Signe til Aarhus for at studere. Der mødte hun Anders Nielsen, de giftede sig, og livet syntes at gå som smurt: deres eget hus, stabile jobs og alt gik op i en højere enhed.
Det eneste, der knugede dem, var fraværet af børn. De havde besøgt utallige læger, rejst til udlandet for anden mening, men alle gik i ét med et: Der var ingen helbredsproblemer.
Da den seneste graviditetstest igen viste negativ, brød Signe i tårer. Hvor mange gange skal man høre det er bare skæbnen, når man så gerne vil have et lille menneske, som kan skræmme en med et grin? tænkte hun.
Det var en søndag, og hun gik en tur i Kongens Have for at luftes. Solen skinnede, fuglene sang, og selvom alting omkring hende var i fuld hygge, føltes der et hul i hende.
På en bænk så hun en gammel dame, der fodrede duer med solsikkekerner. Duerne samlede sig omkring hende og kvidrede højlydt. Signe satte sig ved siden af og fik en pose med kerner, som damen stille rakte hende.
Mens de spredte kernerne, faldt Signe i snak med den ældre dame. Hun fortalte, at hun følte sig tom uden børn. Den gamle lyttede tålmodigt uden at afbryde.
Så sig mig, Signe, har du nogensinde såret nogen så meget, at du har glemt det?
Signe tænkte et øjeblik og svarede, at hun ikke kunne huske noget sådant.
Er du sikker? Måske fra skoletiden?
Signe havde altid set sig selv som en stille, beskeden elev, der aldrig kom i konflikt med klassekammeraterne. Hun havde mistet kontakten med dem efter folkeskolen og vidste intet om deres liv.
Pludselig ramte erindringen hende som en kold vind: hun huskede en pige fra klassen, Lise Madsen. Lise blev opdraget af sin bedstemor, og forældrene var ikke særligt pålidelige. Lise var ekstremt genert, holdt sig for sig selv og blev kaldt søde pige.
Lise blev ofte offer for drillerier. Hun talte kun med Signe over den gamle fastnummertelefon. De snakkede i timevis om bøger, film og lektier. I skolen gik Lise aldrig hen til Signe, som om hun var bange for at blive set sammen med den søde pige. Det var faktisk en lettelse for Signe hun ønskede jo ikke at blive mobbet for at have en søde pige-ven.
En dag gik Lise i en kjole og nederdel i stedet for skoleuniformen. I pausen gik lynlåsen op, så hun pressede den sammen med en sikkerhedsnål. Drengene så chancen, slap nålen og nederdelen faldt til gulvet. Latter brød ud, og alle pegede på Lise. Signe stod og så på, mens hun mærkede både medlidenhed og frygt for at blive drillet, hvis hun gik ind.
Lise samlede hurtigt sin nederdel, sprang ud af skolebygningen, løb mod Gudenåen og hoppede i vandet. Det var en kølig efterårsaften, men Lise mærkede ikke kulden. Hun svømmede, indtil hun næsten mistede bevidstheden. En forbipasserende mand trak hende op, lagde sin jakke over hende og ringede efter en ambulance.
Lise blev indlagt på sygehuset, lå i koma i flere dage, blev senere behandlet for en alvorlig nedkøling. Kun hendes bedstemor besøgte hende. Klassekammeraterne hørte ikke om det, og Signe glemte hurtigt at spørge ind til hende.
Lise vendte ikke tilbage til skolen. Man sagde, hun havde fået en psykisk forstyrrelse. Signe hørte aldrig mere om hende. Det var det eneste øjeblik, hvor Signe følte skam over sin egen passivitet, men hun havde jo ikke såret Lise direkte.
Signe ville fortsætte historien for den gamle dame, men opdagede, at damen var væk, og duerne fløj af sted. Med en idé, der voksede i hovedet, besluttede hun at besøge sin barndomsby. Hendes forældre boede nu et andet sted, og i Vordingborg havde hun ingen pårørende.
Næste dag spurgte hun om fri fra arbejdet og sagde til Anders, at hendes forældre havde bedt hende om at besøge sin hjemby. I Vordingborg checkede hun ind på et lille pensionat og gik straks mod Lises hus.
Intet syntes at have ændret sig. Signe stod foran døren og bankede. Efter et stykke tid åbnede bedstemor Madsen.
Signe? Hvad vil du?
Hej, jeg vil gerne se Lise. Er hun hjemme?
Hvem er Lise?
Det er min gamle klassekammerat. Jeg har brug for at tale med hende.
Bedstemoren sukkede og sagde:
Kom ind, du er jo her så.
Signe gik ind i Lises værelse. Lise sad med ryggen til, malede et billede.
Lise, hej. Det er Signe Birkedal. Kan du huske mig?
Selvfølgelig, Signe. Hvad vil du have?
Signe fortalte om sit liv, om den gamle dame og sin egen tomhed. Lise vendte sig, og Signe så, at hun var blevet en smuk kvinde med hår, der glimtede som solnedgangen over Kattegat.
Signe, jeg har ventet på dig længe, siden jeg lå på hospitalet ved Gudenåen. Jeg savnede dig, men du kom aldrig. Jeg var så ked af det, at jeg i mit sind ønskede, at du også skulle være barnløs. Jeg følte mig svigtet, så jeg tænkte på dig, som om du havde ladet mig i stikken.
Signe sank ned på knæ og græd.
Undskyld, Lise. Jeg var så flov over ikke at stå op for dig, ikke løbe efter dig. Jeg var egoistisk, kun tænkte på mig selv. Nu får jeg lov til at betale min fejltagelse.
Lise, med et blidt smil, rejste Signe op.
Signe, du behøver ikke undskylde. Jeg har tilgivet dig for længe siden. Jeg vil gerne hjælpe dig, men ved ikke hvordan. Jeg holder ingen nag.
De drak te, snakkede og lo, og Signe gik hjem med et lettet hjerte.
Tre måneder gik. Signe købte en ny graviditetstest. Da to streger dukkede op, sprang hun til telefonen og ringede til Lise. Lise blev overlykkelig, for hun havde altid tænkt, at hun på en eller anden måde var skyld i Signes barnløshed.
Signe ringede også til Anders og sine forældre. Alle jublede. Graviditeten gik glat, og hun fødte en lille pige, Alma. Lise blev udvalgt som gudmor, og hun takkede ja med et stort smil.
Sådan er det med ord, der kastes i vrede de vender ofte tilbage som en boomerang. Man kan undre sig over, hvorfor livet går skævt, hvis man selv spyr ud gift. Vær venlig, lev i fred og hygge, og lad ikke vrede bestemme din skæbne.
