Der var engang, da jeg kørte i en overfyldt bus i København. Livet havde været hårdt den morgen – mit hårtørrer var gået i stykker, og min mand, Mads, brokkede sig over, at æggene var brændt på. Uden morgenmad skyndte jeg mig ud af døren og ned til bussen.
Normalt kørte jeg på arbejde sammen med Mads, men bilen var på værksted i tre dage. Turen var lang, så jeg stirrede ud ad vinduet på de forbipasserende huse og mennesker.
Pludselig mærkede jeg et gennemborende blik. Da jeg vendte mig, så jeg et par velkendte grå øjne. Det var Rasmus – min første og ulykkelige kærlighed. Han smilede.
»Hej,« sagde han. Vi sad tæt på hinanden, kun adskilt af midtergangen. »Jeg genkendte dig med det samme. Du har næsten ikke ændret dig.«
»Hej,« svarede jeg. »Dig havde jeg ikke regnet med at se.«
»Hvordan har du det?« spurgte han.
»Fint,« løj jeg. »Og du?«
Inderst inde håbede jeg, han ville sige, at alt var galt – at hans kone havde forladt ham. Men i stedet sagde han:
»Jeg har det godt. Min kone arbejder, og min søn har netop taget eksamen og er taget til Spanien på ferie.« Han ville sige mere, men kiggede så ud ad vinduet og rejste sig.
»Undskyld, det er min stop,« sagde han, steg af og vinkede, indtil han forsvandt i myldretiden.
Jeg sad tilbage og tænkte på hans ord. Selvfølgelig var det en løgn, at jeg ikke havde ændret mig. Dengang var jeg en slank pige – nu var jeg en kvinde i fyrrene med lidt ekstra rundinger. Alligevel gjorde hans kompliment mig glad.
Mit hjerte hamrede. Hvor ofte havde jeg ikke drømt om dette møde? Selvfølgelig forestillede jeg mig, at jeg ville være rig og succesrig, mens han var ulykkelig. Men han var ikke længere den unge, slanke fyr – nu var han en velholdt mand med begyndende skaldede plet. Men hans øjne var de samme, og han så ikke ulykkelig ud.
»Typisk, at det skulle ske i dag,« tænkte jeg, »når alt allerede er gået galt.«
Jeg kørte videre og grublede over, hvorfor denne korte samtale havde rystet mig sådan. Hvorfor skulle vi mødes, når det kun rodede mine følelser?
Jeg huskede vores romantiske stunder, markblomsterne, han gav mig, kyssene og løfterne. Men pludselig var det min stop. Jeg skyndte mig af bussen og på arbejde.
Arbejdsdagen føltes evig. Jeg kunne ikke koncentrere mig.
»Det er utroligt, hvor meget Rasmus har sat mig ud af sporet,« tænkte jeg på vej hjem.
Lige da jeg kom ind ad døren, ringede telefonen.
»Mette, jeg henter bilen på værkstedet i aften. Jeg bliver nok lidt længere – spis uden mig,« sagde Mads.
Jeg havde ikke appetit. Jeg satte mig på sofaen og tændte fjernsynet uden rigtig at se det. Mine tanker flød tilbage til dengang Rasmus og jeg slog op. Det var over en bagatel – men i øjeblikket føltes det som verdens undergang. Jeg så ham med en anden pige, og hun holdt fast i hans arm.
Det var min daværende bedste veninde, Lærke, der havde introduceret os. Hun boede i nabolaget og mente, hun var ekspert i kærlighed. Hun gav mig råd, jeg i virkeligheden ikke burde have fulgt.
Min kærlighed til Rasmus var ægte. Første gang man forelsker sig, er følelserne vilde og ukontrollerbare. Han læste selvskrevne digte for mig, og jeg troede, de var de smukkeste i verden. Jeg troede, det ville vare for evigt.
En dag, da vi gik arm i arm, kom en kvinde gående mod os. Hun smilede og stoppede.
»Goddag,« sagde hun og så på mig, mens Rasmus fjernede sin hånd fra min skulder og grinede.
»Hej, mor. Hvor kommer du fra?«
Først nu gik det op for mig, at det var hans mor.
»Goddag,« mumlede jeg og blev rød.
»Hos bedstemor. Hun er blevet forkølet. Hvor skal I hen? Så det her må være Mette?«
»Ja, det er Mette,« sagde Rasmus.
»Du skal ikke være genert,« sagde hun venligt. »Min søn har fortalt om dig. Jeg er glad for, han har fundet sådan en sød pige.«
»Tak,« svarede jeg og kiggede hende endelig i øjnene. Hun virkede som en rolig og varm kvinde.
Men Lærke blandede sig altid. En dag rådede hun mig:
»Mette, du skal skændes med ham og så blive forsonet igen. Det gør kærligheden stærkere!«
Jeg fulgte hendes dårlige råd og fandt på dumme grunde til at blive vred. Men en dag tænkte jeg:
»Hvorfor skændes, når jeg bare vil have ham tæt på mig? Lærke aner ikke, hvad hun taler om.«
Jeg begyndte at lytte til mit eget hjerte i stedet for Lærkes anvisninger. Det kunne hun ikke lide.
»Nå, så er du blevet selvstændig, hva?« sagde hun hånligt. »Pas på, du ikke kommer til at fortryde det.« Jeg ignorerede hende.
Men så, på min fødselsdag, kom Rasmus ikke. I stedet dukkede Lærke op.
»Tillykke, veninde. Rasmus kommer ikke. Hans mor sagde, han er taget til sin bedstemor på landet – hun er syg, og han skal hjælpe med brænde og vand. Han ved ikke, hvornår han kommer tilbage.«
Der var ingen mobiltelefoner dengang, så jeg kunne ikke tjekke. Jeg troede på hende.
En uge gik. Ingen Rasmus. Jeg besluttede at gå hen til hans mor, men på vejen forbi det lokale ungdomsklub så jeg ham stå med en flok venner. Han kiggede på mig og vendte sig væk. De andre grinede højt.
Jeg løb hjem i tårer. »Hvorfor? Hvad har jeg gjort?« Mine tanker kørte i ring. Min stolthed holdt mig fra at konfrontere ham, men senere fortrød jeg det bittert.
Jeg savnede ham længe. Græd i smug og håbede, at han en dag ville banke på døren, så vi kunne blive forsonet. Men det skete aldrig.
En måned senere kom Lærke igen. »Seriøst, græder du stadig? Rasmus er sammen med en anden nu. Glem ham.«
Senere så jeg ham faktisk med en anden pige. Mit hjerte knustes, men et lille håb levede stadig.
En forårsdag så jeg en glad brudeparade. Jeg standsede op – brudgommen var Rasmus. Vores blikke mødtes, og han smilede lykkeligt.
»Hej,« sagde han henkastet.
Mit hjerte standsede. Jeg gik videre i en tåJeg tog et dybt åndedrag, stirrede ud over det stille hav, og vidste, at livet med Mads og børnene – med al sin tryghed og kærlighed – var den skæbne, jeg egentlig altid havde haft brug for.
