Undskyld mig, min dreng.
I dag skriver jeg i min dagbog, fordi mit hjerte er tungt. Vores lille familie vil mange kalde socialt udsat – et ord, man alt for ofte slynger ud i luften. Jeg har været alene med min søn, Mikkel, siden han var spæd, og i dag er han blevet fjorten. Selv er jeg fireogtredive og arbejder som bogholder på et mindre kontor her i Odense.
Det sidste år har været et sandt mareridt. Indtil Mikkel gik i femte klasse, klarede han sig fornuftigt i skolen, men så begyndte karaktererne at dale. Treere blev til det nye normale. Jeg håbede kun på, at han ville tage folkeskolens afgangsprøve og få sig en uddannelse ud af det, bare et eller andet.
Skole-hjem-samtalerne har været et helvede. Klasselæreren lagde aldrig fingrene imellem, og blandt kolleger tog man gerne ordet for at remse op, hvad Mikkel havde gjort forkert, og hvor lidt han havde lært. Virkeligheden var, jeg gik hjem fra skolen knust og frustreret, helt uden tro på jeg kunne ændre noget. Mine formaninger og bebrejdelser tog han imod tavst, mørk i blikket. Han læste aldrig lektier, hjælpen i hjemmet var lig nul.
Også i dag kom jeg træt hjem, og der lignede, ja, altid, ingenting var gjort siden morgenstunden, hvor jeg ellers igen havde bedt ham rydde op, så der var til at holde ud at være hjemme.
Jeg satte vand over til te og gik i gang med at tørre støv af uden megen lyst. Pludselig opdagede jeg noget. Den gamle krystalvase, den eneste værdi jeg ejer, som veninderne havde købt mig til fødselsdag for mange år siden (jeg ville aldrig have råd til sådan én selv!) den var væk. Jeg stivnede. Havde han taget den? Havde han solgt den?
Grumme tanker fór gennem hovedet på mig. Jeg havde for nylig lagt mærke til, at han hang ud med nogle tvivlsomme drenge nede fra kvarteret. Da jeg spurgte ham, fik jeg bare et mut mumlen tilbage, og hans blik sagde tydeligt det rager dig ikke.
Der løb en isnende tanke igennem mig: Det er den slags selskab, der får børn på gale veje. Måske har de presset ham? Mit hoved summede måske ryger han, eller noget værre? I ren panik fór jeg ud gennem hoveddøren og ned ad trappen. Udenfor havde skumringen sænket sig, de få mennesker, jeg mødte, hastede hjemad.
Langsomt gik jeg op igen. Jeg bebrejdede kun mig selv! Jeg har skabt et hjem, hvor han ikke kunne være sig selv. Jeg vækker ham med høje råb, skælder ud hele aftenen. Lille Mikkel, sikke en mor du har fået! Længe sad jeg og græd. Derefter begyndte jeg nervøst at gøre ekstra grundigt rent i hele lejligheden det var det eneste, jeg kunne tænke klart omkring.
Bag køleskabet fandt jeg pludselig en sammenkrammet Fyens Stiftstidende. Jeg trak den ud, hørte en lille klirren. Forsigtigt viklede jeg avisen op og fandt min smadrede krystalvase. Bare skår, men ingen var forsvundet fra lejligheden. Han havde gemt resterne, måske for at skjule sin brøler.
Jeg satte mig hårdt på stolen. Han har ødelagt den ved et uheld ikke stjålet, ikke solgt! Han tør bare sikkert ikke komme hjem og indrømme det. Jeg tænkte på, hvordan jeg selv ville have reageret og anede med gru, at jeg måske ville have skældt voldsomt ud. Tungsindig gik jeg i gang med at lave aftensmad og dækkede op med servietter og pæne tallerkner.
Det blev sent, før han kom hjem næsten midnat. Han stod frysende i døren, tavs. Jeg gik ham i møde og tog hans hænder: Mikkel, hvor har du været? Jeg blev så bekymret. Er du kold? Kom, vask hænder, jeg har lavet din livret. Forvirret gjorde han, som jeg bad, og satte sig senere forsigtigt til bords, hvor der var gjort ekstra hyggeligt rent.
Spis, min dreng, sagde jeg så blidt, som jeg kunne – det var længe siden, mine ord havde lydt sådan. Han sad stille, rørte ikke maden. Så løftede han hovedet, stemmen bævende:
Mor, jeg har smadret vasen.
Det ved jeg, skat, svarede jeg, det gør ikke så meget. Alting kan gå i stykker.
Da brast det for ham. Han bøjede sig ind over bordet og græd. Jeg satte mig ved siden af og lagde armene om ham. Tårerne pressede sig også frem hos mig. Da han endelig var faldet til ro, sagde jeg:
Undskyld, min skat. Jeg råber og skælder for meget. Jeg ved godt, at du ikke har det så let. Tror du ikke, jeg ser, hvordan de andre har det bedre, har smartere tøj? Jeg er træt, jeg slider med arbejde og tager det endda med hjem. Undskyld. Jeg lover, jeg vil aldrig være så hård mod dig mere.
Vi spiste i stilhed og gik forsigtigt til ro. Næste morgen skulle jeg ikke engang vække ham han stod op af sig selv, og da han gik ud, kyssede jeg ham på kinden og sagde bare: Vi ses i aften!
Efter arbejde kom jeg hjem til nypudsede gulve og Mikkel havde stegt kartofler til aftensmad.
Siden den aften nævnte jeg aldrig skole eller karakterer. Hvis jeg har det så svært, hver gang jeg besøger skolen, hvor svært må det så ikke være for ham?
En dag sagde han, at han ville fortsætte og tage 10. klasse. Jeg lod mine tvivl blive inde i mig selv. Jeg smugkiggede senere i hans karakterbog der var ingen dumpekarakterer.
Det største øjeblik kom, da vi efter aftensmaden sad ved stuebordet, mine regninger spredt ud foran os. Mikkel satte sig ved siden af mig og sagde, han ville hjælpe. Efter en times tid lænede han sig pludselig ind mod mig, lagde hovedet på min skulder. Jeg sad fuldstændig stille. Han plejede at gøre det som lille, når han blev træt lægge hovedet i mit skød og falde i søvn.
Der slog det mig: Nu havde jeg min dreng tilbage.
Lærdom: Kærlighed og forståelse virker bedre end bebrejdelser. Når vi tør åbne op og vise tillid, finder vi hinanden igen også når afstanden føltes uoverstigelig.
