**Tilbagevenden**
“Line! Hvor er du? Line!” – Mette løb ind i huset, kastede et blik på det tomme værelse og skyndte sig ud på trappen, mens hendes hæle hamrede mod trinene, og dørene smækkede. “Hvor skal jeg lede efter hende?” – I fortvivlelse og utålmodighed stampede hun i jorden.
Fra husets hjørne kom en lavstammet pige med en plasticbalje i hænderne.
“Der er du jo endelig. Jeg har råbt og råbt…” – Mette sprang ned fra trappen og hen til sin veninde.
“Jeg hængte vasketøj op i haven. Hvad er der dog sket?” – Line satte baljen fra sig på trappen.
“Der er sket noget.” – Mettes mørkebrune øjne glimtede under hendes tykke, sorte pandehår.
Hun havde lyst til at pine sin veninde, lade hende vente på nyheden, men kunne ikke holde det tilbage og kom ud med det i én gang:
“Nick er kommet hjem.”
“Virkelig?” – I Lines øjne skiftede mistillid til glæde, forvirring og tilbage til mistillid.
“Jeg lyver ikke. Jeg så ham selv. Hans mor slipper ham nok ikke lige væk, hun har også savnet ham.”
“Kom så,” sagde Line og lo, før hun som den første styrtede ud fra gården.
Solen badede landsbyen i varmt lys, åen snoede sig mellem de overvoksede bredder, og hele verden var utrolig smuk. Men Line lagde ikke mærke til noget omkring sig. Hendes hjerte hamrede glædeligt: “Nick! Nick!” i forventning om det længe ventede gensyn med sin elskede.
“Se, der er han!” – Mette greb Line om hånden.
Nikolaj i militæruniform kom dem i møde. Da han så pigerne, begyndte han at løbe.
Glæden skyllede ind over Lines hjerte, hun rev sig løs og styrtede hen imod ham, faldt i hans arme og trykkede sit skælvende legeme ind mod ham.
Mette stod lidt til side og så med misundelse på de to elskendes gensyn. Hun kunne også godt lide Nikolaj, men han havde aldrig lagt mærke til nogen anden end Line. Han var færdig med skolen to år før alle andre, blev i landsbyen for at hjælpe sine forældre. De havde en stor gård, levede af at sælge afgrøder, mælk og kød. Et år senere blev Nikolaj indkaldt til militæret.
“Hvad ser han dog i hende? Jeg er smukkere end hende. Hvorfor skal hun altid have alt?” – tænkte Mette bittert og bed nervøst i læberne. Forræderiske tårer vældede frem i hendes øjne. Hun løb hjem, kastede sig på sengen, begravede ansigtet i puden og lod tårerne løbe.
“Hvad er der sket?” – Hendes mor kom ud fra køkkenet.
“Ingenting,” knurrede Mette.
“Nå, nå. Misundelig? Tror du ikke, der er nok kårne til dig? Se nu bare Lasse, han kan ikke tage øjnene fra dig, tjener godt, ser godt ud, har sit eget hus.”
“Mor!” – Mette græd endnu højere. – “Jeg rejser. Jeg tager eksamen og rejser. Til Aarhus.”
“Det har du da tænkt dig. De venter sikkert på dig derovre. Nej, min pige, hvor man er født, der har man bedst. Du rejser, og de bliver her…” – forsøgte moren varsomt.
“Ikke tale om.” – Mette løftede hovedet fra puden. – “Jeg er smukkere, min figur er bedre. Hvis Line får børn, bliver hun en klat. Jeg må finde på noget. Det vigtigste er, at de ikke er alene.” Tårerne tørrede i hendes øjne.
“Ja, ja,” sagde moren anerkendende og gik tilbage til køkkenet.
Kort efter kom Line løbende. Mette så, hvordan glæden lyste i hendes øjne, og hendes hjerte knugede sig sammen af misundelse igen. Hun tvang sig til at smile.
“Hvorfor skilles I så hurtigt?” – Mette kunne ikke skjule sin ondskabsfulde tilfredshed.
“Nu skal alle familiemedlemmerne samles for at fejre hans hjemkomst. Og så kommer Nick til dans i aften. Åh, Mette, jeg er så glad! Hvad er der med dig?” – spurgte Line, forvirret over venindens humør.
“Jeg vil ikke forstyrre jer. Og jeg har heller ikke noget at tage på til dans. Du ved, at min mor ikke vil give mig penge til en ny kjole.”
“Du kan få min, den du altid har kunnet lide. Jeg er kommet lidt til, så den sidder for stramt på mig, men den passer perfekt til dig. Kom med hjem til mig og prøv den,” tilbød Line.
Mette kunne knap holde sin begejstring tilbage. Hun vendte og drejede sig foran spejlet i Lines værelse og beundrede sig selv. Kjolen sad som skræddersyet.
“Er du sikker på, du vil af med den?” – hun tvivlede.
“Overhovedet ikke,” svarede Line let og krammede sin veninde. – “Tag den. Jeg skal lave mad.”
“Vi ses senere!” – Mette gav Line et hurtigt kys på kinden og løb hjem.
Om aftenen hentede Line Mette, og de gik sammen til forsamlingshuset.
Fra de murstensrøde bygningers vinduer strømmede der lyst og musik. Midt i salen dansede allerede en flok piger. Et par fyre spillede pool i hjørnet. Line kiggede efter Nikolaj.
“Han er der ikke. Kom, lad os danse.” – Mette trådte ud i midten af salen, snurrede glad rundt med armene i vejret, mens hun samtidig holdt øje med døren for at se, om Nikolaj kom.
Da den rytmiske musik stoppede, gik hun udenfor for at få frisk luft og viftede sig i ansigtet. I starten af juni var aftenerne stadig kølige. Mette rystede sig. Lasse stod lidt væk og røg.
Mette stirrede ud i den tiltagende mørke, indtil hun opdagede Nikolaj. Hun genkendte ham på uniformen. Uden at tænke nærmere over det gik hun ned fra trappen og hen til Lasse, lagde armene om hans hals. Hendes lyse kjole stod tydeligt frem i tusmørket.
“Hvad laver du, Mette?” – spurgte Lasse forvirret.
Som svar kyssede hun ham pludselig lidenskabeligt. Lasse tøvede ikke, tog hende i sine arme. Da Mette skubbede ham væk og kiggede sig omkring, så hun Nikolaj gå hurtigt sin vej. En irriteret Lasse trak hende tæt til sig igen og nærmede sine læber.
“Gå nu væk!” – råbte hun til ham og løb tilbage ind i forsamlingshuset.
Det var gået endnu bedre, end hun havde planlagt. Kjolen havde spillet Nikolaj et puds. Han måtte tro, det var Line, der kyssede en anden. Der skulle ikke være noget bryllup!
“Har du set Nikolaj?” – spurgte Line, da Mette kom ind i salen igen.
“Ja. Han stod og vaklede ved døren og gik så igen.Line løb efter Nikolaj, og da hun endelig nåede ham, brød hun sammen i gråd og afslørede Mettes bedrag, hvilket fik Nikolaj til at tage hende i sine arme igen og love hende en fremtid fyldt med kærlighed og tilgivelse.
