**For Evigt Vendt Tilbage**
Da mor skulle giftes igen, var Freja ikke imod det. Hun syntes faktisk godt om mors nye mand, den rolige og jordnære Mads, som altid havde været venlig over for hende. Han var omsorgsfuld og kærlig mod mor. Alt var fint, men den 15-årige Freja stillede én betingelse:
– Mor, jeg har ikke noget imod, at du gifter dig, men jeg flytter til bedstemor.
– Hvad? Til bedstemor? Men du er kun femten, du er ikke myndig endnu. Hvordan skal jeg lade dig bo alene? mor var helt imod det.
– Mor, jeg kommer jo ikke til at bo alene. Jeg bor hos bedstemor. Hun opdragede dig alene, så hun kan sgu da også passe på mig, hvis du er så bekymret, insisterede Freja. Desuden har jeg allerede talt med hende, og hun glæder sig til, at jeg kommer.
– Nå, så er det jo blevet besluttet, sagde mor halvt såret, halvt skuffet.
– Mor, tro mig, det her er bedst for os alle. Selvom Mads er en god mand, så er han ikke min far.
Mor sukkede og tænkte sig om, men i det samme ringede hendes telefon. Det var bedstemor, Ellen Margrethe.
– Hej, skat, har du snakket med Freja om flytningen? Jeg tror virkelig, det er det bedste for hende. Du ved, hvor højt jeg holder af hende, og jeg kan da sagtens tage mig af en næsten voksen pige?
– Ja, mor, jeg ved, du elsker Freja, men du ved, et mors hjerte
– Alt bliver godt, du skal ikke bekymre dig. Jeg klarede dig, og Freja og jeg skal nok få det hyggeligt sammen.
Mor afsluttede samtalen, mens Freja allerede startede med at pakke:
– Mor, slap nu af, det bliver fantastisk!
Ellen Margrethe var ingen blomst hun var en rigtig, jordnær kvinde, tidligere matematiklærer. Og Freja havde også en stædig vilje. De havde deres små skænderier, men Ellen Margrethe var også klog. Hun lod det aldrig eskalere.
Nogle gange, efter en lille uoverensstemmelse, gik bedstemor til Frejas værelse om aften, strøg hende over det krøllede hår og fortalte historier eller eventyr. Og Freja faldt i søvn med et smil, alle krænkelser glemt. Andre gange tog Freja selv initiativ til forsoning, erkendte sin fejl og købte bedstemors yndlingschokolade. Så drak de te, og alt var godt igen.
De boede sådan sammen, indtil Freja skulle væk. Hun havde selv valgt det. Hun var blevet færdig med universitetet i byen, fik job, men lønnen var for lav. Kolleger fortalte hende om et stort firma i Jylland, hvor cheferne var fantastiske, kollegerne rare, og lønnen god.
– Bedstemor, du må ikke blive sur. Jeg tager langt væk, men vi skal nok holde kontakten.
– Freja, sagde bedstemor og strøg hendes hår, skal du virkelig så langt væk? Er der ikke arbejde her?
– Bedstemor, jeg har prøvet her. Prøvetiden, derefter laveste stilling med en løn på 3.000 kr.
– Men du er lige færdig, du mangler erfaring. Det starter sådan for alle. “Hvor man er født, der er man brød”, sagde Ellen Margrethe.
Men Freja var ubøjelig. Hun ville have det hele nu et spændende job og penge. Hun pakkede og tog afsted.
På den nye arbejdsplads var hun heldig. God stilling, fin løn, endda en lille bolig, så hun ikke skulle leje. Da hun fik sin første lønseddel, var hun lykkelig. Hun løb på vej hjem forbi en butik og købte slik endda bedstemors yndlingschokolade. Men da hun sad alene om aftenen, blev hun så trist. Der var ingen at dele det med.
Tiden gik. Hun ringede næsten dagligt til mor og bedstemor. Alt var godt. Hun sparede op til en bil måske en lille bil på afbetaling. Men som man siger: “Mennesket spår, men Gud rår.”
En dag ringede mor. Bedstemor var død.
– Hvad? Hvad skete der? græd Freja.
– Hjertet, skat. Bedstemors hjerte var svagt, men hun sagde aldrig noget. Jeg vidste det, men ikke, at det gik så hurtigt.
Freja var knust. I taxaen løb tårerne.
– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte chaufføren.
– Nej tak, svarede hun.
Hun nåede ikke begravelsen. Flyet blev forsinket af tåge.
Hun stod foran lejligheden, som nu var hendes. Ellen Margrethe havde skrevet den til hende. Hun tøvede, men åbnede døren. Stilheden var overvældende.
– Måske skal jeg sælge den, tænkte hun og satte sig i sin lænestol.
Hun huskede, hvordan bedstemor plejede at sige: “Freja, vask hænder, jeg sætter vand over.”
Nu var der kun stilhed. Hun holdt for ørerne, men blev distraheret af en lyd. En lille, rød kattehoved kiggede ud fra skabet.
– Åh, hvem er du? spurgte hun, da katten hoppede ned.
Freja huskede, at bedstemor havde fortalt om en kat, hun havde fundet på gaden i maj. Katten hed Maja.
Maja gned sig mod hendes ben og gik mod køkkenet. Freja fulgte efter.
– Du er sulten, hva?
Freja forstod ikke, hvordan katten var blevet alene, men måske havde den gemt sig i skabet. Så hørte hun en lyd mere. Maja sprang tilbage i skabet og hev to små, klodsede killinger ud.
– Åh nej, hvad skal jeg gøre med jer?
Hun ringede til en dyrlæge.
En venlig mand, lidt ældre end Freja, kom.
– Hej, jeg hedder Magnus. Hvad er der sket?
– En kat fødte, svarede Freja.
Han hjalp hende med alt mad, pleje, en varm plads. Han skrev endda en indkøbsliste.
Næste morgen ringede Magnus.
– Hvordan går det med jeres lille familie? Må jeg komme forbi og hjælpe?
– Ja, tak!
De gik en tur i parken. Magnus fortalte om dyr, og Freja blev helt betaget. Hun havde aldrig troet, hun kunne lide dyr.
Sådan begyndte deres forhold. Freja sagde sit job op og flyttede hjem.
Tiden gik. De planlagde bryllup. Freja fortalte mor, at hun ville komme hjem med sin forlovede.
De besøgte Ellen Margrethes grav. Freja stod med blomster.
– Undskyld, bedstemor. Måske skulle jeg ikke være taget. Måske ville du stadig være her. Men jeg er kommet hjem for altid. Og Magnus er så god. Vi skal giftes.
Den nat drømte hun om bedstemor. De stod i et mark fuld af margueritter.
– Tak for Maja, Freja. Du er en god pige. Jeg er ikke vred. Jeg el
