**Dagbogsnotat**
Mor er treoghalvfjerds år. Lille, lidt pukkelrygget, med hænder, der altid har noget at lave, og et blik, hvor træthed blander sig med varme. Hun rækker mig en pose og smiler undskyldende:
— Der er pærer, Mette. De er ikke de smukkeste, men de er fra haven. Uden sprøjtemidler. Du kan godt lide dem, ikke? Tag dem med, vil du?
Jeg tager imod dem. Selvfølgelig gør jeg det. Og den ymer, hun altid ‘tilfældigvis har en ekstra af’, hvis hun ved, jeg kommer forbi.
— Du tager vel ikke lige væk? Du bliver vel og spiser middag med os et par gange… tilføjer hun stille, næsten håbefuldt.
Jeg sætter mig i bilen. Starter motoren. Kører igen. Løber igen væk. Arbejde, møder, byer, tidszoner, travlhed… Alt er vigtigt, alt skal nås. Jeg besøger mor, når alt andet er gjort – mellem kaffe med veninderne og massagen, mellem præsentationen og flyveturen.
Jeg kommer ikke med tomme hænder – jeg bringer fisk, ost, søde sager. Spørger, hvordan det går med hende og far. Lytter halvt, afbryder, er til tider ligefrem spottende – hvad kan der dog være af ‘nyheder’ i deres alder? Jeg lever et andet sted.
Mor siger altid, at jeg ‘altid går for let påklædt’, at jeg skal passe på halsen, at hosten kommer af ‘den åbne jakke’, og at jeg arbejder for meget. Hun gentager, at livet er hårdt, ja, at hun forstår, og at det er okay, jeg ikke kommer oftere.
Vi bor kun fyrre kilometer fra hinandre.
Jeg ringer næsten hver dag. Hun fortæller roligt og i detaljer:
— Tomaterne er blevet dyrere på torvet. Din søster har det svært på landet, hun slider hårdt alene. Persillen skal skæres igen efter regnen. Og vores kat, Mikkel, har slået sit øje op – vi ved ikke, hvor han har været…
Jeg lytter. Nogle gange kun af høflighed.
For mig føles det, som om der ikke sker noget vigtigt i hendes liv.
Jeg bliver irriteret, når hun klager over hjertet, men nægter at gå til lægen. Hvad kan jeg gøre? Jeg er jo ikke doktor! Jeg siger til hende: «Mor, nu skal du altså gå! Jeg ved ikke, hvad du skal tage!»
Men så siger hun pludselig helt anderledes, stille:
— Hvem skal jeg ellers klage til, min pige, hvis ikke dig?..
Og mine fingre stivner om telefonen.
Fordi det er sandt. Fordi jeg er hendes menneske. Det eneste, der virkelig er hendes.
Og så glemmer jeg alt. Jeg kører. Uden plan. Uden at sige noget. Bare fordi det skal være sådan.
Og hun – som om hun ventede. Allerede i døren med et håndklæde. Allerede ved at stege fisk. Far skærer vandmelon frem, finder en flaske hjemmebrygget snaps:
— Den er ny. Lige færdig, siger han stolt.
Jeg afslår – jeg skal køre. Han nikker, hælder til sig selv. Vi griner. Højt og oprigtigt.
Jeg fryser. Tager mors varme trøje på. Hun skynder sig at tænde for ovnen:
— Vi varmer lige køkkenet op, så du ikke skal fryse.
Og så er jeg lille igen. Den pige, der altid har det godt. Der bliver elsket. Der får middag. Hvis skyld luften i stuen bliver varm.
Alt smager godt. Alt er varmt. Alt er ægte.
Mor, kære, dyrebare…
Bare bliv ved.
Længe. Så længe.
For jeg ved ikke, hvordan det er at leve uden din stemme i telefonen.
Jeg ved ikke, hvordan det er uden dit køkken, hvor du altid gør det varmt for mig.
Uanset hvad der sker i verden – jeg har brug for et fast punkt. Og det punkt har altid været dig.
Mor.
Bare bliv.
