Til nytår kom naboen forbi: – Må jeg være hos jer en halv times tid? Jeg har ikke fået løn endnu. Derhjemme er der tomt, og jeg har intet at give børnene til teen. Jeg sidder alene med drengene, de vil jo også fejre nytår…

På nytårsaften kom nabokonen forbi: “Må jeg komme ind hos jer en halv times tid?
Jeg har ikke fået løn, huset er nærmest tomt, der er ikke engang noget at give børnene til teen.
Jeg sidder alene med drengene de vil jo også fejre nytår…”
Mette stod ved komfuret og betragtede anden med appelsiner, hun lige havde hevet ud af ovnen.
Duften var helt fantastisk man fik lyst til bare at stå og trække vejret dybt.
Hun havde tryllet over fuglen hele dagen: hældt saft over, passet ovnen, var ikke gået fra den et øjeblik.
Resultatet var perfekt.
“Carsten, kom og kig!” kaldte hun.
Carsten kom ind fra stuen, fløjtede og nikkede anerkendende: “Mette, det er jo som fra en gourmetrestaurant!”
“Ja, der var ingen genvej,” smilede hun tilfreds.
“Nu lægger jeg den på et fad, pynter det bliver helt vidunderligt.”
Hun lagde anden omhyggeligt på et stort keramikfad, pyntede med appelsinskiver, lagde friske timiankviste omkring.
Det lignede nærmest forsiden af et madmagasin.
Bordet var allerede dækket: tre salater klassisk kartoffelsalat, grønkålssalat og græsk smørrebrød med røget laks, dyre oste og skinke i skiver, frugter i skål vindruer og kiwifrugter.
Ved siden af stod et fad med hjemmelavede frikadeller og ovnbagte kartofler.
“Skal vi åbne selskabslokale?” grinede Carsten.
“Nej,” sagde Mette roligt.
“Jeg vil bare holde nytår på ordentlig vis.
Vi har slidt hele året, vi har fortjent det.”
Han lagde armen om hende: “Enig.
Det er længe siden vi har fejret sådan.”
De sidste par år havde de sparet på alt tømret til renoveringen.
Nu var den færdig, økonomien stabil, endelig var der plads til fest.
Mette satte bestik perfekt, hentede krystalglas, der ellers bare stod og samlede støv i skabet det skulle være smukt og ægte festligt.
Ved ti-tiden var bordet klar.
De havde skiftet tøj og satte sig over for hinanden.
Carsten skænkede drikke.
“Skål for os?”
“For os!”
De skålede.
Mette smagte salaten den var skøn.
Carsten tog and og rullede øjne: “Det smager fantastisk!
Du er en troldkvinde, Mette!”
Hun nød det.
Det fine bord, den hyggelige aften, roen og at kunne være sammen det føltes som ægte lykke.
Præcis klokken elleve ringede det på døren.
De kiggede på hinanden hvem kom så sent?
Carsten gik ud og lukkede op.
På dørtrinet stod deres nabo, Eva, med to sønner bag sig.
Hun så udkørt ud, øjne røde.
“Carsten, undskyld, jeg Må vi være her lidt?
Jeg har det virkelig skidt.”
“Hvad er der?” spurgte han bekymret.
“Det hele Jeg fik ikke løn arbejdede sort og nu inden jul blev jeg snydt.
Der er ingenting hjemme, børnene har ikke noget til teen.
Mine veninder skulle komme forbi, men ingen dukkede op.
Drengene vil jo også fejre nytår…”
Sønnerne stod bag hende tynde, slidte sweaters, helt stille.
Carsten tøvede.
At smide naboen og børnene ud på nytårsnatten det føltes forkert.
“Kom ind,” sagde han, “jeg henter Mette.”
Da Mette kom ud fra køkkenet og så gæsterne, vidste hun: deres rolige aften var ovre.
“Hej Eva drenge.”
“Undskyld, Mette, vi braser bare ind Vi har virkelig ingen steder at gå.
Må vi være her bare tyve minutter?”
Mette så på børnene.
De sagde intet, men øjnene var limet til køkkenet, hvor duften kom fra.
“Kom ind til bordet,” sagde hun og sukkede dybt.
Gæsterne satte sig og så gik det løs.
“Mor, kig engang!” udbrød den ældste.
“Sikke meget mad!”
“Må jeg få laksen?” spurgte den yngste straks.
“Sæt jer,” sagde Mette neutralt.
Drengene kastede sig over maden.
Den ældste tog en andelår med hånden: “Må jeg, tante Mette?” Og før hun kunne svare, spiste han.
Den yngste gik i gang med laksesmørrebrødene.
“Det smager godt!” råbte han glad.
“Må jeg få mere, mor?”
Eva stoppede dem ikke hun begyndte selv at servere: “Spis, drenge, spis vi har jo kun fået pasta hjemme, nu skal I have rigtig mad.”
De spiste hurtigt og grådigt.
Den ældste tog halvdelen af kartoffelsalaten, den yngste tog alt laksen.
Så forsvandt ostene, skinken og frugten.
På få minutter var det hele væk.
Mette så på det hele som i en ond drøm.
Carsten prøvede at småsnakke: “Hold da op, I har god appetit!”
Men ingen lyttede.
De var gået i gang med anden.
Store stykker forsvandt.
“Er der brød?” spurgte den ældste.
Mette fandt brød.
Drengene lavede straks smørrebrød.
Eva tøvede ikke tog salater, prøvede and, spiste frikadeller.
“Beklager men du forstår, børnene er sultne,” sagde hun med fuld mund.
Efter tyve minutter var nytårsbordet nærmest tømt.
Salaterne væk, anden spist, ost, laks, skinke og frugter det hele forsvandt på ingen tid.
Mette sad helt stille, med et tomt blik.
Hun havde brugt to dage i køkkenet, mange penge, alt sit hjerte og drømt om en stille fejring med Carsten.
Men det blev noget helt andet.
Da klokken blev kvart i tolv, rejste Eva sig: “Vi må afsted.
Tak for alt I reddede os!”
Drengene rejste sig.
Den yngste snuppede et stykke kage: “Må jeg tage det med?”
“Tag bare,” svarede Mette træt, uden at se på ham.
Gæsterne gik, sagde deres halvhjertede tak og godt nytår.
Døren lukkede.
Mette og Carsten stod tilbage i køkkenet, og kiggede på bordet, som for en halv time siden var festdækket.
Kun krummer tilbage, skåle tomme, frugten væk.
En håndfuld klementiner lå tilbage.
“Så du det?” spurgte Mette stille.
“Ja,” svarede Carsten lige så lavt.
“De spiste alt på tredive minutter.
Alt, jeg havde lavet i to dage.”
“Åh, Mette…”
“De takkede ikke engang rigtigt.
De snuppede bare, spiste, og bad om mere.”
Carsten trak hende ind til sig.
Mette græd ikke hun stirrede bare på de tømte fade og prøvede at forstå.
Da klokken slog tolv, skålede de.
Men festen var ødelagt humøret ligeså.
Dagen efter gjorde Mette rent i køkkenet, vaskede op og ryddede det lidt, der var tilbage.
Eller det der kunne kaldes rester.
“Ved du hvad, Carsten,” sagde hun, “jeg ved folk kan have svære tider.
Jeg forstår hun ikke fik løn.
Men hvorfor stoppede hun ikke børnene?
Hvorfor sagde hun ikke: ‘Det er nok, drenge, det er ikke vores?'”
“Det ved jeg ikke,” svarede han.
“Sultne er én ting,” sagde Mette roligt.
“Grådige er noget andet.
De spiste ikke de rev til sig, som om de aldrig skulle få mad igen.”
Carsten sagde intet hun fortsatte:
“Eva sidder der og sukker, spiller stakkels men hun propper tallerkener til børnene: ‘Spis, drenge.’ Men tænkte hun på os?
Hvad vi skulle spise bagefter?”
Senere mødte Mette Eva i opgangen.
Eva smilede: “Hej Mette, godt nytår igen!
Tak for i går!”
Mette så på hendes glade ansigt og noget knækkede indeni.
“Hej,” sagde hun køligt og gik videre.
Eva kiggede overrasket efter hende.
Mette tømte skraldet, gik hjem.
“Mødte du Eva?” spurgte Carsten.
“Ja.”
“Og?”
“Jeg vil ikke have mere med hende at gøre.
Hun må finde sig andre sponsorer.”
Der gik en uge.
Mette mødte Eva flere gange i elevatoren og opgangen.
Hun vendte ryggen til, lod som ingenting.
Eva prøvede at tale svarene var tavse.
“Mette, du behøver ikke være så sur,” sagde Carsten.
“Jeg er ikke sur,” svarede Mette roligt.
“Jeg har bare lært at medlidenhed er farligt.
Vi havde ondt af dem, lukkede dem ind.
Vi fik ribbet bord og ødelagt fest.”
“Men de har det jo svært…”
“Carsten,” sagde Mette alvorligt, “vanskeligheder giver ikke lov til at miste samvittigheden.
De kunne have bedt om te, lidt mad.
De tog alt og undskyldte aldrig rigtigt.”
Carsten sukkede han vidste det var forgæves at argumentere.
En måned gik.
Forholdet til Eva blev aldrig det samme.
Mette hilste kort, eller gik forbi.
Eva klagede til andre, at Mette var blevet fin på den men det rørte hende ikke.
Den nytårsaften glemmer hun aldrig.
Det tomme bord, de glade ansigter på gæsterne og følelsen af tomhed.
Og hun besluttede aldrig mere lukke folk ind, der forveksler gæstfrihed med mulighed for at forsyne sig.