Til nytår kom naboen forbi: – Må jeg være hos jer en halv time? Jeg har ikke fået løn endnu. Hjemme er der tomt, ikke engang noget til teen til børnene. Jeg sidder alene med drengene, de vil jo gerne mærke lidt nytårsstemning…

Til nytår kommer naboen forbi: Må jeg blive her hos jer i en halv times tid?
Jeg har ikke fået min løn endnu.
Derhjemme er der helt tomt, ikke engang noget til teen til børnene.
Jeg sidder bare alene med drengene, men de vil jo gerne have lidt fest
Anne står ved komfuret og ser tilfreds på anden med appelsiner, som hun netop har taget ud af ovnen.
Duften er så intens, at hun har lyst til bare at lukke øjnene og nyde den.
Hele dagen har hun passet fuglen; hældt juice over den, holdt øje med ovntemperaturen, og ikke forladt køkkenet et øjeblik.
Resultatet er perfekt.
Martin, kom og kig!
kalder hun på sin mand.
Martin kommer ud fra stuen, pifter beundrende og nikker:
Anne, det er jo noget, man kunne få på restaurant!
Naturligvis, smiler hun tilfreds.
Jeg flytter den over på et fad om lidt og pynter.
Det bliver flot.
Forsigtigt løfter hun anden over på det store keramikfad, arrangerer appelsinskiver og lidt frisk rosmarin rundt om.
Det hele ser ud som noget fra forsiden af et madblad.
Bordet er allerede dækket: tre salater kartoffelsalat, rødbedesalat og græsk, smørrebrød med røget laks, udvalgte oste og pølser, frugtskål med vindruer og kiwi.
Ved siden af står et fad med hjemmelavede frikadeller og kartofler.
Skal vi til at åbne festlokale?
griner Martin.
Nej, siger Anne roligt.
Jeg vil bare fejre nytår rigtigt.
Vi har knoklet hele året; nu må vi godt forkæle os selv.
Martin lægger armen om hende:
Det var på tide, vi fejrede sådan rigtigt igen.
Sidste år har de sparet på alt for at blive færdige med renovering.
Nu er det overstået, økonomien er stabil, og endelig kan de give sig selv en fest.
Anne lægger bestik pænt frem, finder de krystalglas frem fra skabet, så alt er smukt og festligt.
Ved ti-tiden er bordet klar.
De har skiftet tøj og sidder klar, Martin hælder drikke op.
Så, skal vi skåle for os?
For os!
De klinker glas.
Anne smager på salaterne det hele er vellykket.
Martin tager et stykke and og ruller øjnene:
Det smager fantastisk!
Anne, du er magisk.
Hun nyder det.
Det bord, den hyggelige aften, roen og at kunne slappe af det er ægte lykke.
Præcis klokken elleve ringer det på døren.
De kigger på hinanden.
Hvem kommer så sent?
Martin går ud og åbner.
På dørtrinnet står naboen Lise med sine to sønner.
Hun ser forvirret ud, øjne røde.
Undskyld, Martin begynder hun.
Må vi komme lidt ind?
Jeg har det virkelig dårligt.
Hvad er der sket?
spørger han forsigtigt.
Det hele snøfter Lise.
Jeg har ikke fået løn, og jeg havde kun deltidsjob uden lønseddel så blev jeg snydt før nytår.
Hjemme er der ingenting, drengene har ikke engang noget til teen.
Veninderne lovede at komme forbi, men de dukkede aldrig op.
Men børnene vil jo stadig gerne have lidt fest
Drengene står bag hende tynde, slidte trøjer, stille.
Martin er tøvende.
At afvise naboen og hendes børn på nytårsaften virker forkert.
Kom ind, siger han.
Jeg kalder Anne.
Da Anne kommer ind i køkkenet, ser hun straks, at den stille aften er slut.
Hej, Lise hej drenge.
Undskyld, Anne, vi kom bare brasende ind, Lise gnider nervøst øjnene.
Vi skal nok kun være her et kvarter.
Anne ser på børnene.
De siger ikke noget, men øjnene er fast rettet mod det veldækkede bord.
Sæt jer, siger hun og sukker tungt.
Gæsterne sætter sig og så går det stærkt.
Mor, se engang!
siger den ældste nærmest Sikke meget mad!
Må jeg få laks?
spørger den yngste straks.
Bare tag for jer, siger Anne, lidt knastørt.
Drengene sætter sig, den ældste griber straks et andeben direkte med hænderne:
Må jeg, Anne?
Ingen venter på svar; han tager en stor bid.
Den yngste slår løs på smørrebrød med laks.
Det smager godt!
siger han glad.
Må jeg få mere, mor?
Lise stopper ikke drengene, men lægger tværtimod mere mad til dem:
Spis, drenge, spis.
Hjemme fik vi kun pasta de sidste dage; nu skal I have rigtig mad.
Begge drenge spiser hurtigt og grådigt.
Den ældste rydder halvdelen af kartoffelsalaten, den yngste spiser alt laksen.
Så er det tid til ost, pølse og skinke.
På få minutter er det udskårne væk.
Anne ser overrasket til det hele, som om det var et mareridt.
Martin forsøger at lette stemningen:
Sikke en appetit, I har!
Men ingen bemærker det.
De er allerede gået videre til anden.
Store stykker forsvinder hurtigt.
Har I brød?
spørger den ældste.
Anne henter brød, tavs.
Drengene laver straks flere smørrebrød.
Lise tager godt for sig: salater, and, frikadeller.
Undskyld det her, siger hun med munden fuld.
Men I forstår, børnene er sultne.
Efter tyve minutter er stort set alt væk fra bordet.
Salaterne, anden, laksen, ostene, pølserne, frugten alt er spist af de uventede gæster.
Anne sidder stiv og stille.
Hun har brugt to dage i køkkenet, lagt masser af tid, penge og kærlighed i drømmen om en rolig aften med Martin.
Resultatet blev noget helt andet.
Da klokken er kvart i tolv, rejser Lise sig:
Vi må videre nu.
Tusind tak!
I har virkelig reddet os!
Drengene tager overtøj på.
Den yngste snupper et stykke kage og spørger:
Må jeg tage det med?
Ja, siger Anne træt, uden at kigge op.
Gæsterne går og ønsker godt nytår.
Døren lukkes, og Anne og Martin står tilbage i det, der for en halv time siden var festbordet.
På tallerkenerne er der kun krummer tilbage, salatskåle og frugtskål er tomme.
Kun nogle få mandariner er tilbage.
Så du det?
spørger Anne lavt.
Ja, svarer Martin.
De spiste alt.
Alt, jeg brugte to dage på at lave.
Anne
Ikke engang ordentlig tak.
De krævede bare mere mad.
Martin tager Anne i armen.
Hun græder ikke, men stirrer på de tomme tallerkener, som om hun prøver at forstå.
Da rådhusklokkerne slår, skåler de alligevel.
Men festen og humøret er ødelagt.
Dagen efter gør Anne rent i køkkenet: vasker op, rydder lidt væk.
Mere er der ikke tilbage.
Ved du, Martin, siger hun, jeg forstår, hvis folk har det svært med økonomien.
Jeg forstår, hun ikke fik løn.
Men hvorfor stoppede hun ikke sine børn?
Hvorfor sagde hun ikke: Det er nok nu, drenge, det her er ikke vores?
Jeg ved det ikke, Martin trækker på skuldrene.
Måske var de virkelig sultne.
Sult er én ting, siger Anne roligt.
Men grådighed er noget helt andet.
De spiste ikke de rev alt til sig, som om de aldrig skulle have mad igen.
Martin siger ikke noget, og Anne fortsætter:
Og Lise sidder og sukker, spiller ulykkelig, men skubber bare mere mad til drengene: Spis nu, drenge. Men hvad med os?
Hvad skal vi spise bagefter?
Om aftenen 1.
januar møder Anne Lise på trappen.
Lise smiler frisk:
Anne, hej!
Godt nytår igen!
Tak for i går!
Anne ser på det glade ansigt og mærker, at noget knækker inden i sig.
Hej, svarer hun kort og går forbi.
Lise ser forvirret efter hende.
Anne smider skrald og går hjem.
Mødte du Lise?
spørger Martin.
Ja.
Og?
Jeg vil ikke tale med hende mere.
Hun må finde andre, der kan sponsorere hende.
Der går en uge.
Anne undgår Lise, både i elevatoren og opgangen.
Hun vender ryggen til, giver ikke mere end et lille nik.
Lise forsøger at tale, men får kun stilhed.
Anne, skal du stadig være sur?
spørger Martin en dag.
Jeg er ikke sur, siger hun roligt.
Jeg har bare lært, at medlidenhed ikke er det bedste.
Vi havde ondt af dem, og nu står vi tilbage med et ødelagt bord og en ødelagt fest.
Men de har det jo svært
Martin, Anne ser alvorligt på ham, svære tider undskylder ikke mangel på samvittighed.
Man kan spørge om lidt te, lidt mad.
Men de tog alt, og sagde ikke engang undskyld.
Martin sukker tungt det nytter ikke at diskutere.
En måned går.
Kontakten til naboen er aldrig genoptaget.
Anne hilser kort eller ignorerer hende.
Lise klager til andre, at Anne er blevet højtidelig, men Anne er ligeglad.
Den nytårsaften vil hun aldrig glemme.
Det tomme bord, glade ansigter hos uventede gæster og følelsen af tomhed.
Anne beslutter sig: hun lader aldrig igen nogen, der ikke kender forskellen på gæstfrihed og grådighed, komme ind i hendes hjem.