Tidligt om morgenen fortalte min kone, at vi skulle have vores fjerde barn. Hun tilføjede:
Vi har ikke penge til at købe en lejlighed. Det må blive en fra kommunen. Du kan ikke finde ud af at kæmpe for det, så jeg får et barn mere hvert år: hvis vi ikke kan få lejlighed gennem din indsats, så får vi den gennem antallet af børn!
Jeg gik tøvende hen til mit Institut og bankede forsigtigt på døren til “Direktion”. Kontoret var fyldt. Direktør Bøg og hans vice, Madsen, var i gang med et møde.
Det handler om vores renommé, sagde Bøg. Vi skal overgå de andre institutter i alle idrætsgrene Åh! Her er vores håb! Han fik øje på mig.
Jeg blev helt rød i hovedet.
Jeg er nu ikke meget af et håb Jeg kom angående en bolig
Bygningen er færdig om en uge, sagde Madsen højtideligt Du står først på ventelisten. Hvis du nu yder en indsats så bliver det hurtigt indflytning.
Hvilken indsats? spurgte jeg glad.
Med faldskærm. Der er konkurrence i morgen.
Min smil frøs.
Hoppe hvorhen?
Ned på jorden.
Og hvorfor?
Ser du ikke fjernsyn? spurgte direktøren forbavset. Skuespillere går på skøjter, sangere synger i cirkusset Nu er det forskernes tur til at slå rekorder! Professor Jessen boksede i går han pegede på Jessen, som sad med forslået næse og tre plastre i ansigtet. Lektor Holm kæmpede i brydning i lørdags han kommer sig nu i genoptræningen Nu er det din tur. Der var ikke mange sportsgrene tilbage du trak faldskærm.
Mine ben svigtede ved tanken.
Hvornår skal jeg hoppe? fik jeg fremstammet.
I morgen. På Fuglenes Dag, sagde Madsen med et bredt smil.
Jeg så bedende på direktør Bøg.
Hvorfor skal fuglene ønske, jeg dør?
Han lagde en hånd på min skulder.
Du får kommunal bolig som flergangsfar, men Der er lejligheder med altan og uden Med udsigt til park eller til betonfabrikken. Indsatsen ved fordelingen tæller
Der blev stille. Jeg tog en valgedepille og spurgte:
Hvis jeg nu ikke når jorden? Eller flyver forbi? Får familien stadig udsigt til parken?
Madsen smilede venligt:
Du kender reglerne enker og forældreløse får fortrinsret! Og tag det nu roligt. Du får selskab af en erfaren makker! han pegede på en bleg ung mand i hjørnet.
Det er vores ph.d.-studerende, forklarede han. Han fyres alligevel snart.
Jeg har altid været ræd for højder. Jeg fik svimmelhed bare af at stå på en stige. Ordet fly gav mig søsyge. Derfor besluttede jeg hjemme om aftenen at øve mig: jeg hoppede flere gange fra sengen ned på gulvet.
Næste dag blev jeg og ph.d.-dødsmutten kørt i en lang sort minibus, som mest af alt lignede en rustvogn. Bøg fulgte med i bil, og bag ham kom et helt hold af lektorer og professorer i sporvogn.
Vi blev mødt af Madsen, og det kor han havde bestilt, spillede et sørgmodigt farvelmarch det lød så dystert, at selv piloten fik blanke øjne. Tre musikere kom med i flyet for at spille noget opløftende, når vi faldt ud.
Instruktøren, en stille og omsorgsfuld mand, så med medlidende øjne på os. Da han så min mave, beordrede han et ekstra faldskærmsudstyr til mig. Nu stod jeg med to rygsække. Hvis ph.d.en lignede en enpuklet kamel, var jeg en topersoners.
I flyet gennemgik instruktøren nøje alle de situationer, hvor faldskærmen kunne svigte, kyssede os tre gange hver og åbnede lugen. Han så på mig og hviskede: “det er tid.”
Jeg rakte stille ham en konvolut.
Giv den til min kone. Hvis det bliver en dreng, så opkald ham efter mig.
Instruktøren forsøgte at berolige mig:
Frygten mærker du kun i starten. Senere føler du ingenting.
Afsted, kære kamikaze! opmuntrede piloten.
Musikerne begyndte men jeg lukkede øjnene og sprang. Da jeg åbnede dem, var jeg stadig halvvejs i flyet underkroppen hang udenfor. Jeg sad fast! Instruktøren og ph.d.en pressede mig, men jeg sad urokkeligt.
Smør ham ind, foreslog ph.d.en.
Den milde instruktør blev desperat:
Giv plads I stopper hele konkurrencen!
Hvordan? råbte jeg.
Pust ud!
Jeg udstødte et langt uuuh, tømte lungerne og faldt ud.
Jeg trak i ringen, mens jeg stadig var i flyet, og faldskærmen nåede ikke at folde sig ud den hang fast i understellet, og jeg svævede under flyet.
Piloten lavede akrobatiske vendinger for at ryste mig fri, men jeg hang fast som en burhøne.
Instruktøren skreg:
Slip flyet nu!
Men jeg holdt krampagtigt fast.
Instruktøren dukkede halvt ud af døren for at få mig løs, mens ph.d.en holdt ham i benene. Pludselig rykker flyet, og både instruktør og ph.d. hænger nu udenfor. Instruktøren får fat i mig, ph.d. i instruktørens ben.
Nu fløj vi som cirkusartister!
Musikken spillede “Flyv, hvide duer, flyv”.
Instruktøren råbte, at ph.d.en havde låst blodomløbet, og nu ville han få koldbrand!
Jeg tilbød ham mine ben, men ph.d.en foretrak instruktørens.
Flyet kunne ikke lande med tre kroppe hængende ned det kredsede lavt over feltet; ph.d.en blev slæbt hen over græsset, men slap ikke; et nyt optræk, så vi hang i luften igen.
Instruktøren bandede og forbandede sine ben.
Koret spillede “Himlen er vort hjem!”
Benzinen var på det sidste. De rakte en stang med løkke ud og fik fat i ph.d.en halede os ind i omvendt rækkefølge: først ph.d., så instruktøren, så mig. Da jeg var halvvejs inde, sad jeg igen fast: overkroppen i flyet, benene i fri luft. Men nu var jeg rolig, for flyet gik ind til landing. Jeg måtte bare løbe de sidste fem hundrede meter på landingsbanen sammen med maskinen.
Ingen døde alle var glade.
Koret spillede deres mest muntre begravelsesmarch.
Kun instruktøren kunne ikke stå ph.d.en havde ikke sluppet hans ben. Vi måtte bruge en tang for at få hans fingre fri.
Da instruktøren var løs, opdagede alle, at hans bukser var blevet meget kortere af at strække sig under belastningen han lignede en struds!
Der er konkurrence igen i morgen, meldte Madsen.
Instruktøren blev hvid som mit ubrugte skærm og pilede på sine strudseben til telefonen. Hvem han ringede til, vides ikke. Men jeg blev noteret som vinder, også til de kommende konkurrencer det næste årti. Også min løberekord blev registreret jeg løb jo med flyets fart. Da det dog kun var min nederste halvdel, måtte resultatet deles med to.
Men det blev stadig til rekord!
Og her lærte jeg, at livet nok kan sende os ud på dybt vand eller højt op i skyerne men sammen og med lidt dansk humor, ender vi som regel blødere end frygtet, og skyder vi genvej, får vi måske udsigt til parken til sidst.
