Drengen hed Malthe. Han var ti år gammel.
Engang fandt en hjemløs gammel mand ved navn Børge ham som spæd under en bro ved Christianshavns Kanal i København. Barnet lå i en plastikbalje efter et voldsomt regnskyl. På armen sad et gammelt rødt armbånd. Ved siden af en våd seddel: Pas venligst på ham. Han hedder Malthe.
Børge boede selv på gaden, men tog drengen til sig. Han fodrede ham med det, han kunne finde, og varmede ham så godt han kunne. Han plejede at sige: Hvis du finder din mor, så tilgiv hende. Ingen efterlader sit barn uden en smerte i hjertet.
Årene gik, og Børge blev alvorligt syg. Malthe begyndte at tigge og en dag stod han foran et overdådigt bryllup på et gods ved Sorgenfri Slot. Han fik overrakt en tallerken mad.
Netop som bruden trådte ind, stivnede han. På hendes håndled sad det samme røde armbånd.
Han gik hen til hende og spurgte sagte, om hun var hans mor.
Kvinden blev hvid i ansigtet. Sytten år gammel havde hun i hemmelighed født et barn, var blevet skræmt af familiens pres og forladt ham ved kanalen, i håb om at nogen ville finde ham. Siden ledte hun efter ham men uden held.
Brudgommen stoppede ceremonien. Han sagde, at han ikke kun tog imod hende, men også hendes fortid. Og hvis drengen var hendes søn, så skulle han også være hans.
Så afslørede han noget mere: Børge var hans biologiske far, som han selv havde mistet forbindelsen til for længe siden. Den selvsamme mand, der havde reddet barnet.
Den dag blev brylluppet holdt, men først kørte alle til hospitalet for at se Børge.
Den gamle mand så dem sammen og hviskede: Hjertet bringer altid dem tilbage, det har elsket.
For første gang i sit liv følte Malthe, at han havde en familie. Ikke kun én, men flere.
