– Hey, kan du smide mig 500 kroner? Jeg har ingen penge, og benzinen er ved at være tom, lød beskeden fra vennen.
Kirsten åbnede bankappen, trykkede på overførsel. 500 kroner fløj til Mikkels konto på et øjeblik, hurtigere end hun nåede at færdiggøre den irriterede tanke.
Tak, solskin, du er den bedste! kom som svar en minut senere.
Hun lagde telefonen fra sig og stirrede op i loftet i sit soveværelses. Den bedste. Ja, selvfølgelig. Hvem ellers ville overføre penge klokken elleve om aftenen uden at stille spørgsmål? Hvem ellers ville holde igen med at minde hende om de 3000 kroner, hun lånte for to uger siden?
…Et halvt år tidligere var alt anderledes. Hun, Mikkel, Signe og Henrik tjente omtrent det samme plus/minus fem tusinde kroner, intet særligt. De delte udgifterne til pizza lige, delte regningen på caféen i fire, ingen holdt øje med andres penge. Så gik Kirsten i gang med sit speciale, fik forfremmelse og skiftede til en anden afdeling.
Hendes løn gik op fire gange.
Ikke 1,5, ikke 2, men 4.
Hun opdagede først senere, hvad der var ændret. De første par måneder levede hun som før: sparede til sort dag, købte mad på udsalg, regnede hver indkøb som om det kostede over tusind kroner. Det var en vane. Men vennerne lagde mærke til det med det samme, som om et neon-skilt stod på hendes pande: Nu er jeg millionær, kom an.
Kirsten satte sig på sengen, trak knæene ind til brystet. Hun huskede den aften den første middag hos hende efter forfremmelsen. Signe havde medbragt en billig sodavand, Henrik en pose chips, og Mikkel kom med tomme hænder og et bredt smil.
Kirsten bestilte sushi, købte ordentlige drikke, ost og frugt. Som sædvanlig delte hun regningen på fire i gruppen og sendte beløbet i den fælles chat. Ingen overførte penge. Hun ventede en dag, to, en uge. Så sendte hun en venlig påmindelse med et smilende emoji.
Dashi, hvad sker der? Du har jo nu penge til at købe en ko, skrev Signe.
Rolig nu, vi skyder sammen næste gang, svarede Henrik.
Den næste gang kom ikke. Eller rettere sagt, den kom, men alt gentog sig. Kirsten lagde bordet, vennerne kom, spiste, gik. Og hun betalte alt igen.
Til sidst spurgte hun dem direkte. De sad i hendes køkken og spiste den pasta, hun havde stået og lavet i to timer.
Okay, gutter, hvordan vil vi dele udgifterne? Jeg har regnet omkring fem tusinde kroner for alt, startede hun.
Mikkel slikkede sig om munden med vin. Signe så ud til at kigge gennem loftet. Henrik foregav at studere dugbrættet.
Dashi, du er jo nu rig. For dig er fem tusinde som fem hundrede kroner for os, sagde Signe med den tone, man taler til en kræsende barn.
Præcis, fortsatte Mikkel. Du kommer ikke til at blive fattig. Vi har selv ikke meget.
Dashi, vær ikke så knasende, klappede Henrik hende på skulderen. Vi er jo venner.
Kirsten nikkede, smilede og lukkede emnet, fordi hun ikke ville starte en krangel eller blive kaldt den grådigste på en løn på seks cifre. Men efter den aften undgik hun så vidt muligt at invitere dem hjem. Hun pegede på arbejde, træthed, planer. Nogle gange løj hun blot for at undgå at føle sig udnyttet.
Indkøb med vennerne blev en slags tortur. Hver gang glemte de pengepungen, havde ikke hævet kontanter, gik kortet hjemme. To tusinde til én side, tre tusinde til en anden. Kirsten løste det, fordi det var pinligt at sige nej, når der stod en kø bag ved.
Men pengene blev aldrig betalt tilbage. Aldrig.
Så kom nytårsaften. Den 31. december stod Kirsten i midten af sin stue, så på det smukt dækkede bord. Røget sild, flæskesteg, lakrids, mandarin i en krystallinsk skål alt pyntet og på hendes regning.
Hun havde ikke planlagt at fejre med dem. Hun ville være alene, se en fjollet nytårsfilm og gå i seng klokken to. Men vennerne kom på egen hånd.
Dashi, hvordan kan du være alene på nytår? Vi kommer, det bliver sjovt!
Din lejlighed er stor nok til os alle!
Du vil ikke forlade os, vel?
Hun sagde ja, fordi hun stadig håbede. Måske var de ændret. Måske ville de også bidrage eller i det mindste sige tak.
TVen mumlede i baggrunden. Kirsten rettede den glitrende kugle på den kunstige juletræ i hjørnet og kiggede på uret. Elleve. Snart ville de komme.
Klokken kvart over tolv lød dørklokken. Signe stormede først ind, omgivet af søde dufte og glitter.
Dashi! Godt nytår! Jeg har en gave med! sagde hun.
Mikkel og Henrik fulgte efter.
Wow, flot bord! sagde Henrik, gled ned på sofaen og greb straks fat i silden. Dashi, du er en stjerne. Jeg har ikke spist siden morgenen.
Kirsten hentede glas, hældte drikke op. De skålede for året der gik, for det nye, for venskabet. Hun smilede, sagde de rigtige ting. Inde i hende kradsede en ubehagelig fornemmelse, men hun holdt den tilbage. Ikke nu. Ikke ti minutter før midnat.
Under klokkeslaget ønskede hun sig, at det nye år skulle være mere retfærdigt.
Gaver! udbrød Signe. Lad os pakke dem op!
Kirsten rakte pakkerne til vennerne.
Her, Dashi! sagde Signe og lagde en pose i hendes hænder.
Inde i posen en bodylotion med vandmelonsduft.
Tak, sagde Kirsten og vendte den i sine hænder. Vandmelon. Så sødt.
Fra mig! sagde Henrik og gav hende en pakke.
Røde sokker med rensdyr. Prisen var ikke fjernet 120 kroner.
Perfekt, lagde hun sokkerne til side.
Og fra mig! sagde Mikkel og overgav en lille æske.
Julepynt, tre plastikkugler med flosset maling.
Kirsten så på sine gaver: lotion, sokker, kugler. Samlet pris omkring 300 kroner. Hun nikkede til sig selv. Rigtigt. Alt i orden.
Nu er det min tur, sagde hun.
Signe rev papiret først. Inde var en dagbog, chokolade og sokker igen med rensdyr, men lidt pænere.
Henrik fik et barberingssæt og slik. Mikkel en termokop og et halstørklæde.
Alle tre trak deres ansigter i én lang udtryk, som om de havde øvet sig.
Øh er det hele? spurgte Signe, mens hun kiggede på dagbogen. Dashi, er det alt?
Kort sagt, svarede Kirsten, lænende sig tilbage med krydsede ben. Er der noget galt?
Dashi, indførte Mikkel, vi troede, du ville ja, bruge penge frit. Du kan jo købe dig selv noget.
Jeg giver jer så meget, som I giver mig, sagde hun roligt. Omtrent samme pris. Det er fair.
Uretfærdigt! udbrød Signe. Du tjener hundrede gange mere end os!
Fire gange. Det betyder ikke, at jeg skal bruge mere på jer, end I bruger på mig.
Du skal! råbte Signe og sprang op. Vi er jo venner! Venner skal dele!
Kirsten så hende oppefra, ansigtet rødmen, glimmer i håret, læberne knugende.
Dele? gentog hun. Jeg har betalt alt i et halvt år. Hver gang vi mødes, er det min regning. I betaler mig ikke tilbage. I kommer med tomme hænder og spiser min mad. Så forventer I, at jeg skal give jer mere?
Du er grådig, sagde Henrik. Bare grådig. Du har mange penge, men opfører dig som en fattig.
Jeg opfører mig som en, der er træt af at blive udnyttet, rejste Kirsten sig. I skylder mig en masse dette år. Ikke en eneste krone er betalt tilbage. I dag kostede bordet mig femten tusinde kroner. Har I samlet noget? Nej. Har I overhovedet tilbudt at betale? Nej. I kom, satte jer og spiste.
Fordi du er rig! skreg Signe. For dig er det småpenge!
Uanset om det er småpenge eller millioner, er det mine penge. Mine. Jeg har arbejdet for dem, og jeg behøver ikke bruge dem på folk, der ser mig som en pengepose.
Stilheden sænkede sig. Henrik sukkede højt. Mikkel vendte blikket mod vinduet. Signe stod med røde pletter på kinderne, dagbogen stadig i hånden.
Du har ændret dig, sagde hun stille. Du var engang helt normal.
Signe smed dagbogen på sofaen.
Kom, drenge. Der er intet mere for os her.
De gik ud i stilhed, trak jakker på, snørede skoene uden at se på hende. Mikkel vendte sig i døren.
Det var dumt af dig, Dashi. Vi har været venner i så mange år.
Venner, svarede hun. Men så besluttede I, at jeg skulle forsørge jer.
Døren smækkede. Trinene falmede. Kirsten blev alene i lejligheden, duften af sild og brændte fyrværkeri i luften.
Hun gik tilbage til bordet, fyldte et glas, spiste en skefuld salat lækker med hjemmelavet mayonnaise. Tog en mandarin, så en til.
TVen viste Klovn. Kirsten smilede, greb sin telefon. Først blokerede hun Signe, så Mikkel, så Henrik. Hun fjernede dem fra alle sociale medier og slettede beskederne.
Dette venskab bestod ikke af penge. Hun havde troet, at venner ville forblive venner, uanset hvor mange nuller der stod i lønnen. Men nej. Penge viste sig som lakmuspapir: de afslørede, hvem der var der for dig, og hvem der kun var der for din pung.
Hun spiste resten af silden, krøb under et tæppe, skiftede kanal.
Udenfor sprang fyrværkeri i farverige eksplosioner over hustagene. Hun så på dem og smilede et ægte, roligt smil.
Dette er ikke slutningen. Hun vil finde nye mennesker. Dem, der værdsætter hende for den, hun er med eller uden penge. Dem, der ikke vil regne hendes løn ud og spekulere i, hvor meget de kan få ud af hende.
Mandarinerne duftede af jul og barndom. Kirsten skrællede endnu en, delte den i både, lagde den i munden. Sødt. Saftigt. Perfekt.
Godt nytår, Dashi. Et nyt liv, hviskede hun til sig selv. Den sidste indsigt: ægte venskab kan ikke købes, men det kan vokse, når vi lærer at sætte vores egen værdi højere end andres forventninger.
