Tidlig forår
Den fireårige pige Alberte kiggede nysgerrigt på den nye beboer, som netop var flyttet ind på deres gårdsplads. Det var en gråhåret pensionist, som sad på en bænk. I den ene hånd holdt han en stok, som han støttede sig på som en troldmand fra et eventyr.
Alberte spurgte straks:
Farfar, er du en troldmand?
Da han svarede nej, så hun lidt skuffet ud.
Så hvorfor har du den stok? fortsatte hun.
Den hjælper mig med at gå, så det er lettere at bevæge mig sagde Egon Nielsen og præsenterede sig for pigen.
Så du er meget gammel? spurgte nysgerrige Alberte igen.
Efter dine mål er jeg gammel, men for mig er jeg ikke helt så gammel. Jeg har bare ondt i benet, det gik i stykker for nylig, da jeg faldt. Så jeg går med stok indtil det bliver bedre.
Lige da gik Albertes bedstemor, Birgitte, ud og tog Albertes hånd, så gik de sammen i parken. Birgitte hilste på den nye nabo, som smilede venligt, men det var først med Alberte, at den tooghalvfems år gamle mand fandt en rigtig venskab. Mens Alberte ventede på bedstemor, gik hun ofte ud i gården lidt tidligt og fortalte sin nye ven alt, hvad der skete: vejret, hvad bedstemor havde lavet til frokost, og hvad hendes veninde havde haft ondt i sidste uge.
Egon Nielsen gav altid Alberte en lækker chokoladebolle. Hver gang takker hun ham, bider halvdelen af, pakker den anden omhyggeligt ind i indpakningen og gemmer den i lommen på trøjen.
Hvorfor spiser du ikke hele? Smager den ikke? spurgte Egon.
Den er rigtig god. Men jeg vil også give den til min bedstemor svarede Alberte.
Den ældre mand blev rørt og gav næste gang to chokoladeboller. Igen tog Alberte kun en halvdel og gemte resten.
Så hvem gemmer du den til? spurgte Egon, forundret over barnets sparsomhed.
Så kan jeg give den til mor og far. De kan selv købe, men de bliver glade for en lille overraskelse, forklarer Alberte.
Jeg forstår. I har en meget sammentømret familie, tænker Egon, du er heldig, pige, du har et stort hjerte.
Og min bedstemor også, fordi hun elsker alle begynder Alberte, men Birgitte kom allerede ud af indgangen og rakte hånd til barnebarnet.
Åh, Egon, tak for godterne. Men hverken jeg eller Alberte bør spise så meget sødt. Undskyld
Så hvad skal jeg gøre? Jeg er i en knibe hvad kan jeg give jer? spurgte han.
Vi har alt derhjemme tak, men der er ikke behov, svarede Birgitte med et smil.
Jeg kan ikke lade være. Jeg vil gerne forkæle jer. Jeg bygger gode naboskaber, indrømmer Egon.
Så lad os gå over til nødder. Vi spiser dem kun hjemme, med rene hænder. Enig? foreslog Birgitte til både naboen og barnebarnet.
Alberte og Egon nikkede, og næste gang fandt Birgitte et par valnødder eller hasselnødder i Albertes lomme.
Åh, du lille egern, du bærer nødder. Ved du, at de nu er en dyr fornøjelse, og at far har brug for medicin, fordi han er lam?
Ikke rigtig gammel og ikke lam. Hans ben bliver bedre, sagde Alberte og forsvarede sin ven, og han vil til ski om vinteren.
Til ski også? tøvede Birgitte, så er du en god dreng.
Må jeg få ski, far? spurgte Alberte, så kan vi køre sammen. Han lovede at lære mig.
Birgitte gik tur i parken med Alberte, da de så Egon gå uden sin stok.
Farfar, jeg følger dig! løb Alberte ved siden af ham med en livlig skridt.
Vent på mig, så kommer jeg, sagde Birgitte og skyndte sig efter sit barnebarn.
De gik tre sammen, og Birgitte begyndte at nyde den gang, og for Alberte blev det en sjov leg. Hun havde så meget energi, at hun både løb, dansede på stien, sprang op på bænken, hilste på Birgitte og Egon, og igen gik ved siden af dem og råbte:
En, to, tre, fire! Fast skridt, kig fremad!
Efter gåturen satte Birgitte og Egon sig på en bänk, mens Alberte legede med sine veninder og altid fik et lille stykke nødder fra Egon før hun gik hjem.
I forkæler hende for meget, sagde Birgitte genert, lad os holde traditionen til højtiderne.
Egon fortalte Birgitte, at han var enlig farfar i fem år, og at han nu havde byttet sin treværelses lejlighed ud med to mindre: en etværelses til sig selv og en toværelses til sin søns familie.
Jeg holder af fællesskabet. Selvom jeg ikke er så udadvendt, har man brug for naboer, især i hverdagen.
To dage senere bankede Albertes og Birgittes dør på Egons. De stod med en bakke kager.
Vi vil gerne forkæle dig, sagde Birgitte.
Har I en tekande? spurgte Alberte.
Selvfølgelig, kom ind! åbnede Egon døren.
Ved te blev der snakket varmt og hyggeligt. Alberte så nysgerrigt på Egons bogreol og hans malerier, mens Birgitte så på sit barnebarns begejstring og den tålmodighed, Egon udviste, da han fortalte om hver eneste udstilling.
Mine børnebørn er langt væk og allerede på universitetet. Jeg savner dem, sagde Egon, men din bedstemor er stadig ung!
Han strøg Albertes kind og gav hende en blyant og et stykke papir.
Jeg har kun været pensionist i to år, så jeg keder mig ikke, sagde Birgitte, som pegede på sit barnebarn, min datter venter også sit andet barn. Vi er heldige, at vi bor i samme ejendom. Så er vi som én stor familie.
Solen skinnede hele sommeren, og naboerne holdt sammen. Om vinteren købte Birgitte ski til Alberte, og de tre begyndte at træne på den lokale skibane i Rude Skov, som hver vinter blev plejet i perfekt stand.
Egon og Birgitte blev så tætte, at de næsten kun gik ture sammen. Alberte gik ikke i børnehave, men tilbragte næsten al sin tid hos bedstemor. Så mødtes de hver dag, indtil Egon skulle på besøg hos sin familie i København.
Alberte savnede ham og spurgte altid Birgitte, hvornår han kom tilbage.
Han har sagt, at han bliver her i en måned, fordi han har brug for at passe sin lejlighed, mens vi passer på den, forklarer Birgitte. Birgitte og Alberte savnede ham, så de gik ud og så på den tomme bænk, hvor han plejede at sidde.
På den ottende dag gik Birgitte ud af indgangen, hastede mod sit barnebarn, men så Egon stå ved bænken.
Hej kære nabo, udbrød Birgitte, vi havde ikke ventet så hurtigt! Du sagde, du skulle blive længere.
Ja, men hovedstaden gav for meget larm, og mine børn er optaget på arbejde. Jeg savnede jer, så jeg kom tilbage, fordi I er blevet som familie for mig, svarede Egon.
Far, gav du dem chokolade? spurgte Alberte.
De voksne grinede.
Nej, min skat, chokolade er ikke godt for dem længere. De er voksne, så jeg gav dem penge, så de kan lære og vokse, sagde Egon.
Jeg er glad for, at du er tilbage. Så er alt som det skal være, sagde Birgitte med et smil.
Alberte omfavnede Egon, og han blev rørt.
Vi har mange pandekager i dag med forskellige fyld. De er lige så gode som kager, lette og bløde. Kom, lad os drikke te, og så kan du fortælle, hvordan det er i København, inviterede Birgitte.
København er smuk, alt er som det skal være. Jeg har medbragt gaver til jer, så I kan finde ud af, hvad I har brug for, sagde Egon, mens han tog Birgittes hånd og Albertes hånd, og de gik hjem, da den første forårsregn kom. Vejret var mildt og tidligt, som om foråret havde besluttet sig for at komme før tiden.
Hvorfor blev det så varmt i dag? spurgte Egon, mens han kiggede på Birgitte.
Fordi foråret er på vej! svarede Alberte, snart er Kvindernes Internationale Kampdag, og bedstemor vil samle gæster, også dig, farfar.
Jeg elsker jer, kære naboer, sagde Egon, da han gik op ad trappen.
Efter pandekagerne fik Alberte en farverig dansk træfigur, og Birgitte fik en sølvbroche. De gik igen ud på den velkendte sti i parken, som Egon kaldte den indtrampede rute. Sneen blev grå og vandet trængte op på stierne, men Alberte hoppede på de tørre sten og nød den varme luft:
Bedstemor, far, kom og fang mig! En, to, tre, fire! Fast skridt, kig fremad!
Historien viser, at når man åbner sit hjerte for andre, vokser venskabet som den forårsblomstring, og både unge og gamle får styrke og glæde i fællesskabet.
