**Min dagbog**
I går ville Mette ikke fortælle sin mor, hvad der var sket ved søen. Da hun kom hjem, prøvede hun at snige sig ind på sit værelse, men mor hørte lyden i entréen og kom ud fra køkkenet.
“Hvad er der sket? Du ser helt bleg ud.” Mor trykkede hænderne mod brystet og så bekymret på sin datter.
“Det er ingenting. Jeg blev bare for kold i vandet.” Mette gik forbi hende og lukkede døren til sit værelse.
Næste dag kom Anders for at høre, hvordan Mette havde det.
“Hvorfor skulle hun have det dårligt?” spurgte mor forvirret.
“Altså, hun var lige ved at drukne i søen i går,” svarede Anders uden at ane noget.
“Stop nu med de fantasier. Jeg slugte bare lidt vand,” sagde Mette og sendte Anders et skarpt blik.
“Jeg… kom egentlig for at invitere dig i biografen.” Anders indså sin fejl og prøvede at rette op på det.
“Mette, selvfølgelig skal du gå. Hvorfor sidde herhjemme? Vejret er dejligt,” sagde mor og smilede lidt for behageligt til Anders.
Anders var søn af en velhavende og kendt mand, og hans opmærksomhed fyldte mor med håb om en lys og tryg fremtid for sin datter.
Fra dengang besøgte Anders ofte Mette og inviterede hende med ud – til badning, motorcykelture, cafébesøg… Hun var ikke vild med ham, men det smigrede hende, at han ud af alle pigerne havde valgt netop hende. Enhver af dem ville have set det som en ære at gå i biografen med ham.
Om aftenen skældte mor hende ud. “En som ham gider dig, og alligevel gør du dig så værdig? En dreng fra en rig familje. Du vil aldrig mangle noget. Og se blot, hvor godt han behandler dig. Jeg kan trygt overlade ham det dyrebareste, jeg har – min eneste datter. Hvis han en dag frier, så vær ikke en utaknemmelig tåbe.”
“Men jeg elsker ham ikke, mor,” prøvede Mette at protestere.
“Jeg tror ikke et sekund på, at en så flot fyr ikke kan behage dig. Jeg giftede mig af stor og lidenskabelig kærlighed, og hvor blev den af?”
Da Anders endelig friede, sagde Mette ja. Mors overtalelser havde virket. I bryllupsforberedelserne følte hun undertiden, som om hun spillede i et teaterstykke – som om intet var ægte, og det snart ville være forbi. Mor derimod var i syvende himmel.
Mette indså hurtigt, at hverken Anders’ mor eller storesøster kunne lide hende. Hun forstod ikke, hvordan de overhovedet havde tilladt ham at gifte sig med hende. Nok var Anders sin mums øjesten, den forkælede yngste søn, så hun havde ikke protesteret for ikke at miste ham.
De boede ikke i den store familieejendom, men i en lejlighed, Anders havde arvet efter sin bedstefar – noget Mette var taknemmelig for. Hun var bange for sin svigermor.
Årene gik, men Mette kunne ikke blive gravid. Svigermoren gav hende skylden, henviste hende til de bedste læger, og de stillede en skuffende diagnose. Mette led stille, følte sig skyldig.
Anders gav hende ikke direkte skylden, men hun så, at han også led. Han trak sig fra hende, tilbragte mere tid i sin fars firma, som han og søsteren havde arvet. Faren var død for tre år siden af et hjerteanfald. Han besøgte nu også sin mor uden Mette, hvilket passede hende fint. Hun kunne kun gisne om, hvad svigermoren sagde om hende.
Mette mistænkte, at Anders havde affærer, men utorstået er utalt. Og Anders var altid forsigtig – familjens ry måtte ikke rammes af rygter.
Hun forsøgte at flytte hjem til mor, men den kaldte hendes mistanker for indbildning. “Han er en smuk mand, kvinder kan ikke lade være. En uskyldig flirt er ikke utroskab. Når I får et barn, ordner det sig.” Så sendte hun Mette tilbage til Anders.
Således levede de i fem år – et perfekt par på overfladen.
Da Mettes tålmodighed brast, og hun var klar til at tale om skilsmisse, døde hans mor. Åbenbart havde hun været alvorligt syg længe, men ingen havde fundet det nødvendigt at informere Mette.
Anders var oppe dagen lang med begravelsesforberedelser og kom kun hjem for at sove.
***
Mette vågnede, men blev liggende og lyttede til lyden af vand fra badeværelset. Hun døsede igen.
“Du er stadig ikke stået op?” Anders kom ind i soveværelset, omgivet af duften af bad og barberlotion.
“Skal jeg virkelig med? Din mor holdt aldrig af mig. Hun syntes, jeg ikke var god nok til dig. Måske havde hun ret,” sagde Mette og så ham ind i øjnene.
“Hvordan det?” Anders smed sin badekåbe på sengen og gik til skabet for at vælge tøj.
Mette var vant til hans smukke krop, og hans charme virkede ikke længere på hende.
“At jeg ikke passer ind i jeres familie. Anders, mit fravær vil slet ikke blive bemærket.” Hun satte sig op.
“Hele familien samles. Du er en del af den. Kom nu, tag dig sammen, ellers kommer vi for sent.” Han begyndte at klæde sig på uden at se på hende.
“Jeg bliver aldrig en del af jeres familie. Og du ved det. Kan man komme for sent til en begravelse?” sukkede hun, men stod alligevel op.
Da hun kom ud fra badeværelset, mødte duften af nybrændt kaffe hende.
“Drik, og gør dig klar.” Anders skubbede en dampende kop hen til hende og kiggede demonstrativt på sit dyre ur.
I bilen lyttede Anders kun til klassisk musik, som passede perfekt til Mettes begravelseshumør. Hun lænede sig tilbage og lod som om, hun halvsov.
Da de ankom til den store villa, var der allerede flere biler.
“Bare få denne dag overstået. Nu har jeg én fjende mindre,” tænkte hun.
“Gå du ind. Jeg skal lige ordne mig,” sagde hun og tog sin pudderdåse op.
“Bliv ikke længe. Og husk at låse bilen,” sagde Anders og gik.
Mette vidste, hun et øjeblik ville være i centrum, før alle igen glemte hende. Hun rettede på sin makeup, tog et lommetørklæde frem – græde havde hun ikke tænkt sig.
Da hun steg ud, så hun den gamle dame, der boede nede af vejen. Hun undrede sig over, at hun stadig levede. For femten år siden havde hendes mand og søn død i en ulykke, og siden da havde alle set hende som sær – næsten vanvittig.
“Hej,” sagde Mette, da Tove kom gående forbi.
Den gamle dame stoppede og studerede hende.
“Jeg er Mette, Anders’ kone…” begyndte hun.
“Jeg er hverken blind eller senil. Er du komHun tog en dyb indånding og vidste i det øjeblik, at det var på tide at vende tilbage til sig selv og skabe sin egen fremtid.
