Ti år som kok og hushjælp hos sønnens familie – og ikke ét ord om taknemmelighed Lærerinden gik på pension som 55-årig og boede derefter ti år hos sin søn og svigerdatter. For nylig mødte vi hinanden, og hun fortalte begejstret, at hun nu for anden gang er gået på pension. Jeg husker tydeligt, hvordan hun flyttede ind hos sin søn efter pensionen og satte sin egen lejlighed i bero uden at leje den ud – måske af frygt, hvem ved? Hos sønnen og svigerdatteren var stemningen god, ingen skænderier, og de delte husholdningen fredeligt. Efter min mening har hun gjort noget helt særligt. Deres fælles liv begyndte, da barnebarnet var ét år, og hun boede hos dem i næsten ti år. Da svigerdatteren begyndte at arbejde, lå alt det huslige på hendes skuldre – jeg kalder det nærmest et mareridt – men især ansvaret for det lille barn, hvilket kræver stort mod. Hele dagen var hun babysitter, kok og stuepige. De unge kom først hjem kl. 19, og først da fik hun lov at hvile lidt, før det hele startede igen næste morgen. Da barnet begyndte i skole, skulle hun køre ham med bus – og hente ham igen – indtil femte klasse, samtidig med at hun aldrig slap fra sine husopgaver. Hun har fortalt mig, at hun om aftenen ofte var så udmattet, at hun ikke engang kunne se fjernsyn – hun faldt bare i søvn. Ingen veninder, ingen fornøjelser – intet. Til højtiderne tog de unge ud til venner – og hvem passede barnet? Hun gjorde, naturligvis. Nu er drengen næsten ti, og den tidligere lærerinde ville nok fortsætte med at “arbejde” hos dem, hvis ikke en tilfældighed havde befriet hende. En dag overhørte hun svigerdatteren sige til sønnen: “Din mor bruger vist for meget vaskepulver, for tøjet lugter af kemi. Sig det lige til hende.” Ti år havde hun vasket tøjet – og pludselig blev hun kritiseret. Hun slukkede sin vrede og lod det gå. Men kort tid efter foreslog svigerdatteren, at hun skulle flytte ind i gennemgangsværelset, så drengen kunne få hendes værelse. Først dér indså hun, at tiden var inde til at flytte hjem. Hun pakkede sine ting, gjorde sin lejlighed klar – og flyttede tilbage. Og det vigtigste skete: Sønnen og svigerdatteren blev fornærmede over hendes beslutning. Måske regnede de med, at hun skulle bo og hjælpe hos dem til sin død. Det sørgelige er, at ingen rigtig havde ondt af hende. Som om det var naturligt – at hun skulle vaske, lave mad, gøre rent og ikke have sine egne behov. De blev vrede og kontaktede hende ikke længere. Men den ældre kvinde er optimist. Hun tror stadig, alt nok skal blive godt. Nu glæder hun sig over sin frihed: Nu kan hun endelig leve for sig selv, uden ansvar og stress. Hvad mere behøver hun? Sådan kan det gå! I en alder af 65 år kom glæden endelig tilbage. Kan I huske sangen? “Anden ungdom kommer til den, der har bevaret den første?” Hun har oplevet den magiske følelse af befrielse – retten til at leve for sig selv, helt fri fra forpligtelser. Måske er det et smukt ord, ja – men det er sand selvopofrelse. Jeg tror, få virkelig værdsætter det. Selv vores egne børn – for man vænner sig hurtigt til, at nogen laver og vasker, dækker bord og rydder op, giver rent tøj og hjælper børnene med lektier. Man vænner sig hurtigt til, at ens barn er i trygge hænder.

Jeg har været ven med Karen Nørgaard i mange år, og hun har altid været en utroligt hjælpsom og stærk kvinde. Nu sidder jeg her og skriver ned, fordi hun for nylig fortalte mig, at hun gik på såkaldt efterløn for anden gang og denne gang uden nogen forpligtelser. Jeg mindes godt, da hun stoppede som folkeskolelærer, fyldte 55 og flyttede ind hos sin søn, Mads, og hans familie i Aarhus. Sin egen lejlighed lå hun bare fast på og ville ikke leje ud, nok noget med tryghed, tænker jeg.

Hendes forhold til svigerdatteren, Lise, var nærmest eksemplarisk. Aldrig sladder, aldrig konflikter det hele kørte bare. Jeg har altid ment, Karen var indbegrebet af en tapperhed, jeg sjældent har set. Hun rykkede ind, da barnebarnet Emil fyldte ét år, og blev så boende i næsten et årti.

Da Lise vendte tilbage til arbejdet på Rigshospitalet, faldt det hele på Karen. At passe Emil hele dagen, lave mad, gøre rent. Hun blev alt fra børnepasser til kok og rengøringsdame og de unge kom først hjem omkring klokken syv. Først der fik Karen ro til at sidde lidt ned, og så startede det bare forfra næste dag.

Karens hverdag gik op i madlavning, rengøring, og at Emil kom til og fra skole med bussen til Skovvangskolen, indtil han var omkring ti. Sådan gik det ingen pause fra de daglige pligter. Hun sagde tit til mig, at hun så sjældent fik sat sig ned med tvet, før hun bare faldt om af træthed. Samvær med veninder eller bare lidt tid til sig selv det eksisterede næsten ikke. Når de unge fejrede jul eller påske med venner, blev Karen hjemme med Emil.

Da Emil var tæt på de ti, tror jeg egentlig Karen havde fortsat sit liv i deres hjem, hvis ikke visse ting var sket. En dag overhørte hun Lise sige til Mads: Din mor bruger for meget vaskepulver, det dufter kemisk. Kan du ikke nævne det overfor hende uden, at hun bliver ked af det? Ti år havde hun vasket deres tøj, og sådan et stikord var, mildt sagt, ikke rart.

Karen slukkede for skuffelsen og lod som ingenting. Kort efter foreslog Lise, at Emil kunne få Karens værelse, og hun selv kunne bo i stuen. Den dag gik det op for Karen: Nu var det tid til at rykke videre.

Hun pakkede sine ting, tog tilbage til sin egen lejlighed, gjorde den i stand og flyttede ind. Søn og svigerdatter blev såret de mente vel, hun skulle være der til det sidste, som den evige hushjælp. Tænk engang, at de slet ikke så hende som et individ med egne behov og ønsker. De holdt op med at ringe, og kontakten døde ud.

Karen er heldigvis en glad sjæl. Hun tror stadig på det gode og håber, at forholdet til Mads og Lise kan rettes op. Men hun har også fundet en ny frihed nu behøver hun ikke drøne rundt for andre, og kan endelig gøre, hvad hun selv vil. Ikke meget hun har brug for, sagde hun.

Så her sidder jeg og tænker over Karens rejse. Hun fyldte 65 og kombinerede sin folkepension med en ny form for glæde. Man siger jo, Det er kun dem, der husker ungdommen, der får en ny, og hun har virkelig mærket lettelsen over at have retten til at leve for sig selv igen.

Selvopofrelse kan lyde flot, men det er tungt at bære. Og jeg tror faktisk, at de færreste kan sætte sig ind i værdien af det selv ens eget barn kan hurtigt vænne sig til, at mor gør rent og laver mad, at bordet dækkes, tøjet ligger foldet, og barnet bliver passet og hjulpet med lektier. Man vænner sig hurtigt til den slags.

Og min refleksion er, at man virkelig skal huske at værdsætte dem, der gør en forskel for os. For det kan godt være, at man først ser det, når de ikke er der mere.