22. marts
I dag har været en dag fuld af tanker og minder. Da jeg skyndte mig hjem gennem de små gader i Aarhus, gik mine tanker tilbage til morgenen, hvor Lærke, min hustru, endelig mi betroede, at hun ventede vores barn. I tre år havde vi håbet, ønsket og prøvet, og nu stod vi pludselig der næsten bange for, om det kunne være sandt. Jeg ville overraske hende og havde derfor dækket op til en særlig middag laksetatar og en farverig frugtsalat, proppet med vitaminer fra danske æbler og bær.
Men da jeg trådte ind ad døren, var stemningen en anden. Lærke sad stille og bleg i sofaen, og hun lagde sig hurtigt ind for at sove. Jeg blev urolig, spurgte forsigtigt, om jeg skulle ringe til lægevagten, men hun insisterede på, at hun havde det fint og bare havde brug for lidt ro. Jeg måtte forstå og trække mig, selvom det nagede.
Aftenen gik med stille samtaler vi snakkede dæmpet, og min festmiddag stod urørt. Indeni havde jeg håbet, men frygtet alt på én gang. Da tiden endelig kom, over tre måneder senere, hastede vi til Regionshospitalet, hvor vores søn blev født. Sygeplejersken meldte, at alt var godt vi havde fået en dreng.
Men så da jeg fulgte efter jordemoderen ind på lægens kontor, blev min glæde afløst af uro. Lægen forklarede, at vores søn, Malthe, havde et medfødt problem med benene, som måske ville gøre det svært for ham at gå. Chokket var dobbelt, da Lærke, overraskende for mig, sagde, at hun ikke kunne overkomme at tage sig af barnet, og at hun ville bortadoptere ham.
Jeg forsøgte febrilsk at tale til hende, at få hendes blik og hendes hjerte tilbage til den lille dreng, men hun var urokkelig, trods sin mors indtrængende bønner. Til sidst indså jeg, at jeg måtte træffe mit livs sværeste valg: Jeg sagde ja til selv at tage ansvar.
De næste dage gik med at pakke Lærkes ting, ringe til låsesmeden for at få ekstra lås på døren til vores lejlighed, og at købe alt til babyen en ny tremmeseng, en barnevogn og tøj til lille Malthe. Jeg kastede mig over bøger om hans sygdom, ringede rundt og søgte hjælp de steder, hvor nogen vidste noget.
Fra en bekendt i Odder hørte jeg om en kvinde, der måske kunne hjælpe. Jeg havde forestillet mig en ældre dame med stor erfaring, men da jeg stod foran hendes dør, åbnede en ung kvinde, Freja, smilende og parat til at møde verden. Hun tilbød straks at hjælpe men kun, hvis jeg og Malthe flyttede ind hos hende.
Halvt år senere kravlede Malthe rundt på gulvet hos Freja. Mellem bleskift og aftengrød opstod en varme og fortrolighed mellem mig og Freja, som jeg aldrig havde forventet. Aldersforskellen føltes ubetydelig, og jeg indrømmede over for hende, hvad jeg følte. Hun gengældte mine følelser, og vi blev enige om at gifte os. Malthe fik en ny, kærlig mor, og jeg en hengiven hustru.
To år senere var vi på Skejby Sygehus igen. Denne gang ventede vi vores andet barn. I ventesalen krydsede vi pludselig veje med Lærke. Hun genkendte straks Malthe nu springende rundt mellem stolene og så på ham med et blik, jeg kun kan tolke som beundring og måske fortrydelse.
Det slog mig, hvor tilfældige og skrøbelige vores liv kan være og hvor heldig jeg er for den familie, vi har fundet sammen.
