Mens han hastede gennem den tågede Københavnske eftermiddag, følte Thomas sig halvvejs opløst mellem minder og den fortættede luft. Han susede hen over de gyngende brosten og huskede den morgen, hvor hans kone havde hvisket som om ordene allerede svævede i rummet at hun ventede barn. I et feberagtigt glædesudbrud begyndte han at forberede en overdådig middag, spækket med bær og æbler, solmodne og dryppende af vitaminer. Tre år havde de ventet på dette mirakel, som om tiden havde danset baglæns, og nu kom glæden væltende som mælk i et glas.
Inden han vendte hjem, kiggede Thomas forbi et guldsmedeværksted på Strøget. Han købte et par fine ørestikker, perler så lette som havskum, overbevist om de ville få hendes smil til at blomstre. Men da han så hende igen, lå hendes ansigt i skygger. Freja, hans elskede, forsvandt uden et ord ind i soveværelset, som var hun forfulgt af skygger fra Øresund. Bekymret prøvede han at ringe efter lægevagten, men hun sagde sagte, på dén særlige danske måde, at hun bare havde brug for ro.
De hviskede sammen hele aftenen, uden egentlige ord, mens andebryst og rødbeder forblev urørt på bordet. Timerne bølgede forbi, som skyer der ikke vil regne, og pludselig begyndte fødslen. Jordemoderen bragte nyheden de havde fået en dreng.
Men virkelighed og drøm gled sammen, da Thomas fulgte jordemoderen gennem sygehusets lange gange, hvor skyggerne løb forud. Lægen fortalte, at drengens ben ikke villig bøje sig mod jorden, og han måske aldrig ville lære at gå. Endnu mærkeligere blev det, da Freja allerede, som i trance, havde besluttet sig for at forlade barnet.
Chokeret forsøgte Thomas at nå ind til hende, bad sin mor om støtte, men ingenting kunne rokke Freja. Til sidst pakkede Thomas hendes ting sammen stak hendes trøjer i en pose fra Magasin, låste døren til den lille lejlighed på Nørrebro og købte et nyt vuggetæppe og barnevogn til drengen, som han nu skulle passe alene.
Med en tålmodighed, der kunne have tøet isen i Limfjorden, søgte Thomas efter viden om diagnose og løsninger. Han hørte rygter om en kvinde i landsbyen nord for Roskilde, der kunne hjælpe. I drømmen forestillede Thomas sig en gammel kone, men da døren åbnede, stod Rigmor der ung, med hår som solskinståge og et blik, der gjorde tiden blødere. Hun ville gerne hjælpe lille Mikkel, men kun hvis Thomas og barnet flyttede ind hos hende.
Et halvt år senere bævrede Mark eller Mikkel, som han var blevet døbt hen over plankegulvene i huset under bøgeskoven. Thomas og Rigmor voksede sammen, som hvis to træer flettede deres rødder under mulden, og der voksede kærlighed ud af mærkelige omveje. Aldersforskellen forsvandt som dug på ruden, og Thomas mærkede ingen flugtlyst kun ønsket om ærlighed. Da han delte sine følelser med Rigmor, smilte hun et vindstød over fjordene og hun sagde ja til at blive hans hustru.
Nu havde Thomas en hengiven hustru, og Mikkel en mor, der lo, når han trillede over gulvet. To år senere gik stierne gennem Rigshospitalets korridorer sammen på ny. Rigmor bar deres nyfødte i armene, og Thomas følte lykken dryppe fra loftet som majregn, mens Mikkel dansede i gangen. Pludselig så de Freja, der stod som frosset i tid og genkendte sin søn, løbende afsted med benene sprudlende af liv. Hun betragtede ham med skinnende øjne, som nede fra bunden af en sø, hvor gamle drømme stadig bor.
