12. juni
Jeg har altid været en stolt og tilfreds far, i hvert fald i de sidste 32 år. Siden min datter Signe blev født, har jeg boet sammen med hende her i vores lille rækkehus i Odense. Signe arbejder som afdelingsleder i et mindre dansk firma. Mange weekender tilbragte vi sammen, for vi havde vores ritualer. Som regel skulle vi tidligt op og cykle ned til torvet. Signe var aldrig meget for disse ture, men hun gjorde det altid for min skyld.
Jeg nød at gå ned ad bodgaderne og udvælge friske råvarer. Det er klart, det kunne være ordnet langt hurtigere i Netto eller Føtex, men det var nu dét, jeg satte pris på at vi gik der sammen hver lørdag. Derefter satte vi kursen mod det lille havekolonihus, hvor vi hyggede os med haven hele dagen.
Så snart det blev syltetid, begyndte vi at lave asier og rødbeder. Ingen af os var egentlig vilde med syltede sager, men det var blevet en tradition for venner og familie. Når vi stod der og skar grøntsager, tænkte jeg ofte på, hvor heldig jeg var, at min voksne datter stadig gad det samvær. Hun var jo 32 år og kunne for længst være flyttet fra reden.
Men så kom der en dag, hvor alt forandrede sig. Far, jeg skal giftes, sagde Signe med et forsigtigt smil. Hendes kommende mand var en stille, jordnær fyr på 25 fra Svendborg. Sammen købte de en lille lejlighed, men min svigersønnes mor overtalte dem til at udleje den: De ekstra kroner kan I bruge nu, mens I stadig er unge, foreslog hun. Så flyttede de i en periode hjem til mig.
Jeg blev lettet. Så længe Signe stadig boede hjemme, føltes alt som før. Men glæden varede kort. Snart tilbragte hun al sin fritid sammen med manden. De gik på caféer og koncerter om aftenen, og pludselig kom beskeden Signe skulle være mor. Jeg blev straks sentimental og tænkte; nu kan hun få glæde af de babytæpper, jeg havde gemt fra hendes barndom. Men min svigerdatter ville kun bruge dem til et par hyggelige billeder. Til deres barn ville hun selv vælge alt. Da der var nok penge til det, flyttede de endelig ind i deres egen lejlighed.
Beslutningen ramte mig hårdt. Jeg følte mig svigtet, nærmest glemt. Hvor urimeligt det end lyder, antog jeg, at Signe havde byttet mig ud med sin nye familie.
Men nu, mens jeg skriver dette, forstår jeg, at det er kærlighedens cyklus. Ens børn flytter hjemmefra og skaber deres eget voksenliv. Det er ikke et svigt, det er at give slip så de kan stå på egne ben. Det er min lektie: At glæde mig over Signes lykke, og at tillade mig selv at savne hende, men også at give hende fri.
