– Jeg kan slet ikke forstå, hvad du tror, du har lov til! På grønt skal du køre videre, ikke stå og glo! sagde den ældre dame bag i sædet, mens hun tapede let med fingerspidserne på den læderindbundne taske.
– Undskyld, men der er en bil lige foran mig, så jeg kan ikke bare køre over den, svarede taxachaufføren roligt uden at vende sig om.
– Jeg skal nå et vigtigt møde med min datter! Gå uden om det! gentog hun, uden at lade stemmen dø ud.
– Du ser jo selv, der er en kø. Lad os bare have tålmodighed, sagde han og kastede et blik i bakspejlet.
– Åh Gud, det er et mareridt! sukkede hun tungt, lænket sig tilbage i sædet. Alt går altid galt. Først den store skænderi, så nu også forsinkelsen
Taxien krøb langsomt frem gennem den travle Vesterbrogade. Jens Petersen det var hans navn holdt øje med passageren gennem spejlet. En rundet kvinde omkring seksti år i en elegant lysegrå habit med en pæn kortklipning fidusede nervøst ved låsen på tasken. Hælen på hendes underlæbe rystede en smule.
– Ved du, nogle af de vigtigste møder sker med et lille forsinkelsesrum. Skæbnen giver os tid til at samle tankerne, sagde Jens pludselig.
Kvinden så overrasket på ham i spejlet.
– Er det dig, der snakker til mig? spurgte hun.
– Ja. Du nævnte skænderiet. Måske er denne kø en chance for at tænke over, hvad du vil sige til din datter, når I mødes? svarede han med en dyb, rolig stemme.
– Undskyld, men jeg bad ikke om råd, afbrød hun, men sukkede så igen. Jeg har faktisk haft en heftig diskussion med min datter. Hun vil flytte til Spanien, tror der ikke er nogen fremtid her i Danmark. Jeg er bange for, at jeg ender helt alene.
– Jeg hedder Jens Petersen, sagde han. I min taxa hører jeg ofte folks historier. Måske kan det lette dit hjerte?
Kvinden præsenterede sig som Rigmor Møller. Hun fortsatte: Min datter har overbevist sig selv om, at livet i Spanien er bedre. Hvad er der så i Spanien? Hvad har hun glemt? Jeg sidder bare hjemme, strikker huer til børnebørnene, som de aldrig vil have på.
Jens stoppede ved et trafiklys, tænkte et øjeblik og svarede: Min søn flyttede til Canada for ti år siden. Jeg var imod det.
– Hvordan klarede du det? spurgte Rigmor oprigtigt.
– I starten var jeg vred, ignorerede hans opkald. Så indså jeg, at jeg spildte tid. Livet er kort, og at bære nag er som at have en tung sten i lommen. Det gør kun dig selv ondt, sagde han.
Taxien satte i gang igen, men kørte langsomt i den tunge strøm.
– Let at sige, men ringer han dig?
– Ja, vi taler hver uge på video. Jeg ser mine børnebørn, de kalder mig bedstefar Jens. Sidste år fløj jeg for første gang til Canada det var min første flyvning nogensinde.
– Var du bange? spurgte Rigmor.
– Selvfølgelig. Men da jeg så min søns glade ansigt og børnebørnenes smil, forsvandt frygten. Verden er mindre, end man tror. Afstand er mest i hovedet, sagde han.
Rigmor så tænksom ud af vinduet.
– Jeg forstår ikke, hvorfor hun har det så dårligt her. Hun har et godt job, en fin lejlighed
– Har du spurgt hende, hvorfor hun vil væk? Ikke med anklager, men ærligt? spurgte Jens, mens han undveg et hul i vejen.
Rigmor sukkede og sagde, at hun straks kaldte hende utaknemmelig og forladt sin mor.
– Måske skal du starte samtalen med spørgsmål i stedet for kritik? Jens svarede. Jeg blev taxachauffør efter pensionen, efter tredive år på en maskinfabrik som maskinmester. Det, jeg har lært, er, at folk mest har brug for at blive hørt uden dom eller råd.
– Virkelig? spurgte Rigmor med et glimt i øjet.
– En gang kørte jeg en ung mand, der skulle fri til sin kæreste, men havde glemt ringen. Vi fandt den igen, og han ringede mig senere og sagde, at hun sagde ja. Sådan små ting kan ændre alt, sagde Jens.
Rigmor smilede.
– Du har et spændende job, Jens.
– Det er folkene, der er spændende, svarede han. På kun femten minutter har jeg allerede set, at du er en kærlig mor, der er bange for at stå alene.
– Du siger det så let, men sagde hun, mens hun trak et tørklæde frem fra tasken.
– Det er naturligt at frygte ensomhed, men endnu mere naturligt at ønske sine børn lykke, selvom den lykke ser anderledes ud, forklarede han.
Rigmor fik tårerne til at trille.
– Hvordan vidste du, at din søn havde det bedre i Canada? spurgte hun.
– Jeg accepterede hans valg. Da jeg slap med at trække ham tilbage, blev vores forhold tættere. Nu taler vi om alt, sagde Jens.
Taxien stoppede ved et grønt lys, og Jens vendte sig mod Rigmor.
– Rigmor, undskyld for min direktehed, men det virker som om du er på vej til at overbevise din datter om at blive, ikke? spurgte han blidt.
Hun nikkede og sagde, at hun havde forberedt en lang tale om traditioner og at man aldrig må forlade sine forældre.
– Hvad hvis du i stedet bare lytter? spurgte Jens, da lyset skiftede til grønt. Hvad trækker hende til Spanien? Er det en ven, et job, eller måske kærligheden?
– Hun har en veninde der, som hun studerede med. Der er gode arbejdsforhold for designere derovre, sagde Rigmor.
– Så lad hende vide, at du respekterer hendes valg, og måske tilbyde at besøge hende? foreslog Jens.
– Jeg er bange for at flyve aldrig været i udlandet, svarede hun.
–
