Tantens exit
Det der tager du altså ikke på, sagde Viktor uden at vende sig om. Han stod foran spejlet i entréen og rettede på slipset mørkeblåt, silke, købt sidste måned for en mængde kroner, som Astrid kun fandt ud af ved et tilfælde, da hun ledte efter kvitteringen for køleskabet. Jeg mener det.
Viktor, det er jo din firmas jubilæum. Ti år! Jeg er din kone.
Netop. Han kiggede endelig på hende, og der var et eller andet i det blik, der fik hende til at trække vejret ind. Ikke forelskelse. Genkendelse. Hun havde set det blik før, for længe siden, uden rigtig at ville sætte navn på. Du er min kone. Derfor beder jeg dig om at blive hjemme.
Hvorfor?
Han sukkede. Laaangsomt, med den der særlige blanding af overbærenhed, der betød: Du stiller dumme spørgsmål, og nu spilder jeg værdifuld tid på dig.
Astrid. Der kommer forretningsforbindelser. Seriøse folk. Måske endda pressen.
Og hvad så?
Du er… Han tøvede. Ledte efter ordet. Så fandt han det. Du er en tante. Ja, en helt almindelig tante. Især i den der blå kjole med knapper. Der kommer kvinder, der ser helt anderledes ud.
Astrid stod i døråbningen med et viskestykke i hånden, hun netop havde tørret hænder i. Det var falmet og lidt forvasket, men hun havde aldrig fået smidt det ud. Hun betragtede Viktor og prøvede at finde ud af, hvornår det egentlig blev normalt. Hvornår ord som dem her ikke længere krævede forklaring.
Skal du så have Marianne med?
Han blinkede ikke engang. Det var næsten det værste. Ingen vrede, ingen usikkerhed. Bare et neutralt blik.
Marianne er min assistent. Hun arrangerer festen.
Viktor.
Astrid, lad nu være.
Jeg spurgte bare.
Du spurgte ikke bare. Han tog jakken fra knagen, rystede den lidt med sin sædvanlige elegance. Du antyder noget, som du altid gør. Jeg er træt af de insinuerende spørgsmål.
Astrid lagde viskestykket over armlænet på lænestolen. Med rolig hånd selvom hun kunne mærke, at den rystede, og hun ville for alt i verden ikke have ham til at se det.
Godt, sagde hun. Fint, Viktor.
Sådan, det er godt. Han så sig tilfreds i spejlet igen. Er børnene hjemme?
Signe er hos en veninde. Magnus er på universitetet. Kommer hjem ved otte-tiden.
Sig, han skal være stille, når jeg kommer hjem. Bliver sent.
Døren smækkede. Astrid stod tilbage i entreen, omgivet af duften af hans eksklusive aftershave, som hun tidligere havde syntes var lækker, men som nu bare virkede fremmed. Dyr og fremmed.
Hun gik ud i køkkenet. Satte vand over til te. Tænkte, mens vandet begyndte at koge, på dengang for treogtyve år siden, hvor hun blev gift med en mand, der så helt anderledes på hende. Dengang havde han sagt, at hun lo som en havfrue. Dengang blev hun genert af hans komplimenter.
Vandet boblede. Astrid hældte det op, puttede en tepose i kruset og sad bare længe og så, hvordan de mørke spiraler bredte sig i vandet.
Tante. Han havde kaldt hende tante.
Hun var tooghalvtreds. Ikke hundrede. Ikke firs. Tooghalvtreds og egentlig så hun da meget godt ud. Nej, forsiden af et ugeblad var det ikke, men hun var bestemt heller ikke det billede, han tegnede med det ord. Hendes hår var flot, mørkblond, stort set uden grå, for hun passede på sig selv. Hænderne de kunne alt: bage boller, sy gardiner op, trøste et barn midt om natten, og sortere kvitteringer, dengang Viktor startede sit Monolit, og tallene rodede rundt i hans hoved.
Var det ikke hende, der sad og kæmpede med hans momsregnskab? Var det ikke hende, der tog nattetjanserne, dengang han knoklede?
Tante, sgu. Ja, ja.
Astrid græd ikke. Tårerne var der et sted, som et tryk bag brystet, men de ville ikke ud. Måske fordi det ikke var første gang. Den slags samtaler begyndte for tre år siden, dengang han første gang sagde: Du kunne godt tage noget pænere på. Dengang blev hun fornærmet. Senere vænnede hun sig til det. Til sidst nikkede hun bare og blev enig. Og nu stod hun én aften alene i køkkenet, mens hendes mand tog til firmaets fest uden hende, sammen med Marianne på otteogtyve, som sandsynligvis ikke havde hverken hjemmebag, falmede viskestykker eller 23 års fælles liv.
Udenfor blev det langsomt mørkt. Maj-aften, lun, og duft af syren steg op fra gården. Astrid drak sin te, vaskede koppen op, og gik derefter hen til garderobeskabet.
Helt inde i hjørnet, bag vinterfrakkerne, hang en kjole. Mørk bordeaux velour, købt for tre år siden på udsalg i Magasin. Hun havde prøvet den på derhjemme én gang. Viktor så den og skar ansigt: Skal du nu gå i dét? Alt for iøjnefaldende. Upassende i din alder. Hun lagde kjolen ned i posen, gemte den bagest i skabet. Overvejede at give den væk. Gjorde det aldrig.
Nu fandt hun den frem. Rystede den. Velouren var blød, varm, levende mod huden. Astrid holdt kjolen op foran sig i spejlet.
Nej. Ingen tante her.
Fra entréen lød nøgler. Magnus. Hun hørte hans sko, jakken blev smidt på stolen (ikke knagen), og så på vej ud i køkkenet.
Mor, er der noget at spise?
Frikadeller i køleskabet. Lun dem i mikroen.
Hvorfor står du med en kjole?
Astrid vendte sig. Magnus stod i døråbningen: høj, hans fars kæber, hendes gråblå øjne, en smule trætte. Første år på universitetet sled på ham, det kunne ses på holdningen og blikket.
Prøver den bare, sagde hun.
Den er flot. Han rodede rundt i gryderne. Skal du til fest?
Astrid tænkte, før hun svarede.
Ikke endnu. Måske slet ikke.
Magnus kom med mad, satte sig, så på hende med et blik, der var lidt for voksent for hans alder.
Er far til fest?
Ja.
Alene?
Hun svarede ikke straks. Hængte kjolen over stoleryggen.
Magnus…
Mor, jeg ved det godt. Han sagde det roligt, uden bebrejdelse. Signe ved det også. Vi har vidst det længe.
Der kom tårer. Ikke i stride strømme, bare som en knude i halsen, og Astrid åndede dybt, kiggede ud i mørket.
Hvordan?
Så dem sammen i Cafe Bop, foråret før. Han opdagede det ikke. Først tænkte jeg, det var arbejde men det kunne alle se, der var mere.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Hvad ville du have gjort?
Godt spørgsmål. Måske bare fortsat med at lade som ingenting. Som hun havde gjort de seneste tre år, hvor mærkelige ting blev fejet ind under tæppet med det er nok min fantasi. Familiepsykologi, hvor en kvinde over halvtreds bliver bange for sandheden, er en ægte dansk færdighed.
Det ved jeg ikke, sagde hun ærligt.
Det vidste jeg heller ikke. Han kiggede på hende. Mor du ser godt ud i den kjole. Helt ærligt.
Astrid så på sin søn. Ham, hun havde læst godnathistorier for, lært at binde snørebånd, sendt i skole med leverpostejmadder i tasken. Nitten år. Voksen. Ser mere, end hun ønsker.
Tak, sagde hun.
Senere ringede hun til Signe. Hun dukkede op klokken ti, med sportstaske og duften af teenager, der har overnattet hos veninden.
Mor, du ser mærkelig ud? Signe kastede et blik på hende med den slags ultrafølsomt teenageblik, der ser alt på to sekunder. Har far gjort noget dumt nu?
Sæt dig, sagde Astrid. Vi skal snakke.
De sad alle tre over en kop te. Astrid fortalte. Ikke det hele, men nok. Om hvad Viktor havde sagt. Om kjolen. Om Marianne og ja, børnenes ansigter fortalte, at hendes mistanke var rigtig.
Signe lyttede og bed sig i læben som hun altid gjorde, når hun prøvede ikke at græde.
Sagde far virkelig tante til dig? spurgte hun, da Astrid var færdig.
Ja.
Det… Signe rystede på hovedet for at finde ordet. Det er sgu strengt.
Strengt, sagde Astrid. Fuldstændig enig.
Mor, skal du til fest? Eller hvad?
Astrid så på kjolen, stadig på stoleryggen.
Det ved jeg ikke endnu.
Hun sov dårligt den nat. Lå på sin side af dobbeltsengen og tænkte på alle årene: Treogtyve år, ungdommen, hun havde givet til dette hjem, til børnene, til Viktor. Hun havde droppet jobbet, da Magnus blev født. Syet på et fint atelier inde i indre København, hvor hendes chef, Inga, sagde, Astrid, du er altså talentfuld!. Senere var Viktor begyndt med: Du skal ikke arbejde jeg sørger for det hele. Og hun troede på ham. For hvorfor ikke? Dengang sørgede han virkelig.
Godt liv, stod der skrevet med stort. Hun vendte sig om i mørket.
Hvad kunne hun nu? Sy, lave mad, holde hjemmet, være usynlig. Det sidste gik hun rigtig godt til.
Nej, nu måtte hun tage sig sammen. Hun kunne sy, og det er ikke lidt. Hun havde hænder, hun havde hoved. Tyve års erfaring, godt nok ikke officielt, men hun havde da syet kjoler for både sig selv, børnene og nabokonen Tamara, der altid mente, Astrids kjoler var bedre end butikkens.
Tankerne løb i ring. Hun faldt i søvn, vågnede, faldt i søvn igen. Ved halv tre-tiden smækkede døren. Viktor hjemme. Hun hørte ham gå ud på toilettet, høre vandet. Så lagde han sig. Sagde ikke et ord. Hun lå vågen længe.
Han gik tidligt næste morgen. Nåede knap at spise frokost.
Det bliver travlt i denne uge, vent ikke på mig til aftensmad.
Dør. Stilhed.
Astrid lavede en kop kaffe, satte sig ved vinduet. Udenfor hidsede regnen nede i gården, syrenerne var blevet mørkegrønne og regnvåde. Hun drak kaffe og tænkte. Roligt, næsten koldt. Måske når smerten bliver høj nok, bliver den til noget andet. Noget hårdt. Noget klart.
Banketten var fredag. Det var tirsdag.
Tre dage.
Hun fandt sin mobil og skrev til Tanja. Tanja Sørensen havde været deres regnskabsdame i årevis, nu arbejdede hun et andet sted men de holdt kontakten, drak kaffe, hyggede. Tanja var 50, klog og praktisk, uromantisk på den gode måde.
Tanja kaffe i dag?
Svaret kom hurtigt: Klart! Klokken tre på Café Hygge?
Aftale.
De sad på det lille caféhjørne to gader fra Astrids lejlighed. Tanja mødte op i grå blazer og kort hår, klare øjne. Lyttede. Afbrød næsten ikke. Hævede kun brynene da Astrid nævnte tante.
Så det sagde han altså, sagde Tanja.
Sådan der.
Og Marianne vidste du det for længst?
Længe. Magnus bekræftede i går.
Tanja snurrede kaffekoppen.
Astrid. Ikke blive sur nu, men jeg må altså sige det.
Kom med det.
Jeg vidste det allerede da jeg stadig var i Monolit. For to år siden. Så dem sammen et par gange. Overvejede at sige noget. Gjorde det ikke. For det var ikke mit bord, tænkte jeg. Jeg tog fejl. Undskyld.
Det er okay, sagde Astrid. Det betyder ikke noget nu.
Hvad vil du gøre?
Astrid så på hende.
Gå til banketten.
Tanja kiggede på hende, nikkede langsomt.
Med børnene?
Med børnene.
Du ved godt, det bliver … lidt utilbørligt?
Det ved jeg.
Han bliver rasende.
Det er jeg klar over.
Tanja blev stille.
Godt. Så sig, hvad du har brug for?
Astrid smilede for første gang.
Jeg har brug for, at nogen lægger mit hår. Jeg kan ikke selv.
Torsdag aften sad Signe foran spejlet og redte forsigtigt sin mors hår. Langsomt, nænsomt som kun børn gør, når det gælder. Astrids hår var tykt, til skuldrene, hun havde farvet det en smule bare for at tage den grå tone fra vinteren.
Mor, er du ikke bange? spurgte Signe.
Lidt.
Far skælder ud.
Måske.
Hvad siger du?
Intet. Astrid så på sit spejlbillede. Jeg siger ikke noget. Jeg går bare ind.
Signe fæstede den sidste hårlok, trådte et skridt tilbage.
Pænt, sagde hun. Mor, du er smuk. Du har bare glemt det lidt.
Astrid vendte sig og slog armene om datteren. Fast, rigtigt. Signe blev overrasket, men gav et kram tilbage.
Kjolen lå klar på sengen. Bourgogne-farvet, blød velour. Astrid tog den på uden hastværk. Lukkede lynlåsen, Signe hjalp. Hun kiggede i spejlet.
Kvinden, der kiggede tilbage, var ikke fremmed. Bare længe glemt.
Makeup lagde hun selv. Lidt. Præcis nok: Mascara, læbestift. Cremet terra-cotta, hendes gamle favorit. Øreringe i sort onyx, arvestykke fra mor.
Mor, lød det fra Magnus ude i gangen, taxaen er her.
Jeg kommer.
Hun tog sin håndtaske. Liden, sort, gammel men pæn. Gik ud i entreen.
Magnus så hurtigt på hende.
Wow.
Wow, sagde Signe også.
Astrid tog frakken på. Hænderne rystede stadig lidt, så hun sænkede tempoet bevidst. Rolig nu. Bare rolig.
Vi går, sagde hun.
Hotel Nordstjernen var et godt hotel. Ikke det fineste i København, men pænt. Viktor havde valgt det for at signalere status: Højloftede sale, egen catering. Astrid havde besøgt det for otte år siden til et bryllup. Hun huskede den store lysekrone og marmorgulvet.
Taxaen satte dem af. Astrid steg ud først, stod et sekund på trappen, indåndede aftenluften stadig mild og forårsagtig, håndgribelig duft af blomstrende ahorn et sted tæt på.
Mor, hviskede Magnus bag hende, vi er med dig.
Jeg ved det. Hun tog Signes hånd. Lad os gå.
I forhallen småtravede sidste gæster rundt med navnebånd og stress i blikket. Astrid gik roligt. En ung receptionist kom hende i møde.
Godaften. Skal I til Monolits jubilæumsfest?
Ja, sagde Astrid. Jeg er Viktor Larsens hustru. De her er vores børn.
Et øjeblik tøvede han, så nikkede han.
Selvfølgelig, salen oppe, til højre.
Salen var fuld. Velklædte folk med glas, duft af design-parfume og forretter med navne, hun aldrig lærte. Astrid standsede i døren og var straks klar over, at flere kiggede. Hun var fremmed her. De kendte Viktor, kendte sikkert hans nye stil, nogle af dem vidste måske om Marianne. Men konen var ukendt territorium.
Kan du se far? spurgte Signe.
Ikke endnu, sagde Astrid. Men vi finder ham.
Viktor stod ovre ved snacksbordet, i gang med to mænd i jakkesæt. Den ene genkendte hun: Georg Møller, Monolits gamle partner. Stor, hvidhåret mand med det blik, der har set alt. Viktor respekterede ham. Eller frygtede ham. Astrid vidste aldrig, om der egentlig var forskel.
Ved siden af stod Marianne.
Astrid så hende første gang og dog, hun havde tænkt på hende længe. Ung, høj, tætsiddende blå kjole, håret sat perfekt. Smuk. Astrid noterede det uden bitterhed, nærmest som at konstatere vejret. Unge, smukke pige, otteogtyve år. Hånden hvilende på Viktors arm med den selvfølgelighed, der siger mere end ord.
Der er far, sagde Signe uden at tøve. Med den dame i blåt.
Astrid gik hen over gulvet med rolig fart. Nogen rykkede sig. Hun så kun på Viktor ikke på nogen andre.
Han opdagede hende med det samme. Øjnene blev kolde.
Astrid, sagde han lavt, hvad laver du her?
Jeg er til din firmas fødselsdag, sagde hun, lige så klart. Ti år. Det er da noget.
Georg smilede til hende.
Astrid? Dét var længe siden! Du ser forrygende ud.
Tak, Georg, du ser selv godt ud.
Marianne flyttede ubemærket hånden. Tog et skridt tilbage.
Signe, der havde holdt sig lidt bagved, tog et lille skridt frem. Femten år, mørke øjne, rank ryg. Hun stirrede direkte på Marianne, med den barnlige ærlighed, som voksne hader for dens brutalitet.
Far, sagde Signe tydeligt, hvorfor krammede du hende før? Det er jo ikke mor.
Stilheden blev mærkbar. Musikken føltes dæmpet. De to mænd ved Georg kiggede på hinanden, en kvinde med perlehalskæde så op.
Viktor blev bleg, selv under garven.
Signe, begyndte han. Det er arbejde, jeg kan forklare…
Jeg er ikke lille, sagde hun roligt. Vi ved det godt, Magnus og jeg.
Magnus stod bare der, med hænderne i lommen, stille.
Georg hostede og satte sit glas fra sig.
Viktor, sagde han, og resten lå mellem linjerne: Det var dét. Vi snakker senere.
Han nikkede til Astrid med gammelmandselegance, gik videre blandt gæsterne. De to mænd fulgte efter.
Marianne mumlede:
Jeg går ud og checker menuen…
Og forsvandt.
Nu stod Astrid og Viktor alene altså, lige bortset fra børnene. Hans ansigt var et andet, end hun før havde mistolket som træthed. Ikke vrede, ikke irritation bare forvirring. Han anede ikke, hvad han skulle gøre.
Astrid, sagde han, ved du, hvad du har gjort?
Jeg er kommet til dit jubilæum. Ti år. Det er vigtigt.
Hun tog et glas fra bakken. Champagne. Bobler, der stiger pænt.
Du kunne være blevet hjemme, sagde han lavt, som jeg bad om.
Kunne, sagde hun. Men det gjorde jeg ikke.
Hun så på ham, og i det øjeblik fandt alt på plads. Ikke vrede. Ikke triumf. Bare klarhed. Hun så på manden i sit dyre jakkesæt, med slips og manchetknapper, som hun havde lavet mad og vasket skjorter for og tænkte, hvor meget tid var egentlig spildt.
Jeg skåler for din virksomhed, sagde hun. Og så går vi hjem. Børnene er trætte.
Hun nikkede til børnene.
Kom.
De gik mod døren, og Astrid kunne mærke blikke i ryggen. Nysgerrige, medfølende, dømmende alt muligt. Men det var ikke værre end det, der allerede havde gjort ondt.
Ved udgangen tog Magnus hende under armen.
Sejt gået, sagde han.
Jeg gjorde det bare, sagde hun.
Det var jo også dét, sagde han.
Hjemme tog Astrid kjolen af, hang den pænt i skabet, vaskede makeuppen af og sov for første gang i ugevis tungt og længe, helt til ni.
Det, der siden skete, kom ikke lige med det samme men sikkert som at forårsnatten bliver til dag. Ikke den næste dag men i løbet af de kommende uger. Astrid hørte lidt af det gennem Tanja, og lidt fra Signe, der havde luret i sin fars mobil.
Georg Møller droppede at underskrive kontrakten om det nye byggeri. Ikke bramfrit, men via omveje, lige som folk i den alder gør. Ringede, meldte ligeud, han ikke havde tillid længere. For Georg var familien et konkret begreb og det, han havde set, ødelagde hans respekt for Viktor. Ikke fordi han havde en affære hvem har ikke det? men fordi han tog hende med til en offentlig begivenhed stedet for sin kone. Sådan opfører man sig ikke. Ikke i Danmark.
Siden fulgte flere efter. Forretninger er som omdømme; det tager årevis at bygge op og fem minutter at ødelægge. Snakken gik, bestyrelsen stillede kritiske spørgsmål om ledelsesstil, om procedurefejl. Pludselig handlede det ikke om kjoler og yngre kvinder, men om regnskab, tillid, og svind. Alt sammen fordi ét ben vaklede.
Marianne forsvandt fra Monolit tre uger senere uden dramatik, bare et diskret farvel på mail. Viktor så ud som om, nogen havde trukket gulvtæppet væk under ham.
Senere kom han hjem, satte sig ved bordet. Astrid satte suppe foran ham og gik ind i stuen. Han sad stille længe.
Om aftenen kaldte han på hende.
Astrid. Vi bliver nødt til at snakke.
Ja, sagde hun. Men sig mig: vil du tale? Eller bare høres på?
Først forstod han ikke forskellen. Så gjorde han.
Undskyld, sagde han.
Astrid satte sig roligt. Hænderne rolige i skødet. Ingen rysten. Hun så på ham og tænkte: For sent. Ikke vredt. For tilgivelse kræver, at der stadig er liv mellem to, og det var tørret ind mellem os for længe siden, der omkring da han sagde tante.
Jeg hører dig, sagde hun.
Det var ikke en undskyldning. Han forstod.
Hun tog selv snakken om skilsmisse, en måned senere, stille med advokat og Tanja i ryggen. Lejligheden blev delt op. Børnene blev hos Astrid. Det var det eneste, Viktor ikke protesterede imod.
Mens sagen kørte, åbnede Astrid et lille systue. To rum, nede i gaden. Længe overvejede hun, hvad hun skulle. Et bageri havde været nemmere, men hænderne kunne endnu bedst finde ud af stof og nål. Hendes gamle chef Inga var på pension, men råbte glad i telefonen, Du skulle have gjort det for længe siden!.
Det var lidt sødt, men lidt ærgerligt. For ti år siden var hun ikke klar. Nu var hun.
De første måneder var hårde. Pengene var små, kunderne få, hun arbejdede fra morgen til aften og kom hjem med ømme hænder og viskelæder under neglene. Signe dukkede indimellem op efter skole, lavede lektier i krogen på systuen, spiste rugbrødsmadder og spurgte ind til stoffer og knapper og havde en overraskende farvesans for sin alder. Astrid så det og lagde det i baghovedet.
Magnus havde sit at bøvle med. Viktor prøvede at få kontakt et par gange, ringede, inviterede til frokost. Magnus tog af sted, kom hjem mut. En aften sagde han:
Han vil gerne, jeg skal forstå ham.
Gør du det?
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan forstå en mand, der skammer sig over sin egen kone. Magnus kiggede ud af vinduet. Mor, du har aldrig været … du har bare været helt normal. Altid.
Tak, skat.
Jeg mener det.
Det ved jeg, du gør.
Så blev han stille.
Jeg har problemer med Cecilie min kæreste, kom det så.
Astrid løftede blikket.
Hun siger, hun ikke ved, om jeg selv kan blive en god far en dag. Hun er bange for, det bliver ligesom for jer.
Det er hendes frygt, ikke din skæbne.
Det forstår jeg godt. Men hun gør ikke.
Astrid tænkte sig om.
Giv hende tid. Måske hjælper ord ikke, men det gør tid.
Han nikkede. Historien med Cecilie trak ud, Astrid fulgte det på afstand og bekymrede sig stille, men blandede sig ikke. Unge skal have lov at klare tingene selv. Hun havde lært det sent, men hun havde lært det.
Systuen voksede langsomt men sikkert. Efter et år kom faste kunder. Halvandet år senere bestilte de første brude deres kjoler de sværeste, de bedst betalte opgaver. Astrid ansatte en hjælper, Lena, ikke Marianne(!) dygtig, god kemisk balance. De forstod hinanden uden for mange ord, hænderne arbejdede i samme rytme.
Tanja dukkede forbi fra tid til anden de drak te mellem stoffer og snitmønstre og snakkede, som kvinder gør efter halvtreds: børn, helbred, hvad der bliver vigtigt, når det ikke længere er status.
Tanja sagde en dag:
Ved du, hvad jeg kan lide ved dig? Du er ikke bitter.
Indimellem er jeg vred, indrømmede Astrid.
Nej, du bliver hidsig. Det er noget andet. Bitterhed ødelægger hidsighed går over.
Astrid tænkte og nikkede.
Signe, sytten, havde besluttet at søge ind på design. Ikke store ord, bare en dag med en mappe fyldt med tegninger foran sin mor. Astrid kiggede længe. Der var fejl, uslebenhed, men også vision.
Det er dig, sagde hun.
Er du sikker?
Helt. Og du ved det godt selv.
Signe smilede, stille og stort.
Mor, du er blevet en anden.
En anden?
Du plejede at spørge: Hvad vil far sige? Hvad vil folk synes? Nu spørger du aldrig.
Astrid så på hende.
Lidt for sent at lære, måske.
Ikke for sent. Signe samlede sammen. Du er god nok.
Det var det bedste, nogen havde sagt til hende i mange år. Bedre end at få ros fra en mand eller en veninde: Du er god nok, fra én, der virkelig ser én.
Viktor så hun sjældent nu. Af og til hentede han børnene, eller afleverede glemt sportstøj. Han så svingende ud engang i mellem så han stadig fancy ud, indimellem slet ikke. Hun hørte fra bekendte, at Monolit havde fået ny ledelse, og at Viktor nu bare var en slags mellemleder, noget med håndtering af underleverandører. Helt klart et dyk. Astrid brugte ikke tid på at tænke mere på dét. Hun havde sit eget.
Sommeren efter tredje år efter skilsmissen var god. Varm, lang. Systuen flyttede til større lokaler, der var nu tre fastansatte. Om aftenen sad Astrid nogle gange på sin lille altan i den nye lejlighed, hun havde lejet alene også en stor beslutning, men nødvendig. Drak te og kiggede på byen i aftensol. Ikke lykkelig på roman-vis. Bare godt tilpas. Ro. Træt. Og godt.
Så, om efteråret, kom han.
Astrid så ham gennem systuevinduet, mens hun sad med kaffen over et nyt mønster. Viktor stod udenfor døren, lidt tøvende. Han var blevet ældre. Ikke alders-agtig, men ældre, fordi selvtilliden var væk. Skuldrene sad lavere. Habitten var lidt for gammelmodig.
Hun gik selv ud og tog imod.
Viktor, sagde hun. Kom indenfor.
De satte sig i systuens mødelokale. Lille bord, to stole, tørrede blomster. Hun lavede te, satte kopperne frem.
Hvordan har du det? spurgte han.
Udmærket, svarede hun. Travlt. Det kører.
Det har jeg hørt. Han så på hende. Du er dygtig.
Hun svarede ikke. Holdt om koppen, som hun plejede.
Astrid… Han tøvede Jeg ville bare sige… jeg har tænkt.
Tænkt, svarede hun. Uden spørgsmål.
Jeg tog fejl. På mange punkter. Nu kan jeg se det.
Viktor.
Nej, vent. Han så op. Jeg mener det her. Du var en god kone. Du holdt hjemmet oppe. Du opdragede børnene. Jeg satte aldrig pris på det. Eller, jeg tænkte det bare var sådan, det skulle være. Jeg tog fejl.
Hun betragtede ham denne lidt slidte mand, der var både den Viktor, hun havde giftet sig med, og den, der sagde tante, og senere sad forstenet hjemme i sofaen. Alt sammen én person. Det var hun klar over.
Jeg hører dig, sagde hun.
Jeg havde tænkt… Nej, det er dumt.
Sige det bare.
Jeg havde tænkt på, om vi… ikke skulle starte forfra, nej, men … ses. Snakke. Jeg er alene nu, Astrid. Alene.
Stilhed.
Astrid satte koppen ned. Tjekkede kort årstiden ud af vinduet; grå efterårshimmel, våde blade på asfalten, en cykel ved lygtepælen. Så så hun på ham.
Viktor, sagde hun. Jeg er ikke vred på dig. Ikke længere. Det gik faktisk over. Jeg er ærgerlig over årene ikke over dig, men over tiden, der blev sådan. Det er alt.
Astrid.
Jeg vil lige sige det færdigt, sagde hun, blødt men bestemt. Du er ikke alene. Du har børnene. De kommer til dig. Det ved du godt. Pause. Men jeg kan ikke være det, du søger. Jeg ved ikke, hvad du søger selskab, tryghed, ikke at være alene jeg ved det ikke. Men jeg kan ikke.
Hvorfor?
Hun tav kun for at lede efter de rigtige ord, ikke for at såre.
Fordi jeg endelig er blevet mig selv. Og det tog alt for meget energi. Jeg vil ikke gå tilbage.
Han var længe stille. Stirrede på teen han ikke drak. Så nikkede han. Langsomt.
Jeg forstår.
Det ved jeg, du gør.
Og børnene…?
De er dine nu. Gør din indsats. Vær der. Magnus… han kæmpede. Men han vil gerne, hvis du vil.
Viktor rejste sig, rettede på jakken en gestus, hun kendte alt for godt.
Den kjole klæder dig, sagde han pludselig.
Hun så ned. I dag var det en anden kjole. Mørkeblå, enkel. Hende egen kreation fra sidste vinter.
Tak, sagde Astrid.
Han gik. Hun hørte døren åbne og lukke. Stilhed.
Astrid sad lidt endnu. Lidt koldt, lidt stille. De tørrede blomster. Skitser på bordet. Kopper med halvtrist te.
Så rejste hun sig, vaskede koppen, gik tilbage og samlede sig over sin tegning.
Lena kom ind ad døren.
Astrid, din næste kunde er kommet.
Bed hende vente et øjeblik, sagde Astrid.
Lena nikkede og lukkede døren.
