TANTE
Tante Paula blev hentet fra landsbyen. Hun var blevet ældre og havde svært ved at klare sig selv. Så tog hendes niece, Solveig, hende med til København.
Solveigs mand, Lars, havde intet imod det. Han var en stille, spinkel mand med briller, der blindt adlød sin kraftfulde og rundhåndede Solveig.
Det er jo familie, ikke fremmede. Tante trods alt. Hun har ingen egne børn. Og jeg har ikke mor mere. Min mor var hele 30 år yngre end tante Paula, og hun blev født i min fars andet ægteskab. Tænk, min mor gik bort så tidligt, åh. Stakkels tante! Vi tager hende med! lød dommen fra Solveig.
Deres børn Mikkel og Gunhild kendte slet ikke den fremmede tante.
Ja, Solveig selv havde kun mødt tante Paula en håndfuld gange. De talte aldrig i telefon, kun brevvekslede. Det blev hurtigt tydeligt, at tante Paula slet ikke ejede noget af det moderne teknologi.
Nu stod hun der, midt i deres lejlighed. Lille, næsten som en trold (13-årige Mikkel var højere end hende). Håret havde hun som en mælkebøtte blødt og lyst. En lille hat på hovedet. Men hendes øjne var overraskende unge og intenst blå.
I hånden havde hun en knude og et net, som dem man havde i gamle dage. To slidte kufferter.
Og under armen en busket, rød kat. Katten kastede et dovent blik på lejlighedens beboere, sprang ned på gulvet og begyndte at udforske territoriet.
Det er Clementin. Jeg tog ham med. En levende sjæl, håber det er i orden, sagde tante Paula.
Og tillagde:
Nå, så sådan ser I ud! Mine kære!
Siden var der festmåltid. Den gamle dame havde bragt syltede grøntsager og hjemmelavet marmelade med sig. Solveig blev overrasket over, hvordan hendes kræsne børn spiste det hele med stor iver marmelade, agurker, det hele.
Solveig! Har I kolonihave? Jeg sætter alt muligt, selvom helbredet ikke er som før, for det skal dyrkes! Hjemmedyrket er bedst! sagde tante Paula.
Solveig svarede, de ikke havde nogen have. Hvorfor dog? Alt kan jo købes, og der er aldrig tid. Hun havde to jobs, Lars ligeså. De ser kun børnene sporadisk. Lejligheden er på realkredit, de skal betale mange år endnu.
Have skal man have. Lad være med at se sådan på mig, Solveig. Man kan ikke leve uden jord. Vi køber en, finder en fin lille grund, og tante Paula gik ind på sit værelse.
Finder, ja. Vi knokler må tit undvære meget. Tante tror vel, vi er millionærer! mumlede Solveig mens hun vaskede op.
Dagen efter var det weekend. Lars lå lykkeligt i sengen og læste avis. Solveig råbte, at børnene skulle varme resterne, og besluttede at nappe en lur.
Mikkel og 8-årige Gunhild dykkede ned i deres telefoner som altid.
Katten Clementin sad ved dem og vippede med hovedet. Ind kom tante Paula.
Hvad laver I? spurgte hun.
Mikkel og Gunhild forklarede og viste hende deres spil, men tante Paula rystede på hovedet. Hun sagde:
Sådan noget har jeg også set i landsbyen. Ikke helt de samme, men næsten. Jeg har nu aldrig haft brug for sådan. Jeg skrev altid breve til jeres mor det var nemmere for mig. Men det er nyttigt, kan finde folk uanset hvor de er. Smart opfindelse. Nå, læg dem fra jer og kom med mig!
Hvorfor? Vi leger jo! klagede Mikkel.
Leger I? I sidder jo bare med telefonen, undrede sig tante Paula.
Vi leger på den, indeni! pipede Gunhild.
Tante Paula begyndte at fortælle om lege fra landsbyen, og snart lokkede hun børnene ud i køkkenet.
Da Solveig kom forbi, blev hun forbløffet. På bordet stod en tallerken med pandekager. Mikkel drak glad te. Gunhild stod ved siden af tante Paula og rullede frikadeller.
Se, mor! Måske får du den heldige! smilede hun.
Lars kom også til.
Han snusede glad i luften.
Nu skal vi alle lave frikadeller og pandekager i weekenden. Det hjemmelavede er det bedste! erklærede tante Paula.
Men det giver jo ingen mening. Alt kan købes! sagde Solveig, som hadede at lave mad.
Hun købte det meste færdig eller frosset. Familien havde ikke protesteret indtil nu.
Nej, mor. Lad os lave det selv! Sådan nogle frikadeller har jeg aldrig fået! sagde Mikkel.
Senere tog tante Paula en elastik, spændte den op mellem stolene og viste Gunhild, hvordan de legede med elastik i landsbyen.
Hopper I ikke sådan nogensinde? spurgte hun.
Nej, selv på gaden sidder de med telefoner! Nutidens børn! gryntede Lars.
Det er ikke godt! Man skal snakke rigtigt sammen. Telefoner er vigtige, ja, men de skal bruges til at ringe eller sende det nødvendige. Ikke mere! sagde tante Paula.
Om aftenen strikkede hun, og Clementin lå dekadent i stolen ved siden af.
Mor, kom! råbte Gunhild pludselig til Solveig.
Hun gik ud i entréen og kiggede ind i badeværelset.
Tante Paula klappede vaskemaskinen kærligt og hviskede:
Tillykke med dagen, vaskemaskine! Må du tjene os længe, tak for alt!
Tante Paula, hvad laver du? hviskede Solveig, bange for at tanten var blevet lidt tosset.
Tja, det er jo den 8. marts. Vaskemaskinen er jo en pige, så jeg ville lige ønske hende tillykke! grinede tante Paula.
Men den er jo ikke levende, tante. Sikke noget pjat! fnøs Solveig.
Teknik kan godt forstå! Sig ikke sådan. En gang sad Villys traktor fast i mudderet hjemme hos os, så talte han pænt til den, og så kom han fri. Og Krestens bil får altid gode ord før en tur han kalder den ‘Margrethe’. I forstår slet ikke, hvor heldige I er! Vi stod og vaskede tøj i åen eller kogte det på komfuret. Nu har I vaskemaskine, mikroovn til at varme ting se hvor nemt det er! Men alligevel er I aldrig helt glade! Telefoner er fine, hvis de bruges fornuftigt man kan altid finde børnene! glædede tante Paula sig.
Hun begyndte også at møde børnene efter skole.
En dag havde Mikkel problemer i klassen. Han fortalte ikke forældrene, men græd alene hjemme. Tante Paula kom resolut ind. Mikkel fortalte hende alt uden helt at forstå hvordan. Næste dag sprang han de første par timer over. Der var stille hjemme, ingen tegn på tante Paula.
Hun er nok ude at gå, tænkte han.
Han gjorde sig klar og kom til skolen, stoppede udenfor klassen og syntes han hørte en kendt stemme! Han kiggede ind og ved tavlen stod tante Paula, ivrigt fortællende.
Åh nej! Hvorfor er hun her? De vil grine! hviskede Mikkel bag døren.
Men ingen grinede. Da timen var slut, stimlede alle om tante Paula. Mikkel gled ind. Peter, klassens drillepind, kom ham i møde.
Hej, hvorfor kom du så sent? Din bedstemor er sej! Hun fortalte os så meget. Øv, jeg har ikke nogen bedstemor mere, jeg savner hende I morgen tager din bedstemor med os i parken. Hun ved meget om planter og dyr, og hun fortæller spændende! Læreren lod hende holde et oplæg, smilede Peter.
Ja… Hun er sådan, lo Mikkel og løb hen for at kramme hende.
Senere græd Solveig om aftenen. Hun var træt af det hele. Hurtigt stod tante Paula ved hendes side igen.
Lad være, lille ven. Hvorfor græder du? Du har jo alt! trøstede hun.
Jeg er træt! Jeg arbejder, ser ikke livet. Lars er sådan en kujon. Andre har rigtige mænd! Jeg er blevet… sådan en grå mus. Og sådan nogle som mig, er ikke populære nu, græd Solveig på tantens skulder.
Tante Paula lod hende græde færdigt, gav hende te og begyndte at fortælle. Om hvordan hun mistede sine tre børn som spæde. Hvordan hendes flotte og stærke mand døde tidligt. Om kampen mod en sygdom, næsten uden at kunne spise, men overvandt den trods smerte.
Hvilken mærkelig mode er det? Gud har skabt folk forskelligt. Nogle tynde, nogle med former. Smag er forskellig, Solveig. Før var runde damer populære! Du er skøn krøller i håret, store blå øjne. God figur! Vær glad for det du har. Mange har slet ingenting. Mange ensomme. Lars er en god mand, ser dig med kærlighed, gør alt for familien. Og dine børn er lykke! Alt andet… det skal nok løse sig. Nå, jeg glemte noget, jeg må i seng, og tante Paula listede af, og Solveig sad tilbage.
Nu gad hun ikke græde mere. Tante havde ret. Hun havde jo alt. Hvorfor være så trist?
Den dag ventede Solveig vanen tro på Lars, mens hun havde ferie. Han kom ikke.
Børn! Har far ikke ringet? Hvor er I? spurgte hun.
Mikkel stod og rørte rundt i en skål han var blevet interesseret i madlavning og kunne nu vende pandekager i luften.
Gunhild byggede hus af stole, hængte tæpper op og placerede bamser.
Begge børns telefoner lå ubrugt på reolen. De brugte kun telefonen til opkald nu, Solveig havde bemærket det.
Solveig ringede igen og igen til Lars. Der lød blot: “Abonnenten er midlertidigt utilgængelig.”
Nu blev hun bange. Hvor var tante Paula? Slet ikke den vante lyd af tøfler, ingen rolig stemme.
Hun løb ind i hendes værelse. Katten Clementin strakte sig dovent på sengen.
Mikkel! Gunhild! Hvor er tante Paula? gispede Solveig.
Børnene kom løbende.
Vi kom hjem fra skole sammen, så forsvandt hun, hviskede Gunhild.
Hvor længe? Gunhild, hvor længe? råbte Solveig. Gunhild nikkede og græd.
Åh nej! Vi har jo købt mobil til hende, og hun tog den ikke med! Hun er jo gammel! Solveig satte sig trist i stolen.
Mikkel løb for at tage overtøj på.
Hvor skal du hen? løb mor efter.
Søge! Mor, vi kan ikke undvære hende! og Mikkel styrtede ned ad trapperne.
Gunhild skyndte sig i sneakers og løb efter bror.
Solveig, på vej i overtøj, fulgte børnene.
De stod ved opgangen. Smilende.
Hvorfor? spurgte Solveig.
Børnene pegede til venstre.
Der kom tante Paula, med Lars under armen, i hat med valmuer.
Tante! Du forskrækkede os! Sådan kan man ikke bare forsvinde i flere timer! Hvor var du? Solveig kastede sig om halsen på Lars.
Vi har været ude for at lukke den dumme lækage… hvad hedder det… den der utætte vandhane! sagde tante Paula.
Hvad? Hvordan? var alt Solveig kunne sige.
Vi ville lave en overraskelse til dig. Tante Paula er så sej. Uden hende var vi fortabt, lo Lars.
Tante… Har du brugt dine penge? Det skulle du ikke, begyndte Solveig.
Hvad mener du med det? For det første har jeg sparet op. Min pension er god, jeg brugte ikke meget havde eget hjem, lavede brød selv, køer og høns. For det andet solgte jeg mit hus. Hvad skal jeg bruge pengene til? Gravplads har ingen lommer. Jeg ville alligevel give dem til jer. Bedre at gøre det nu, I har mere brug for det, sagde tante Paula ligetil.
Solveig var stille. Nu behøvede hun ikke længere arbejde på to jobs. Mere tid til familien. Det var vidunderligt!
I morgen tager vi ud på landet. Se på kolonihave! Lars og jeg har allerede fundet et lille hus! fortsatte tante Paula.
Eget hus! Hurra! Kolonihave! Du lovede at lære os at se ildfluer, flette kurve, og lave hemmeligheder af glimmer og blomster, så vi kan grave dem op siden, børnene krammede tante Paula.
Sammen, omfavnet, gik de hjem.
Et øjeblik blev Solveig stående ved opgangen.
Hun så op mod skyerne og hviskede:
Tak. Tak for tante Paula!
