Tante Birthe
Jeg er 47 år gammel. Jeg er en helt almindelig kvinde. Man kan sige, jeg går nærmest i ét med tapetet. Ikke køn, og bestemt heller ikke med modelmål. Ensom. Har aldrig været gift og ønsker det egentlig heller ikke jeg mener, de fleste mænd er ens; de tænker kun på mad og sofaen. Nå ja, ingen har nu heller nogensinde spurgt, hverken om forhold eller ægteskab. Mine forældre er ældre og bor i Aalborg. Jeg er enebarn. Ingen søstre eller brødre. Har nogle fætre og kusiner, men vi taler ikke sammen og har heller ikke lyst. Jeg har boet og arbejdet i København i femten år nu. Jeg arbejder i en organisation, hverdagen kører bare arbejde og hjem. Jeg bor i en ganske almindelig boligblok i Vanløse.
Jeg er bitter, kynisk, mangler kærlighed til andre. Bryder mig ikke om børn. Til nytår tager jeg som altid til Aalborg for at besøge mine forældre. Én gang om året kommer jeg hjem. I år det samme og da jeg kom tilbage til København, besluttede jeg mig for at gøre rent i køleskabet. Alt det gamle skulle ud frosne frikadeller, leverpostej engang købt, blev aldrig spist. Jeg samlede det hele i en kasse og gik ned for at smide det ud. I elevatoren stod en dreng, nok syv år gammel. Jeg har set ham før med sin mor, og de har en baby også. Tænkte endda for mig selv: tsss endnu et uplanlagt barn. Han stirrede på min papkasse. Da vi kom udenfor, gik jeg ned mod containeren, men han fulgte efter. Så spurgte han forsigtigt: må jeg tage det? Det er altså gammelt, svarede jeg. Men så tænkte jeg hvis han virkelig vil have det, det er jo ikke dårligt. Jeg begyndte at gå hjemad, men kom til at vende mig om. Han samlede forsigtigt poserne op, lukkede dem og trykkede dem mod sit bryst. Hvor er din mor? spurgte jeg. Hun er syg. Det er min lillesøster også. Mor kan ikke komme ud af sengen, sagde han. Jeg gik hjem, satte maden over.
Satte mig. Tænkte. Jeg kunne ikke slå ham ud af hovedet. Jeg har aldrig været hjælpsom, aldrig haft lyst til at hjælpe nogen. Men noget rørte ved mig. Jeg fandt det, jeg havde i køkkenet: pølse, ost, mælk, småkager, kartofler, løg, selv et stykke kød fra fryseren. Men jeg anede ikke, hvilken etage de boede på. Nok over min. Så jeg gik op, etage for etage. Efter to etager åbnede drengen døren. Han kiggede undrende, men lukkede mig alligevel ind. Der var småt, fattigt, men meget rent.
Hun lå på sengen, let krøllet sammen, ved siden af babyen. På bordet stod en balje med vand og klude de kæmpede nok med feber. Pigen hostede, der gurglede noget i brystet. Har I noget medicin? spurgte jeg drengen. Der var kun gamle, for længst udløbne piller. Jeg gik hen til moren, rørte ved hendes pande brandvarm. Hun slog øjnene op, forvirret. Hvor er Mads? Jeg er jeres nabo, forklarede jeg. Jeg spurgte ind til deres symptomer og ringede 1813. Mens vi ventede, lavede jeg te og et par stykker pålæg til hende. Hun spiste uden indvendinger helt sikkert sulten. Hvordan hun overhovedet stadig kunne amme?
Lægen kom, undersøgte dem, og lillepigen fik ordineret en hel håndfuld medicin også sprøjter. Jeg gik ned til apoteket og købte det hele. I supermarkedet købte jeg mælk, babymad. Af en eller anden grund tog jeg også en bamse en skingert gul abe. Jeg havde aldrig købt legetøj til børn før.
Hun hedder Karen, er 26 år. Oprindeligt fra et lille sted nær Viborg. Hendes mor og mormor var københavnere, men moren giftede sig med en mand fra Midtjylland. De flyttede dertil, moren arbejdede på en fabrik, faren var tekniker. Da Karen blev født, døde hendes far i en el-ulykke. Moren stod pludselig alene med spædbarn og ingen penge. Venner kom, moren drak sig hurtigt i graven på tre år. Naboer fandt mormoren i København, som hentede Karen. Da Karen var femten, fortalte mormoren hende alt at moren var død af tuberkulose. Mormor var fåmælt, nærig og røg konstant.
Som sekstenårig begyndte Karen at arbejde i det nærmeste supermarked først som opfylder, så kassedame. Et år senere døde mormoren. Karen stod helt alene. Som attenårig var hun sammen med en fyr, som lovede ægteskab men stak af, da hun blev gravid. Hun arbejdede så længe hun kunne, sparede lidt op da der ikke var nogen hjælp at hente. Da hun havde født, blev hun hurtigt nødt til at lade barnet passe sig selv, mens hun vaskede trapper. Da hendes søn blev lidt ældre, tog hun vagter i supermarkedet igen. Butikschefen voldtog hende første gang en aften det gentog sig, han truede med fyring hvis hun sagde noget. Da han fandt ud af, hun var gravid igen, gav han hende 5.000 kroner og sagde, hun aldrig måtte vise sig igen.
Alt dette fortalte hun mig den aften. Hun takkede mig igen og igen og tilbød at gøre rent for mig som betaling. Jeg stoppede hende og gik hjem. Jeg kunne ikke sove hele natten. Jeg tænkte på alt, på mit eget liv. Hvorfor var jeg egentlig sådan? Jeg ringede sjældent til mine forældre, jeg bekymrede mig ikke om nogen, jeg havde aldrig overskud til at hjælpe andre. Pengene hobede sig op, men jeg havde ingen at bruge dem på. Mens nogen her i huset ikke havde til mad eller medicin.
Næste morgen dukkede Mads op. Han rakte mig en tallerken med lune pandekager og forsvandt ned ad gangen. Jeg stod i døråbningen med tallerkenen, og varmen fra pandekagerne begyndte at bløde mit frosne indre op. Jeg havde lyst til at græde, grine og spise på én og samme tid.
Tæt på vores opgang ligger et mindre indkøbscenter. Indehaveren af en lille børnetøjsbutik kunne ikke helt finde ud af, hvilke størrelser jeg skulle bruge, men til sidst gik hun med mig hjem til dem! Om det var fordi, hun så en god forretning, eller blev rørt over situationen, ved jeg ikke. En time senere stod jeg hos dem med fire store sække børnetøj, både til drengen og pigen. Jeg havde også købt dyner, puder, undertøj og masser af mad. Selv vitaminer blev det til. Jeg ville bare give alt, jeg kunne. For første gang følte jeg mig virkelig brugbar.
Nu er der gået ti dage. Børnene kalder mig tante Birthe. Karen har gjort min lejlighed hyggeligere, end den nogensinde har været. Jeg er begyndt at ringe til mine forældre. Jeg sender nu regelmæssigt donationer til syge børn. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg levede før. Hver dag efter arbejde skynder jeg mig hjem. Og i foråret der tager vi alle sammen til Aalborg sammen. Billetterne er allerede købt.
Nogle gange skal der blot én fremstrakt hånd til, for at vi finder meningen med vores liv. Kærlighed, omsorg og varme er ikke noget, vi mister af at give tværtimod vokser det, hver gang vi deler ud.
