Tante Rita
Jeg er 47 år. En helt almindelig kvinde man kan vel sige en grå mus. Ikke køn, ingen særlig flot figur. Alene. Jeg har aldrig været gift og har heller ikke haft lyst, for jeg synes, at mænd er ret ens de tænker mest på at få mad og ligge på sofaen. Nuvel, ingen har nogensinde friet til mig eller spurgt, om jeg ville være kæreste. Hverken det ene eller det andet. Mine forældre er ældre og bor i Aalborg.
Jeg er enebarn. Ingen søskende. Der er nogle fætre og kusiner, men jeg har ikke kontakt til dem og det vil jeg heller ikke. Jeg har boet og arbejdet i København de sidste 15 år. Jeg arbejder i et kontor, og mit liv kører i samme mønster hver dag: arbejde hjem. Jeg bor i en standard lejlighed i Vanløse.
Jeg er sur, kynisk, har ikke kærlighed til nogen. Jeg kan ikke fordrage børn. Til nytår tager jeg til Aalborg for at besøge mine forældre det gør jeg én gang om året. Også i år var jeg forbi, og da jeg kom hjem igen, besluttede jeg mig for at gøre hovedrent i køleskabet. Jeg ville smide alt gammelt ud frosne pizzaboller, frikadeller. De havde ligget der længe, da jeg alligevel aldrig fik dem spist. Jeg samlede det hele i en kasse og gik ud for at smide det ud. Jeg tog elevatoren, hvor en dreng måske syv år stod. Jeg har set ham før med sin mor og en lille baby. Jeg tænkte: Jeg skal nok lige styre min tunge… Han kiggede på kassen i mine hænder. Vi stod af elevatoren, jeg gik hen til skraldespanden, han fulgte efter. Så sagde han stille: Må jeg få det? Jeg svarede: Det er altså gammelt. Men så tænkte jeg, hvad pokker det er trods alt ikke fordærvet. Så jeg nikkede, og han samlede forsigtigt poserne sammen, lukkede dem og holdt dem tæt ind til sig. Jeg spurgte: Hvor er din mor? Han svarede, at hun var syg, og det samme var hans lille søster, de kunne ikke engang komme ud af sengen. Jeg gik hjem i min lejlighed og satte mad over.
Jeg sad der, men kunne ikke slippe tanken om den dreng. Jeg har aldrig været særlig hjælpsom, og har slet ikke haft lysten til at hjælpe andre. Men noget i mig blev ramt den dag. Hurtigt pakkede jeg sammen, hvad jeg havde: pålæg, ost, mælk, småkager, kartofler, løg ja, selv et stykke kød fra fryseren tog jeg med. Ved elevatoren gik det op for mig, at jeg ikke engang vidste, hvilken etage de boede på, men jeg vidste, det var højere oppe. Jeg gik op etagerne, og allerede på anden etage åbnede samme dreng døren. Han lod mig komme ind, tavs men han bød mig alligevel velkommen.
Lejligheden var fattig, men der var meget rent. Moderen lå i sengen, sammenkrøbet ved siden af babyen. På bordet stod en balje med vand og klude sikkert for at slå feberen ned. Pigen sov. Hun hvæsede og kunne næsten ikke trække vejret. Jeg spurgte drengen om medicin, han viste mig nogle gamle, for længst forældede tabletter, der burde have været smidt ud. Jeg gik hen til kvinden og følte hendes pande brændende varm. Hun slog øjnene op, så på mig uden at forstå noget. Pludselig satte hun sig op: Hvor er Emil? Jeg forklarede, at jeg er nabo, og spurgte om deres symptomer. Jeg ringede straks 1813. Mens vi ventede på hjælp, gav jeg hende te med pølse til hun spiste uden en lyd, sikkert sulten. Hvordan kan man give bryst, når man ikke engang har mad nok?
Lægen kom hurtigt, gav opskrifter på medicin og flere indsprøjtninger til babyen. Jeg gik på apoteket og hentede det hele. Så tog jeg i supermarkedet, købte mere mælk og babymad endda et tøjdyr, en skriggul abe, kom også med, på trods af at jeg aldrig har købt gaver til børn før.
Hun hedder Freja, 26 år gammel, fra udkanten af Næstved. Hendes mor og mormor er københavnere, men moren flyttede og giftede sig med en mand fra Næstved. Freja arbejdede på en mindre fabrik, hendes mand var tekniker. Da Freja blev født, døde faren i en arbejdsulykke. Moren stod pludselig alene, og snart begyndte dårligt selskab at komme i huset tre år gik der, så drak hun sig ihjel. Naboerne fandt mormoren, som hentede Freja til København. Da Freja blev 15 fik hun alt at vide: om morens død, om sygdommen. Mormoren var ikke hjertelig, snarere tavs, nærig og ked af det. Som 16-årig tog Freja job i en nærbutik som opfylder, siden hen som kassedame. Året efter døde mormoren, og Freja stod helt alene.
Da hun var 18, mødte hun en fyr, som lovede guld og grønne skove, men han stak af, da hun blev gravid. Freja sparede op, for hun havde ingen, der kunne hjælpe. Da sønnen var spæd, efterlod hun ham i lejligheden og vaskede opgange for at få råd til mælk og bleer.
Hun fødte sin datter under tragiske omstændigheder. Ejerens butik, hvor hun arbejdede igen, voldtog hende én aften efter lukketid og det blev ikke ved én gang. Han truede hende til tavshed og sagde, at hvis hun nævnte noget, ville han fyre hende, og hun kunne glemme alt om et job fremover. Da han opdagede, at hun var gravid, stak han 2.500 kroner i hånden og sagde, hun bare kunne forsvinde.
Sådan fortalte hun alt til mig den aften, hun lå syg. Hun takkede og sagde, at hun ville arbejde pengene af ved at gøre rent eller lave mad til mig. Men jeg stoppede hendes snak og gik hjem. Jeg kunne ikke sove den nat. Tænkte over mit eget liv. Hvorfor er jeg som jeg er? Jeg ringede sjældent til mine forældre, følte intet for nogen. Penge havde jeg sparet op men ingen at bruge dem på. Og her, på samme opgang, var der mennesker, der ikke havde noget at spise, eller midler til at købe medicin.
Næste morgen mødte jeg Emil på trappen, og han rakte mig en tallerken med lune pandekager. Da jeg stod der og mærkede varmen fra pandekagerne, vågnede noget i mig det føltes som om jeg tøede op. Pludselig havde jeg lyst til at græde, grine og spise alt på én gang.
Tæt på vores blok ligger et lille center. Ejeren af en børnetøjsbutik ville ikke forstå, hvilken størrelse jeg skulle bruge, og tilbød til sidst at gå med mig op til dem. Om det var for at gøre en god handel, eller fordi hun blev rørt, ved jeg ikke. En time senere stod jeg med fire store poser fyldt med tøj til begge børn. Jeg købte også dyner og puder, sengetøj og mad endda vitaminer. Jeg havde lyst til at købe det hele, bare fordi jeg for en sjælden gangs skyld følte mig nødvendigt.
Nu er der gået ti dage. De kalder mig tante Rita. Freja er virkelig ferm på fingrene min lejlighed er blevet så hyggelig. Jeg ringer til mine forældre nu. Jeg sender endda GODHED-SMS´er til indsamlinger til syge børn. Jeg forstår ikke, hvordan jeg før levede mit liv. Nu skynder jeg mig hjem efter arbejde, for jeg ved, at nogen venter på mig. Og om foråret tager vi alle sammen til Aalborg billetterne til toget er allerede købt.
Måske er det ikke for sent at finde kærlighed til andre og til sig selv. Nogle gange skal der ikke mere til end at åbne døren for et fremmed menneskes skæbne, før varmen vender tilbage til ens eget liv.
